Man hævder, at man skal leve i nuet, men ifølge den franske forfatter David Foenkinos går alting så hurtigt, at det gør nuet latterligt. Det er med andre ord hans påstand, at vi er, hvad vi husker. Glemslen er vanviddets fundament. Vores minder er det eneste, der virkelig tilhører os.
I hans fine og finurlige roman »Minderne«, der er en tilsyneladende let og ligetil fortælling om alder og levet liv, er hans grundlæggende tese, at vi ingenting er uden erindring om det, der var. På sin egen underfundige facon gemmer der sig under romanens fordringsløse overflade en tyngde af filosofisk format, der gør læseren klogere og bogen til en lille litterær perle.
Jegfortælleren i romanen er en yngre mand med forfatterambitioner og rodløse drømme om fremtiden. Men jo mere han fokuserer på det, der skal ske, des mindre sker der, og det er først, da han får hold på fortiden, at han kan skabe en nutid, der kan blive soklen til livets kommende kapitler. Han har taget arbejde som natportier på et lille parisisk hotel for ad denne vej at samle erfaringer og livsklogskab til at kunne skrive sine fremtidige bøger, men inspirationen lader vente på sig, og da først hans bedstefar dør, og senere hans bedstemor forsvinder fra det plejehjem, hvor hendes tre sønner har anbragt hende, får han andet at tænke på. Han lærer om det levede liv og erindringen om det, der var.
Familien er ude af sig selv over den ældre kvindes forsvinden, men jegfortælleren finder hurtigt ud af, at hun er flygtet tilbage til sin barndoms by i Normandiet. Han rejser dertil og finder hende i fuldt vigør og i gang med at opspore sine gamle klassekammerater. Sammen tager de to ud til den eneste tilbageblevne, men da det viser sig, at denne kvinde som følge af Alzheimers sygdom er tømt for minder, finder barnebarnet på at arrangere en dag i en tredjeklasse på bedstemorens gamle skole.
Ud af dette besøg opstår nye relationer og nye minder, og det kulminerer med bedstemorens rejse tilbage i erindringen. Hun dør mættet af minder, og da jegfortælleren vender tilbage til Paris, er det med både nye erfaringer og en spirende kærlighed i bagagen. Men selv om alting tegner godt, så varer ingen lykke ved, slet ikke for et barn »af denne tidsalder, hvor ingen idé er tilstrækkelig stærk til at bygge bro mellem mennesker.«
Jegfortælleren bliver imidlertid klogere, ikke blot af egne erfaringer, men også af andres. Fiktive og virkelige personers minder er drysset ud over fortællingen som små korte erindringsglimt, der både perspektiverer og humoriserer: En tilfældig benzintankekspedients tilbageblik på, hvordan han fik sin papegøje, og hvad den har gjort for hans forhold til andre mennesker, Nietzsches tanker om, hvordan en kærlighedserindring kan udvikle sig til uophørlig smerte, sankt Lazarus’ manglende erindringer om døden, en frisørs minde om en sær kunde ...
»Minderne« er en tankevækkende og tilsyneladende troskyldig tekst om alder, liv og død. Det er en roman, der folder sig ud undervejs og bliver til mere, end den syner. Et stykke intellektuelt kosttilskud, overtrukket med sød glasur.
Titel: Minderne Forfatter: David Foenkinos Oversat af: Agnete Stjernfelt Sider: 282 Pris: 299 kr. Forlag: Hr. Ferdinand
