Efter stormen kommer stilheden

Døden, havet og den umulige kærlighed er tydelige temaer allerede i Marguerite Duras’ anden roman, »Det stille liv« fra 1944, der nu er kommet på dansk.

Marguerite Duras' »Det stille liv« fra 1944 er nu udkommet på dansk. Fold sammen
Læs mere
Foto: PLATIAU

»Jérômes død er virkelig indtruffet, men Nicolas er også død. Clémence er borte, Noël er ladt i stikken. Forældrene er blevet nærmest demente, færdige.«

Mørkere bliver det ikke. Men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. For den unge Francine, fortælleren i den franske forfatter Marguerite Duras’ »Det stille liv«, er det ikke nogen tragedie, da hendes onkel Jérôme dør. Eller rettere bliver slået ihjel. Det er hendes bror Nicolas, der dræber ham, fordi han har brugt familiens penge og overladt dem til hårdt arbejde på gården.

Men da Nicolas bliver fundet knust på jernbaneskinnerne, gør det ondt på Francine. Hvorfor han begik selvmord, er hun ikke sikker på. Måske på grund af mordet på onklen, måske fordi han efter at have gjort Clémence gravid har måttet gifte sig med hende, selvom hun er »grim og dum«. Måske begge dele på én gang. Men sikkert er det, at mordet og selvmordet ødelægger forældrene og hensætter dem i katatonisk passivitet.

Ja, »Det stille liv«, der udkom i Frankrig i 1944, er voldsom og filtret ind i velkendte Duras-signaturer som død, vrede, armod, begær og kærlighed. Det sidste, kærligheden, går heller ikke begge veje. Eller også er det usikkert, om den gør det. Som Francine der elsker Tiéne, der holder følelserne tæt til kroppen og hele tiden er på nippet til at rejse. Hvorhen fortæller han ikke. Måske er det mere handlingen, dét at rejse væk, der er vigtig for ham, ikke destinationen.

Men efter stormen af tvivl og ulykke bliver der tyst. Vinden lægger sig, for nu at blive i billedet, og Francine rejser ud til en kystby, »på ferie fra mig selv«. Her skifter romanen stemning og sproget bliver en tone lysere, mere lyrisk. Som på én af turene til havet: »Der faldt en fin, prikkende regn, sådan en, der gør læberne sprukne, og synet uklart.«

Næsten narkotisk nydelse

Det lyder afklaret, trygt, på en tyst måde. Og i romanens sidste del står der da også, at »Vi får det, det stille liv«. Det er nu svært for læseren at tro på. Der er for meget smerte i Francine og de andre, for meget uro, til, at (sjæle)freden kan indfinde sig, og der er, som i snart sagt alle Duras-tekster, en uheldsvanger fornemmelse over det hele. Og det er blot én af de måder »Det stille liv« peger fremad i forfatterskabet på.

Det samme gælder det intenst-poetiske udtryk, som stedvist melder sig. Som her: »Jeg kan høre mit hjerteslag, og mine håndflader føles, som om de begge to tilhører mig: mig, der lige nu tåler min opdagelse. I dette øjeblik hvor jeg synker ned sammen med tingenes hære – mænd, kvinder, dyr, korn, måneder ...«

Poesien, der trænger ind i prosaen. Dét, der gør Duras til en næsten narkotisk nydelse, ikke mindst hendes beskrivelser af kærligheden, smerten, havet, vanviddet, døden og alt det andet, som lodder langt ned i hendes egen familiehistorie.

At danske læsere kan nyde Duras, kan vi i høj grad takke oversætteren Lone Bjelke og forlaget Vandkunsten for. De har også gjort andre titler af Duras tilgængelige på dansk. Er man ny i hendes forfatterskab, kan man passende startede med »Det stille liv«, der udkom første gang, da Duras var 30 år gammel. Og stadig kun på vej. På smuk, foruroligende og sært genkendelig vis.

Titel: Det stille liv. Forfatter: Marguerite Duras. Oversætter: Lone Bjelke. Sider: 186. Pris: 200 kr. Forlag: Forlaget Vandkunsten.