Sanne Søndergaards »Proforma« er et veloplagt partsindlæg om at være anderledes, skrevet frydefuldt uanstrengt og letflydende med mesterligt ubesværede replikker, som er timet á la stand-up-komik. Handlingen i sig selv er traditionel, men vinklingen original.
Siv, jeg-fortæller og 16 år, skal begynde i gymnasiet. Det samme skal hendes bedste ven, Lukas. En skævt tænkende og verbalt kreativ gut i særklasse. Hun er rapkæftet, intelligent, aner ikke hvem hendes far er og ønsker inderligt at være normal. I øvrigt lidt af den samme pigetype, som Agnes i debutromanen »Kære dødsbog« fra 2008.
Siv og Lukas ønsker begge at »flyve under freak-radaren« i 1.g., så de undgår mobning. Romanens åbning lyder sådan: »Umiddelbart virker det som en temmelig dum idé at blive kæreste med en bøsse. Altså hvis man ikke selv er bøsse.« Og Lukas er bøsse, mens Siv er til piger. Ergo går de »undercover som hetero« og spiller kærester, deraf titlen »Proforma«. De holder hånd og tantekysser så overbevisende, at projektet ser ud til at lykkes. Men omstændighederne vil det anderledes. Siv er nemlig vild med Emma fra klassen, som er vild med Nicolaj i 2.g, som er vild med Siv, og som en krølle på det hele er Lukas også forelsket i Nikolaj. Et eksplosivt firkløver.
Ting sættes på spil, og her arbejdes med alliancer og konstellationer på kryds og tværs i og omkring skolen. Og samtidig i et mere lukket univers, da Nikolaj etablerer en diskussionsklub med emner som hash, og om homofile må adoptere. Så det ligner et lærestykke i pro et contra. Faktisk spændende belæring.
Den velkendte historie får derfor modspil både af episoder, der stritter og af en anderledes præmis. Personerne er dækkende, bortset fra Emmas, som er så sammensat, at hun bliver en utroværdig marionet. Sproget er lige så klart som Sivs hoved og blomstrer med ord som »taberbøsse«, »harpiks-homo«, »fat-svag« og vendinger: »C’est la vie, selleri«, »flue, mandeskridt, same shit«. Søndergaards version af feel good har kant.
