En slamkiste af latterlighed, forløjethed og nederdrægtighed! Sådan præsenteres verden i almindelighed og Østrig i særdeleshed i »Gamle mestre«, tredje bind i den østrigske aggressionsvirtuos Thomas Bernhards kunstnertrilogi.
Efter »Undergængeren« og »Træfældning« med de indædte raids til musikkens og teatrets verden rykker misantropen Bernhard ind på Kunsthistorisches Museum i Wien for at se nærmere på billedkunsten og dens kanoniserede mestre. Scenen er en fløjlsbetrukken bænk over for maleriet »Den hvidskæggede mand« af Tintoretto.
Her har bogens hovedperson, musikkritikeren og filosoffen Reger, siddet hver anden dag i 30 år, og herfra udgår den monolog, der er endnu en af Thomas Bernhards suveræne opvisninger i sortsyn og rasende nedrakning. Monologen refereres – og det er lidt af et stilistisk raffinement – af vennen Atzenbacher, der sammen med kustoden Irrlinger og en afdød kone er det eneste brud på ensomheden i Regers univers.
Thomas Bernhard, der udgav »Gamle mestre« nogle år før sin død i 1989, hører til den kategori af forfattere, der beundres uforbeholdent af nogle og hades lige så inderligt af andre. »En afsindig redepisser« er han for eksempel blevet kaldt, og hvis de østrigske politikere ikke ligefrem har elsket ham, er det til at forstå.
Når Thomas Bernhard tager fat på Østrigs regering og politikere, kommer en fødselsdagstale af Mogens Lykketoft nærmest til at ligne en lovprisning: »Vi har den modbydeligste regering, man kan forestille sig, den mest gennemhykleriske, den mest ondskabsfulde, den mest gemene og samtidig dummeste ...«
Sprogligt mesterværk
Men også kunstens og filosofiens koryfæer må holde for. Respekt for det etablerede er hverken monologholderen Regers eller forfatteren Bernhards anliggende.
»Mozarts musik er også fuld af underkjole- og trussekitch«, hedder det for eksempel. Eller: »Heidegger i filtpludderbukser foran det forløjede bjælkehus i Todtnauberg står jo for mig kun tilbage som et afslørende foto, den tænkende småborger med den sorte schwarzwaldhue på hovedet, i hvilket der jo gang på gang kun er blevet kogt tysk idioti op.«
Hører man til beundrerne af Thomas Bernhards kompromisløse raseri og genialt musikalske sproglige ophobnings- og overdrivelsesteknik, er »Gamle mestre« et af højdepunkterne i forfatterskabet. Sjældent har hans eminente musikalske beherskelse af gentagelserne med de små variationer og forskydninger fejret så ubetaleligt morsomme triumfer, som når han for eksempel kaster sig ud i en grotesk-komisk gennemhegling af toiletforholdene i Wien:
»Wien har ingen toiletkultur, sagde han, Wien er en stor toiletskandale, selv på byens berømteste hoteller er toiletterne skandaløse, de skrækkeligste lokummer finder De i Wien, skrækkeligere end i nogen anden by, De får Dem en grim overraskelse, når De skal lade vandet. Wien er ganske overfladisk berømt for sin opera, men virkelig frygtet og afskyet for sine skandaløse toiletter. Wienerne, ja østrigerne som helhed har ingen toiletkultur …«
At det lykkes Bernhard bag de vildt morsomme, vildt aggressive og vildt monomane tirader at fremkalde et både overbevisende og gribende billede af fortvivlelse, ensomhed og længsel efter den menneskelige kontakt, kunsten ikke kan erstatte, er den østrigske misantrops store genistreg. »Gamle mestre« er en sindsoprivende morsom og desperat bog. Et fabelagtigt sprogligt mesterværk, fremragende oversat af René Jean Jensen.
Titel: Gamle mestre. Forfatter: Thomas Bernhard. Oversætter: René Jean Jensen. Sider: 207. Pris: 220 kr. Forlag: Basilisk.
