Hun er uddannet instruktør og har lavet flere film, blandt andet »Vinterkyss«, der var Norges Oscar-kandidat i 2005. En samling fortællinger er det også blevet til, men nu springer Sara Johnsen ud som romanforfatter med »White Man«, og det er en usædvanligt fascinerende og stærk romandebut. Johnsen støver det skandinaviske psykologiske drama af og giver det litterære og kulturelle perspektiver, vi alt for sjældent oplever på vore breddegrader.
I »White Man« tager et norsk ægtepar på ferie i Caribien for at finde hinanden igen. Strandene er paradisiske, udsigten fra det lejede hus fantastisk, men øboerne knapt så venlige, som Cathrine og Thomas kunne ønske sig. Det er så som så med idyllen i ægteskabet og på tropeøen, og snart bliver det meget værre. Parret vikles ind i en forbrydelse, hvis dimensioner de kun aner skyggen af, men hvis konsekvenser de kommer til at føle på krop og sjæl.
Alt det, som Cathrine og Thomas er totalt uvidende om, hører vi om i de afsnit, der fortælles af en sort ung mand fra øen og en britisk kvinde, der i årevis har besøgt sit hus på stedet. De fire skæbneforløb filtres ind i hinanden, og overraskelserne vælter ind over læseren som en ustoppelig flodbølge. Skandinaviske middelklassekvaler på det jævne får selskab af en langt mere farverig affære, og Johnsen har billederne og det sproglige format, der kan skrive os tæt på begge dele. Til sidst ender hun med at vende op og ned på lette forestillinger om race, køn og skyld i denne bog, der er blottet for entydige svar.
Når man har læst »White Man«, føler man, at man har været vidne til noget stort. I sin tid vakte Jean Rhys opsigt med »Langt over havet«, hvor hun gav sit bud på, hvordan caribiske Bertha endte som gal kvinde på Rochesters loft i Charlotte Brontës roman »Jane Eyre«. Med »White Man« har Johnsen skrevet vor tids efterspil til disse to klassikere, og den måde, hvorpå hun lader engelsk, postkolonial syge få konsekvenser for et norsk ægtepar, efterlader læseren nærmest lamslået.
