Det offentlige Sverige så til, mens døden langsomt kom krybende

I »Tør aldrig tårer bort uden handsker« skriver Jonas Gardell hjerteskælvende om bøsseliv og bøssedød i 1980ernes Stockholm.

Jonas Gardells "Tør aldrig tårer bort uden handsker" Fold sammen
Læs mere

»At fortælle er en slags pligt. En måde at ære, sørge og mindes på. Føre erindringens kamp mod glemslen.«

Sådan skriver Jonas Gardell i »Kærligheden«, det første bind i trilogien »Tør aldrig tårer bort uden handsker«, hvor han har sat sig for, ja, gjort det til sin pligt at beskrive livet som bøsse i Stockholm i 1980erne. En tid med en begyndelse fuld af liv og optimisme, selv om møderne mellem mændene var hensat til pissoirer, parker og banegårde.

Men Gardell begynder sin fortælling dér, hvor enhver tanke om bøsser i 1980erne begynder, nemlig med aids og en dødeligt syg mand i en hospitalsseng. Han er kun en skal. Udhulet af en kræftform, der ellers kun rammer ældre mænd i Middelhavsområdet. Men nu er den i Stockholm, og »Hans krop er tynd, næsten gennemsigtig. Afmagret af den evindelige diarré. Selv sine egne tarme har han presset ud.«

Kræften er en følgesygdom af hiv, og det er med den døende mand i bevidstheden, læseren siden følger Gardells spring bagud i tiden, hvor den unge Rasmus går rundt i en provinsflække og drømmer om mænd. Det samme gør det jævnaldrende Jehovas vidne-medlem Benjamin et sted i Stockholm.

Da Rasmus omsider flytter til hovedstaden, møder han Benjamin til en julemiddag hos Paul.

Han er et livstykke med et tykt mørke løbende under munterheden og med stor ømhed for unge, forvirrede bøsser. Men da Rasmus og Benjamin ser hinanden til middagen, ser de også sig selv, og deres gåtur hjem, forelskede og hånd i hånd gennem et snetyst Stockholm, er simpelthen så skært og fint beskrevet, at tanken om den kommende bølge af død bliver ubærlig.

Netop disponeringen af stoffet er Gardells force. Hans sprog er ofte jævnt, og indimellem optræder afsnit, der i iver efter at beskrive tiden præcist er lovlig leksikalske. Men måden, historiens elementer lægges frem på, er imponerende, og det undrer ikke, at trilogien er blevet til en populær TV-serie i Sverige: Der er god dynamik, velvalgte flashbacks og flashforwards, afrundede portrætter tegnet gennem ydre handling og dialog samt scener, som er svære at slippe.

Som den excentriske julemiddag hos Paul, hvor en gæst døjer med svamp i munden, uden nogen tillægger det særlig betydning. »Her, tag en vodka, min ven, sprut dræber alle bakterier i verden«, siger Paul bare.

Men vodka dræber ikke aids i udbrud, og døden kryber langsomt, uafvendeligt, ind i immunsystemerne, og mens bøsserne lægges i hospitalssenge og grave, ser det offentlige Sverige til uden videre medfølelse. På en måde er bøsserne jo anormale og på sin vis selv ude om det, syntes ræsonnementet at være blandt politikere og medier, og hjerteskærende er det, at en syndslogik også sidder i nogle bøsser. Som når Benjamin tænker: »Måske er det sådan med det, der skinner, at det koster«.

»Kærlighed« er, som det turde fremgå, hård, bevægende læsning og del af en krønike, som fortsætter i yderligere to bind, der udkommer næste år og har undertitlerne »Sygdommen« og »Døden«. Så det bliver næppe lysere. Men forhåbentlig lige så strålende litteratur.

Hvem: Jonas Gardell Hvad: Tør aldrig tårer bort uden handsker. 1. Kærligheden Oversat af: Kamilla Jørgensen Sider: 296 Pris: 325 kr. Forlag: Tiderne Skifter.