Rebus returnerer

Ian Rankin er tilbage med en nu pensioneret Rebus, der ikke kan holde sig fra politiets opklaringsarbejde. Det er er lidt for rent og pletfrit.

Ian Rankins »Vilde køtere« er til tider for ren og pletfri. Fold sammen
Læs mere
Foto: MARK BLINCH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Egentlig kan man ikke sætte en finger på Ian Rankins forfatterskab og derfor heller ikke på det seneste bind i serien om politimanden John Rebus, »Vilde køtere«. Hos Rankin er der ingen unødige svinkeærinder, sproget er stramt og rent, plottet er pletfrit, og figurerne er så begavet skildret, at de næsten er til at tage og føle på. Rankin er klassisk krimikvalitet.

Når der så i denne omgang alligevel – og det kan man nok godt fornemme, at der lægges op til - er et men, så skyldes det, at det hele er lige netop lidt for rent og pletfrit. At historien og sproget er lagt så pænt i passende forme og skabeloner, at det bliver lidt for… ja, kedeligt. Ikke hele vejen igennem, men (for) ofte.

Rankin er krimidialogens mester, men selv det bedste kan blive for meget, hvis det serveres i lange passager, kapitel efter kapitel. I »Vilde køtere« overtager den ene samtale den næste, så romanen næsten kan forveksles med et teatermanuskript. Det ville være dræbende, hvis ikke Rankin netop var så blændende udi dialoger, men i længden bliver det en anelse tungt og – kunne man godt kalde det – upoetisk.

Det stærke er, at Rankin kan skabe stemninger, spænding og persontegninger gennem replikker. Det svage er, at teksten ind imellem bliver for monoton og udynamisk, og det er ikke optimalt i en krimi. Når dét så er slået fast, skal det derefter pointeres, at man med »Vilde køtere« ikke går helt galt i byen, hvis man vil have en god Rankin.

Tørre teatertekster

Politikommissær John Rebus er omsider blevet pensioneret, men da de rolige sysler i hus og have ikke lige er ham, har han svært ved at holde sig fra politiarbejdet. Han er da også så heldig, at kriminalassistent Siobhan Clarke beder ham om hjælp, og han tilknyttes den aktuelle efterforskning som konsulent.

Den pensionerede rigsadvokat D.M. Minton er blevet fundet dræbt i sit hjem, og umiddelbart ligner det et indbrud, der er gået galt. Men da man i afdødes pung finder et trusselsbrev, hvor der står, at »Jeg slår dig ihjel for det du gjorde«, skærpes politiets mistanke om noget mere komplekst.

Da Edinburghs aldrende forbryderkonge, Big Ger Cafferty, næsten samtidig bliver udsat for et mordforsøg, efter at han har modtaget et lignende brev, forsøger man at koble de to mænds karrieremæssige bagkataloger sammen.

Umiddelbart er der intet, der synes at sætte de to i forbindelse med hinanden. Men da politiet finder ligheder med et lidt ældre drab på en anden mand, og da Rebus fatter interesse for et gammelt og for længst nedlagt drengehjem, kommer der skred i efterforskningen.

Samtidig mistænkes en kriminel bande fra Glasgow for at have en finger med i spillet, og den evigt omplacerede politimand og Siobhan Clarkes bolleven, Malcolm Fox, bidrager fra sidelinjen til opklaringen.

Rebus bruger utraditionelle metoder i sit opklaringsarbejde, og det samme kan siges om andre dele af politiet. Det skaber visse spændinger internt, og de mange forskellige konflikter og sidehistorier giver god dynamik til de til tider tørre teatertekster.

Titel: Vilde køtere. Forfatter: Ian Rankin. Oversætter: Søren K. Barsøe. Sider: 416. Pris: 299 kr. Forlag: Klim.