»Sikken en stemme, vi kan få i dansk litteratur,« sagde en begejstret kollega til mig for otte år siden, da vi sad i hans bil og hyldede Kim Leines debutroman, »Kalak«.
Og sikken en stemme, vi har fået.
Med »Profeterne i evighedsfjorden« vandt Kim Leine et hav af priser - blandt andet Nordisk Råds litteraturpris. Den halvnye »Afgrunden« fortsatte i samme episke spor. Og nu kommer så første børnebog, »Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden«.
Her møder vi drengen Andreas, der elsker julen. Det gør hans far - konsekvent kaldet »faren« - ikke, men Andreas får overtalt ham til en slæderejse nordpå for at finde julemanden. Om natten hører de pludselig lyde, hundene gør, og faren ryger pibe indenfor, selvom han ikke må. Geværet er ladt. Ind ad døren træder julemanden ...
Nogle af bogens opslag er helt ordløse, blandt andet ét, hvor illustratoren Peter Bay Alexandersen tegner landskabet hvidt mod himlens dybe sorte. Her får man fornemmelsen af, hvordan månen kan få sne til at lyse. Og midt i det hele: Alexander og hans far, små mennesker i den store natur. Smukt.
I beskrivelserne af Grønland brillerer også Kim Leine. Når han fortæller, hvordan bygden har et lager af juletræer stående, fordi de hele tiden blæser væk i vinterstormene, tegner han både et landskab og sætter ramme om historien. Og så er det ret sjovt.
Handlingen halter
Alligevel er det, som om Kim Leine ikke helt finder den rigtige tone. Flere steder skriver han i lange, lange sætninger, der ofte starter med »så«. Det skal måske virke medrivende, men det føles, som om sproget skøjter og hele tiden er lige ved at vælte.
Der er anslag til en stor roman i fortællingen om Alexander. Temaerne far og søn, Gud, natur og Grønland er Kim Leine classic – og temaer, der kunne blive til en storslået børnebog. Men nogle steder halter handlingen simpelthen på et niveau, der minder om sjusk. Hvorfor vil faren først ikke med, og hvorfor ombestemmer han sig? Hvad søger han?
Han fejrer ikke jul, fordi julen i hans barndom - som i Kim Leines egen - blev betragtet som hedensk, så der er noget på spil, men det bliver ikke fulgt til dørs. Temaerne bliver slået an, men lyden forsvinder ud i den grønlandske vildmark, og man leder forgæves efter en decideret melodi. Julemandens besøg i hytten er et decideret antiklimaks.
Det er let at forestille sig, hvordan forlaget har tænkt, at blandingen af succesforfatter, julemandens hjemland og børnelitteratur ville blive en sikker succes. Men børnebøger fortjener dedikation. Det er jo her, som børn, vi får vores første oplevelse af, hvor fantastisk det kan være at læse. Det kan blive begyndelsen på en livslang rejse, og de fleste af os kan vel huske vores »første« – første gang, vi blev fuldstændig opslugt af en bog.
Kim Leine kunne skrive sådan en bog. Men han har ikke gjort det her.
Titel: Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden. Forfatter: Kim Leine. Illustrator: Peter Bay Alexandersen. Sider: 54. Pris: 199,95. Forlag: Gyldendal.
Thorkil Jacobsen er journalist på Berlingskes børneavis, Kids’ News.
