Om ægtefællerne siger vennerne - der stort set alle er fraskilte - at Emilie og Marc er »på bølgelængde med hinanden«. Hvad de så ikke ved, men som Emilie resigneret tilføjer, er, at denne bølge ikke er i bevægelse. Derfor forlader hun i 2008 det trygge hjem i Paris, netop da hun er i gang med at forberede sin sølvbryllupsmiddag med Marc og efter tilskyndelse af en kryptisk avisannonce tilsyneladende indrykket af hendes første ungdomskærlighed: »Emilie, Aix 1976. Mød mig hurtigst muligt i Genova. Dario«.
Og hun når frem til Genova efter undervejs at have genoplevet sin barndom og sit ungdomsliv i erindringen. Blot for lidt mopset at erfare, at det er Darios italienske kone, der har hidkaldt hende for måske at kalde den nu præsenile tidligere elskers hukommelse frem i lyset. Et interessant og bestialsk eksperiment.
Imidlertid viser det sig, at Darios selvvalgte(?) hukommelsessvigt har helt andre årsager - der ikke skal røbes her - end de to kvinder forestiller sig. Årsager, der desværre gør hele den foregående handling underligt overflødig og læseren lidt slukøret.
