Krigen blev udkæmpet i fredstid

Med »Døden« afslutter Jonas Gardell sin store, stærkt bevægende trilogi om bøsselidenskab og bøsselidelse i 1980ernes Stockholm.

09friTør.aldrig.tårer.bort..jpg
»Tør aldrig tårer bort uden handsker. 3. Døden« af Jonas Gardell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tiderne skifter

»En halv million mennesker deltager eller står langs gaderne, da Pride-paraden drager gennem Stockholm med sit budskab om frihed og tolerance. Det er den største enkeltstående begivenhed hele året.«

Med den scene lukker Jonas Gardell tredje bind i sin 900-sider store trilogi »Tør aldrig tårer bort uden handsker«. Med det værk har Sverige fået sit store episke værk om bøsselivet og den bøssedød, aids forårsagede i 1980ernes Stockholm, som homoseksuelle strømmede til i jagten på ligesindede.

Eller som Gardell skriver: »Overalt kom de fra. Fra Norrlandskysten og det indre af Västerbotten, fra de smålandske landsbyer og fra byerne omkring Mälaren. Fra Stockholms forstæder og fra hele det øde Finland. Som udvandrere. Som nybyggere.«

Trilogiens dramaturgi har fra begyndelsen været klar. Første bind havde således undertitlen »Kærligheden«, den anden »Sygdommen« og den tredje hedder »Døden«.

For datidens bøsseforskrækkede var de forskellige stadier led i en syndefaldsmyte, men for Gardell og mennesker i dag en katastrofe, hvor fordomme, fejlbehandlinger, ubeskyttet sex og fortrængninger blev til dødsfald på dødsfald på dødsfald. »Det var som en krig udkæmpet i fredstid«, som der står et sted i »Døden«.

Gardells værk er blevet kritiseret for sin dramaturgi og ikke mindst den forudsigelighed, undertitlerne også understøtter. Men det er på den anden side et effektivt udtryk for begivenhedernes uafvendelighed. Præcis som i en græsk tragedie, bortset fra, at det her er skrevet lige oven på virkeligheden.

Som Gardell skriver bag på bogen for at mane al tvivl i jorden: »Det der fortælles i denne historie, har fundet sted. Alt er sandt. Jeg var en af dem, der overlevede. Jeg ville bryde tavsheden. Det har jeg gjort nu.«

Fokus på fortællingen

I slutningen af »Døden« er det Benjamin, der går tavst med i det store, larmende Pride-optog efter at »bøssepesten«, som en avis i 1980erne kaldte aids, har taget alle hans kære. Omgivet af nye generationer og en ny tolerance tænker han tilbage på vennerne Seppo, Paul og Lars-Åke samt kæresten Rasmus. Selv har Bejamin »levet med det virus i femogtyve år, som tog hans elskedes liv.«

Han er last man standing og har, præcis som Gardell, ét for øje, nemlig at »det ikke skal blive glemt«.

Men bitterhed og had er der hverken at spore i forfatteren eller i hans litterære alter ego. I stedet en blanding af nøgternhed, patos og sentimentalitet, der ikke burde virke, men ikke desto mindre gør det og skaber et eget bevægende rum. Og de litterære svagheder er de samme som i de forudgående bind: De lange kroniklignende passager, som bryder formen, og dét, at alle bøsserne har hjerter af guld. De er vel lige så forskellige som os andre?

Der er heller ikke meget brillans at finde på sætningsplan, men fokus er også i højere grad på fortællingen, der i dén grad fungerer med sine krydsklip mellem de forskellige vanskæbner. Ikke mindst unge Rasmus, der efter sin død bliver ramt af forældrenes fortrængning og begraves langt fra Stockholm og uden vennernes eller kærestens deltagelse.

Forældrene kalder kæresten en »ven« eller »livskammerat«, og det er tudetrist og kun alt for sandt, når en bøsse siger »De gør os til heteroer igen, efter vi er døde«.

Med »Døden« har Gardell afsluttet en treakter, som fortjener klassikerstatus. Ikke kun på grund af sit emne, men også for sin evne til at få læseren til at fælde tårer, som ikke uden videre lader sig tørre bort. Heller ikke uden handsker.

Titel: Tør aldrig tårer bort uden handsker. 3. Døden.. Forfatter: Jonas Gardell. Oversætter: Kamilla Jørgensen Sider: 296 Pris: 300 kr. Forlag: Tiderne Skifter.