Anne Sofie Allarp har været international sekretær for Socialdemokraterne, som i bogen er omdøbt »Arbejderpartiet«, og hun skriver med detaljeret indsigt om et parti bag facaden i valgkamp.
Bogens bærende konstruktion er portrættet af en begavet kvinde, der et par år tidligere havde et lykkeligt familieliv, men så slog partiet til og valgte hende til formand. Ægteskabet er på bristepunktet, da hun på kanten af den valgkamp, der skal gøre hende til Danmarks første kvindelige statsminister, bliver konfronteret med, at hun vandt formandsskabet ved falske stemmer. I virkeligheden vandt hendes modstander stort. Oplysningerne om det forfalskede formandsvalg vil blive givet til pressen, hvis hun ikke betaler en million euro inden en uge.
Det er romanens plot, og det udvikler sig overraskende, men med en dejlig logik, man ikke havde set komme. I sig selv fire stjerner værd. Når Allarp får én mere, er det for den fremragende personkarakteristik. Her er ældre kvinder, yngre mænd og udtjente partifunktionærer, der gives liv i de klareste persontegninger, som man ellers kun i ny dansk litteratur finder hos Hanne-Vibeke Holst. Blot med den forskel, at Anne Sofie Allarp holder af alle sine figurer - også de manipulerende af slagsen.
Ved både første og andet blik ligner det en nøgleroman. Det er meget svært ikke at få lyst til at gætte på, hvem, der er hvem på Christiansborg.
Men så sker der det forunderlige, at historien vinder over virkeligheden. Det bliver så spændende, at jeg undervejs glemte at gætte, og nu bagefter egentlig er ligeglad, for romanen kan stå selv, uden at læne sig op ad Helle Thorning Schmidt. Måske er det nemlig slet ikke hende, der digtes om her, for flere af nutidens socialdemokrater går i Prada og er klædt på Hellerup-måden. Det må vi vænne os til, ligesom vi skal vænne os til, at Anne Sofie Allarp står på alle hylder, for hun kan skrive, så røde roser rødmer.
