I zombiernes vold

Jacob Rask Nielsen er en af landets oversete tegneserietalenter, selv om han i flere år har haft løbende serier i det udmærkede gratisblad Free Comics, og selv om han i 2006 vandt Berlingske Tidendes tegneseriekonkurrence med sin frådende anarkistiske »Carlo Garn«.

Rask Nielsen holder sine historier i et absurd forceret tempo, der rækker tunge ad alle regler om fortælleflow, men som bliver holdt fermt sammen af hans bastante sort-hvide stregdesign. Nu har Jacob Rask Nielsen udgivet sin første større grafiske roman, der er en zombiehistorie inklusiv alle genrens blodige ingredienser, hvor de levende døde skal holdes stangen med pumpguns og økser. Desværre egner Rask Nielsens højoktane facon sig ikke til at blive bredt ud over mange sider. Nok er der jævnlige grin, men også for mange gentagelser til at interessen rigtig holdes fanget. Som tekstforfatter kan Rask Nielsen ofte være rigtig morsom med sine bevidst opstyltede ord og vendinger, men det får desværre ikke lov at komme til udtryk midt i zombiestrabadserne.