Nazi-håndlangernes voldsorgie: Ny bog er gysende læsning

De danske nazister, der overtog politiets rolle, begik afskyelige handlinger. Men de var håndført af de tyske naziledere, der fik milde straffe efter krigen. Henrik Lundtoftes nye bog, »Håndlangerne«, afdækker håndlangerne og deres tyske bagmænd i fornem bog.

»Håndlangerne« af Henrik Lundtofte Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle af vore hæsligste danmarkshistoriske billeder er af de dansk nazihåndlangere i Hipokorpset, der tæskede og torturerede danske frihedskæmpere. Hvem var disse mennesker? Hvordan indgik Hipokorpset i tyskernes forsøg på at vedligeholde kontrollen over Danmark, efter tyskerne i september 1944 fjernede det danske politi? Og var disse danskere drevet af deres egne vildfarelser og brutalitet, eller var de instrumenter i nazisternes strategi? De spørgsmål får man klare svar på i historikeren Henrik Lundtoftes bog »Håndlangerne. Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945.«

Henrik Lundtofte beretter, hvordan en nazistisk efterretningstjeneste ved navn Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) blev skabt i efteråret 1943. Hipo-korpset blev en del af denne tjeneste, og tjenesten var fra starten en tysk opfindelse, som SS- og politilederen i Danmark, Günther Pancke, fandt på og fra marts-april 1944 styrede. Oprettelsen af selve Hipokorpset skete umiddelbart efter den tyske aktion mod det danske politi 19. september 1944. Danske nazister, østfrontfrivillige og diverse medløbere skulle erstatte det danske politi og skabe ro og bekæmpe frihedskæmperne. Lundtofte viser, at det skete på baggrund af nazisternes fejlslagne politik. Det var aldrig Günther Panckes plan, at dansk politi skulle forsvinde og erstattes af disse danske nazister, for han havde håbet på at reorganisere den danske politistyrke. Da det kiksede blev et midlertidigt hjælpepoliti erstatningen, og i dette blev ET – og dermed Hipokorpset – grundstammen. Men Panckes plan blev en fiasko, for ET blev aldrig opfattet som et legitimt politikorps af danskerne. Hjælpepolitiet blev ledet af en lille håndfuld nazistiske danskere i ET, og Hipokopset var blot en afdeling i denne politistyrke, men Hipokorpset blev snart et symbol på den brutalitet, som danske nazister førte sig frem med. I alt var godt 700 mennesker organiseret i Panckes hjælpepoliti.

Kurs mod døden

Henrik Lundtofte gennemgår detaljeret hjælpepolitiets aktioner, tortur og mord. Det er gysende læsning. Han går tæt på de danske nazister, og læserne får en indgående beskrivelse af karaktertyper, motiver og gerninger. Det er omfattende kildestudier og litteratur, der ligger til grund for bogen, og man får et indgående kendskab til de danske nazister og deres gerninger.

Det er bogens styrke, at den ikke blot beskriver det danske hjælpekorps, men også beskriver nazistiske medløbere i Norge og Frankrig, så man får et sammenligningsgrundlag. De danske nazister i hjælpepolitiet var mænd, der ofte ikke tidligere havde begået vold. Alligevel blev de aktivt deltagere i mord og tortur. De fleste af dem var helhjertede nazister, og mange af dem så sig selv som nationale patrioter, der ville redde landet fra kommunister og jøder.

Da krigens afslutning nærmede sig, blev volden og torturen mere rå, og de danske nazister fortsatte ufortrødent deres voldsorgie, selv om nederlaget stod for døren, og selv om de måtte vide, at de og deres familier risikerede døden. Henrik Lundtofte forklarer fint de mange faktorer, der lå til grund for deres fortsatte hærgen.

Hvorfor fik de milde straffe?

Det er endvidere en af bogens styrker, at Henrik Lundtofte klart dokumenterer, at terroren og volden var de tyske nazisters ansvar. Det var SS-lederen Heinrich Himmler og Günther Pancke, der planlagde oprettelsen af hjælpepolitiet og stod bag den terror, der blev iværksat. Lundtofte viser da også, at disse tyske nazister med Pancke i spidsen var brutale og begavede typer af den slags, som huserede i det nazistiske hieraki. Det chokerende er, at de stort alle sammen slap let fra retsopgøret efter krigen. Pancke var ude allerede i 1953, og flere af hans underordnede, der havde skriftligt havde givet ordre til mord og terror, slap endda uden dom.

Det er i bund og grund en rystende forhold, at tyske nazister, der i andre lande blev dømsdømt, slap så billigt i Danmark. Lundtofte bemærker forholdet, men forsøger ikke at give et svar på, hvorfor det gik sådan i Danmark. Og det svar er sikkert vanskeligt, for det griber dybt ned i samarbejdspolitikkens maskineri. Skulle Pancke og hans underordnede dødsdømmes, så skulle deres chef, den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, vel også, hvorefter samarbejdspolitikerne, der så intenst havde samarbejdet med Werner Best, ville stå med et forklaringsproblem. Det var lettere at lade dem slippe let og se dem forsvinde.

Med Henrik Lundtoftes bog har vi fået et nyt vigtigt værk om nazisternes voldsorgie i Danmark, der uddybende forklarer mange af de spørgsmål, der var tilbage.

Titel: »Håndlangerne. Schalburgkorpsets Efteretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945«.

Forfatter: Henrik Lundtofte.

Forlag: Politikens Forlag.

Pris: 300 kr. Omfang: 442 sider.