Mødet er fantastisk! Den unge rastløse Rimbauds formidable og på enhver måde poesiomvæltende prosadigte fra 1870erne i den 85-årige Erik Knudsens ekstremt veloplagte og helt suveræne danske gendigtninger. Bøger som »Illuminationer« hører til de sjældne begivenheder.
»Illuminationer«, de farvede illustrationer, er højdepunktet i myten Arthur Rimbauds sparsomme produktion, og som en ekstatisk triumferende fanfare rammer hans ord også nutidens læsere: »Jeg har spændt linier fra klokketårn til klokketårn; blomsterguirlander fra vindue til vindue; guldkæder fra stjerne til stjerne, og jeg danser.«
Prosadigtene blev ligesom resten af Rimbauds forfatterskab til før »manden med vind i skosålerne«- sådan kaldte vennen og elskeren Paul Verlaine ham - var fyldt 20 år, og tanken er næsten ikke til at rumme. Fra 1874 stod der blandt andet lejesoldat og handelsmand på Arthur Rimbauds visitkort, og mens han selv handlede med kaffe, huder og våben i Afrika, udgav Verlaine i 1886 de godt og vel 40 prosadigte, illuminationerne, som lige siden har inspireret generation efter generation af digtere fra surrealisterne til punkens lyrikere.
»Opbrud« hedder et af de korteste digte i »Illuminationer«, og programmet er ikke til at tage fejl af:
»O Lyde og Visioner! Opbrud i ny lidenskab, ny larm!«.
Rimbaud, 1854-1891, digter helt i overensstemmelse med det »seer-brev«, han som 17-årig skrev til Verlaine, hvor han fastslår, at digteren må være en visionær, der når det ukendte ved at vende op og ned på sansernes brug. Eller sagt med ordene fra en af hans farvede illustrationer: »På bakkeskråningen lufter englene deres uldne kåber over græsmarker af smaragd og stål«.
Helt i overensstemmelse med rast- og rodløsheden i Arthur Rimbauds biografier er rejsefragmenterne og storbyvisionerne dominerende i »Illuminationer«. Fra Hotel Splendid, rejst i isens og polarnattens kaos, til de storslåede by- og bro-kompositioner, hvor akkorder i mol krydser hverandre og fortoner sig, og strygerklange stiger til vejrs fra bredderne, skriver den purunge digter en ny skønhed frem, og Erik Knudsen med digtsamlinger som »Blomsten og sværdet« og »Brændpunkt« i bagagen leverer gendigtninger af kongenial karakter.
Der er en voldsomhed og nerveflænsende herlighed i disse prosadigtes billedverden, som er helt forrygende og lige så visionært nærværende i dag, som da Rimbaud lagde sine farver på i 1870erne.
