Hun er bare en tilskuer til livet

Anita Krumbachs spinkle debutroman om en nyuddannet lærers psykiske skrøbelighed ser med glimt i øjet på hverdagens udfordringer.

Anita Krumbach er aktuel med romanen »Faste pladser«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enhver, der har prøvet at undervise i kreative fag, kan nikke genkendende til oplevelsen af at stå på kanten af det ukontrollable. Man skal helst være i smittende højt humør, begejstret for situationen og i besiddelse af naturlig autoritet. Ellers risikerer man, at det kører ud ad en uheldig tangent.

Da hovedpersonen, unge Inga i Anita Krumbachs roman »Faste pladser«, står i krea-værkstedet på efterskolen for sent udviklede og bogligt svage elever, har hun til overflod fornemmelsen af, at tæppet er trukket væk under hende. Og det bliver kun værre.

Det er ikke, fordi hun savner positiv vilje og drømme. Snarere tværtimod. Men hun har vanskeligt ved selv at få fodfæste i livet, og i sit indre mærker hun, at der kun er en tynd skal over en svimlende uro. Hvordan får man som lærer noget til at gro, når afstanden fra den indlærte teori til praksis er himmelråbende stor, og kontakten til eleverne tilsyneladende er fyldt med »farlige vejkryds«?

Man forstår Ingas ængstelse og fornemmer, at hendes hjerne knitrer som et »lysstofrør i natten«. I en søvngængeragtig tilstand aflæser hun i skiftende situationer omgivelserne som truende eller i glimt poetiske. Da det bliver tydeligt, at hun er for urealistisk og for selvinvolveret i den elev, hun er kontaktperson for, kigger hun for alvor ud over afgrunden.

Antydningsvis og abrupt

Hendes søster - romanens klare hjerne - forsøger at vejlede hende ved hjælp af skarpe udmeldinger. Men Ingas manglende psykiske stabilitet er af alvorlig karakter, og hun har slet ikke det overskud, som jobbet kræver. Inga frygter dybest set omskiftelighed og uforudsigelighed, og heri ligner hun sine eleverne for meget.

Hun er selv en »sen starter«, der helst bare vil »kigge på«, når omgivelserne bliver krævende. Det med at smide hæmningerne og træde ud over snævre grænser er slet ikke hende. Eller som det hedder et sted i bogen: »Det er en tryghed, tænker Inga. At vide, der på familiens store stamtræ er en lille gren forbeholdt hende. At der findes et sted med faste pladser«.

Det skinner igennem i beskrivelserne, at Anita Krumbach - der tidligere har skrevet bøger til børn og unge, blandt andre »Et mærkeligt skib« (2009) - selv har erfaringer som lærer. Man kunne imidlertid godt have ønsket sig, at forfatteren havde brugt flere kræfter på at søge længere ind i sindets kroge. Sine steder er der poetiske passager, der ligeledes kunne have fortjent mere plads. Bogen er jo allerede inde på den klassiske sammenhæng mellem sårbarhed, modtagelighed og kunstnerisk nerve.

Det er for meget at kalde »Faste pladser« for en roman. Dertil er den for antydningsvis og abrupt i sine beskrivelser og for skitsepræget i sin figurtegning. Jeg ville snarere kalde den en novelle med korte, rammende hverdagsbeskrivelser, sans for faste, sproglige vendinger og humor i indkredsningen af en lærers indre rystelser.

Titel: Faste pladser. Forfatter: Anita Krumbach. Sider: 118. Pris: 200 kr. Forlag: Samleren.