»Det meste af mit liv har jeg anset mig selv for at være et menneske af ringe kærlighedskraft.«
Det er hovedfortælleren, Sven, der ser sådan på sig selv, og linjen er i det hele taget betegnende for karaktererne i Juli Zehs »Nultid«, der alle er meget svære at holde af.
Først er der altså Sven, som har forladt Tyskland til fordel for en tilværelse som dykkerinstruktør på Lanzarote. Han er uddannet jurist, men er kommet til at afsky menneskers domme over hinanden og lever nu et liv, hvor han forholder sig passivt og neutralt til sine omgivelser – og meget sigende har planlagt at fejre sin 40 års fødselsdag alene på et skibsskrog på bunden af havet.
Med sig til Lanzarote har Sven den yngre Antje, der engang forgudede ham, men gradvist er forkrøblet under hans svale tilgang til hende og verden: En enkelt gang sex om ugen og så ellers bare det stilfærdige samarbejde på den lille dykkerskole, hvor kendisparret Jola og Theo en dag møder op.
Jola er kommet for at få dykkererfaring til en filmrolle, der kan løfte hende ud af det TV-seriedynd, hun hænger fast i, og Theo for at komme væk fra den skriveblokade, der har varet siden hans roste debutroman udkom mange år tilbage.
Og deres forhold er lige så komplekst, som deres personlige situationer. Voldeligt, gennemsyret af nedgørelse, men også holdt sammen i en form for skæbnefællesskab, som Sven tror, han kan bryde, da han indleder en affære med Jola. Eller gør han?
Juli Zeh, der har et rigt varieret og prisbehængt forfatterskab bag sig, har turneret romanen sådan, at karakterernes forvirring bliver læserens: Hovedfortælleren er som nævnt Sven, mens Jolas dagbog udgør et andet beretterspor.
Men hun overdriver og lyver helt bevidst om forholdet til Sven for at såre Theo, som hun ved i smug læser hendes dagbog. Og som derfor vender sig mod Sven.
Dykning som livets metafor
Et psykodrama, der fortættes i undervandsscenerne, hvor livets skrøbelighed er endnu mere udtalt. Dernede kulminerer romanen også, da Sven på sin fødselsdag dykker ned til skroget fra Anden Verdenskrig, mens Jola og Theo venter oppe i båden.
Ikke ligefrem de mest pålidelige mennesker at lægge sit liv i hænderne på, og det går da også frygtelig galt, men på en meget, meget velgennemtænkt og velskrevet facon, der ikke skal røbes her.
For folk med faible for et effektivt, stramt styret plot er »Nultid« uden tvivl en fornøjelse. Men er man mere til karaktertegning og psykologi, er romanen ikke uden svagheder, og karakterernes usympatiske adfærd gør det sine steder svært at engagere sig i dramaet, ligesom brugen af dagbogsnotater må henregnes under litterære klicheer.
Til gengæld er måden, hvorpå havet og dykningen bruges som billede på en virkelighed, man ikke kan overleve i ret længe, velfungerende, og de fire karakterer er vitterligt ved at drukne i deres egne liv.
Ødelagte, desillusionerede, evigt ventende på noget bedre og påvirkede af det liv, stjernerne og stjernekulturen maler op i medierne. Og kritikken af hele den blitzende pseudovirkelighed ligger tydeligvis også Juli Zeh på sinde. En kultur vi alle, for nu at blive i terminologien, er ved at drukne i.
