Herzog sætter fodspor i sneen

I »Om at gå i is« skriver den tyske forfatter og mesterinstruktør Werner Herzog om en sælsom, frostknuget vandring fra München til Paris.

Litteraturen er fuld af fodspor. Der gås og vandres i talrige romaner, digte, essays og andre typer tekster, og det er vel muligt at tale om en genre på tværs af genrer, der tæller titler som H.C. Andersens »Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829«, H.D. Thoreaus »Om at vandre«, Cormac McCarthys »Vejen« og Tomas Espedals »Gå«.

Selv om listen med vandretekster er uendeligt meget længere, er temaerne i dem relativt få. Oftest handler teksterne om længslen efter naturen og et andet mere sanseligt liv eller om – afstedkommet af langsomheden i vandringen – at nå en dybere erkendelse.

Med Werner Herzogs »Om at gå i is« blev endnu et værk føjet til vandrelitteraturen. Hvad bogen, der udkom i Tyskland i 1978, ud over det er for en størrelse, er svært at sige. Der står da heller ikke hverken »roman«, »dagbogsnotater« eller andre genreord på forsiden af den danske udgave, mens følgebrevet fra forlaget forsøger sig med »selvbiografiske optegnelser«.

Jo, jo, men fiktionen synes nu også – som vi vender tilbage til – at spille med i »Om at gå i is«, der ifølge Herzog er skrevet på en vandretur mellem München og Paris fra 23. november til 14. december 1974. Om den pludselige indskydelse om bare at gå, skriver Herzog: »Jeg tog en jakke, et kompas og en vadsæk med det mest nødvendige. Mine støvler var så nye og solide, at jeg havde tillid til dem. Jeg gik den mest direkte vej til Paris, i sikker forvisning om, at hun ville overleve, hvis jeg kom til fods. Desuden ville jeg gerne være alene.«

Det »hun«, Herzog skriver om, er filmhistorikeren Lotte Eisner. Hun er, forstår man, tysk films bevidsthed og hukommelse og har betydet uendeligt meget for Herzog og hans generation. For dem, der ikke allerede ved det, er Herzog ikke bare forfatter, men også en af europæisk films store skikkelser i kraft af værker som »Fitzcarraldo« og »Aguirre«. »Om at gå i is« er på den måde en hommage til de intellektuelle og ildsjæle, der hjalp ham og hans efterkrigsgeneration: »Vi, den nye generation af filminstruktører, er en faderløs generation. Vi er forældreløse. Vi har kun bedsteforældre, altså Murnau, Lang, Pabst, 20ernes generation.«

Lotte Eisner er symbolet på det hele, på filmhistorien og kærligheden til kunsten, og det er hendes sygdom, der får Herzog til at snøre støvlerne og gå mod Paris, mens flyene trækker spor på himlen over ham. Det er excentrisk og poetisk-egensindigt, sådan som Herzogs film også er det. Men hvor selve motivationen for vandringen er noget prætentiøs, er beskrivelserne af den lange, iskolde og opslidende færd gennem vinteren 1974 mættet med en stor filmkunstners sans for detaljer og tableauer af både naturromantisk og mere moderne, kuldslået art: »Jeg er meget fascineret af cigaretpakkerne i vejkanten, især når de ikke er krøllet sammen; så svulmer de lidt op, har noget ligagtigt ved sig, kanterne er ikke så skarpe længere, og cellofanen dugger på indersiden, det er damp, der samles til vanddråber i kulden.«

Der er et næsten hyperrealistisk skær over beskrivelser som denne, der indimellem blandes med passager om det sete – om mennesker og byer, han passerer – som tydeligvis er opdigtede. Og har vandringen overhovedet fundet sted? spørger man sig selv under læsningen. Har Herzog overhovedet gået strækningen? Eller bare dele af den? Er notesbogen ægte?

Måske, måske ikke, men også fuldkommen ligegyldigt, for det virker ægte. Læseren kan lugte hans fugtige, kolde tøj, og de ømme akillessener bliver vores. Det samme gør den daglige bekymring, inden endnu et indbrud i et vinterlukket sommerhus. Bare for at få lidt søvn.

Det er godt gjort. At mange hints til Herzogs egne film virker lidt udvendige og unødvendige, lever man med, og man læser »Om at gå i is« som et stykke vandrelitteratur om sansning, frihed og drøm, men også om, hvor vigtigt det er at have vidner til sit liv. For kunstneren og mennesket Herzog var kronvidnet Lotte Eisner, der døde i 1983. Og vi vil jo alle gøre alt for disse mennesker. Også gå mere end 800 kilometer i sne og slud.

Titel: »Om at gå i is« Forfatter: Werner Herzog Oversat af: René Jean Jensen Sider: 167 Pris: 200 kr. Forlag: C&K.