Der findes et sted i Stockholm, på en yderlig odde, hvor homoseksuelle mænd i alle aldre plejede at solbade, nøgenbade og drikke kaffe fra termokander. Nogle af dem ville mere end det. De gik op i syrenbuskene og havde sex.
Långholmen, som stedet hedder, optræder i et tilbageblik i »Sygdommen«, andet bind af Jonas Gardells trilogi »Tør aldrig tårer bort uden handsker« om bøsseliv og bøssedød i Stockholm i 1980erne. Og der ved Långholmen sejler en turbåd forbi, og en af bøsserne råber muntert ud mod den: »Vi er en turistattraktion! Vi er den svenske synd!«
Der er stadig uskyldens år for de homoseksuelle, der dyrker fri sex med en iver, der blandt andet er drevet af deres nyfundne følelse af fællesskab, der også står som et solidt værn mod småborgerskabets og kirkens fordømmelse.
Optimisme blev forvandlet til angst
I »Sygdommen« skriver Jonas Gardell, der selv var del af Stockholms bøssemiljø, sig ind i tiden, hvor det seksuelle nybrud og dens medfølgende optimisme bliver forvandlet til angst og for manges vedkommende også til seksuel afholdenhed.
AIDS, »bøssepesten«, har meldt sig, og selv de homoseksuelle frygter hinanden. Nogle tør ikke engang sove under samme dyne længere, og uden for miljøet – i aviser, i kirken, blandt politikere og læger – bliver HIV og AIDS set som et udtryk for den homoseksuelle adfærs unaturlighed og som et brud på Guds love. Opkast, vægttab, svamp på tungen og en langsom, pinefuld opløsning på isolerede hospitalsstuer er bare nogle af de måder, straffen rammer synderne på.
Med den viden kommer romanens flashbacks til de homoseksuelles barndoms- og teenageliv til at stå i et rørende, tragisk skær. Ikke mindst fortællingen om Reine, »en lille uanseelig dreng«, der flytter med sin mor til et øsamfund, hvor hun indleder et forhold med en mand, der er så firkantet, man kan blive. Hans egen søn vil være journalist, men skal være fisker som faren og ikke gå der og føle sig »fin på den«. Man kan næsten forestille sig, hvordan Reines spirende homoseksualitet vil blive modtaget, og det bliver da også ved stjålne blikke på stedbroren.
Patos, dokumentation, indignation
Reines vej mod et liv som åben homoseksuel handler i høj grad om frigørelse fra fortidens bånd, ligesom for Benjamin, der kommer fra en kærlig, men stålsat Jehovas Vidner-familie.
Der er kun fortrængningen eller familiebruddet at vælge mellem som for så mange andre homoseksuelle på den tid, og med Benjamin, Reine og alle de andres brud følger dybe sår og sorger, som forsøges lindret i bøssefællesskaberne.
Den fordømmelse og pariagørelse, bøsserne blev udsat for af »normalsamfundet«, sidder som en dyb indignationen i Gardell, der eksempelvis skriver: »Ingen af dem har nogensinde skullet stå til ansvar for den lidelse og den fortvivlelse, som de påførte en allerede udsat gruppe.«
Den slags sætninger er der – lykkeligvis – få af i »Sygdommen«, der i disse passager hikster som romankunst. Det skurrer også lidt at ingen i den bøssekreds, Gardell skriver om, er usympatiske. Bøsser er vel som alle andre mennesker både gode og dårlige.
Men det vigtigste er, at alle karaktererne i romanen lever – og tudesørgeligt også dør – så man som læser kan mærke det. En effekt som Gardell opnår via en blanding af patos, inderlighed og brillant fornemmelse for menneskelige reaktioner. På det smukke og det ubærlige.
Titel: »Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen«.
Forfatter: Jonas Gardell. Oversat af Kamilla Jørgensen.
Sider: 292 sider. Pris: 300 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.
