Man skulle tro, det var løgn og digt. Men Einar Màr Gudmundssons nyeste roman, »Hundedage«, om Islands eneste konge, Jörundar Hundedagekonge, og pastor Jon Steingrimsson, den eneste præst i verden, der har standset et vulkanudbrud midt i en gudstjeneste, er skam bygget på et fundament af skinbarlig sandhed, selv om en størrelse som sandheden selvfølgelig skal omgås med betydelig forsigtighed. Som forfatteren typisk nok bemærker om den ene af sine hovedpersoner:
»Han er mere farverig end de fleste romanpersoner, og med dette mener jeg: Ham behøver man ikke fortælle løgnehistorier om.«
Eventyrlige skikkelser
Løgnehistorierne har Einar Màr Gudmundsson altså slet ikke brug for i »Hundedage«, der er befolket af en række af den »sandfærdige« historieskrivnings mere eller mindre mærkværdige figurer.
At google de forskellige personer, der dukker op i bogens løb, er i sig selv en underholdende aktivitet, for mere eventyrlige skikkelser end »Hundedagekongen« og »ildpræsten« er det svært at digte sig til, og Einar Már Gudmundsson fletter og flikker med listig fortælleglæde sin roman sammen af materialet fra mange forskellige kilder, passager fra de historiske annaler, engelske oplysningsskribenters værker, biografier, selvbiografier og gamle islandske krøniker og skrøner.
Jørgen Jürgensen eller Jörundar Hundedagekonge (1780-1841) var en dansk opdagelsesrejsende og sørøver, som stod i spidsen for en revolution på den nordatlantiske ø, og som altså nåede at blive den eneste islandske konge. I løbet af sin eventyrlige karriere var han både straffefange, politibetjent, engelsk spion og forfatter til flere bøger. I Tasmanien blev han gift med den irske kvinde Nora Corbett. Hun drak sig ihjel, og han gjorde, hvad han kunne for at følge med.
Ildpræsten
Jon Steingrimsson (1728-1791) blev kendt som »ildpræsten«, fordi han alene ved sin tro, som det hedder, stoppede verdenshistoriens største vulkanudbrud. Lidt af et mirakel. Jon blev anklaget for mord, men blev frikendt.
Lige så forbløffende, de to livsløb, der er omdrejningspunkterne i »Hundedage«, former sig, lige så usædvanlig er Einar Már Gudmundssons springende, nærmest snakkesaligt rodede fortællestil, som forfatteren et sted selv karakteriserer med ordene »men vi tillader os alligevel at springe frem og tilbage i tid, for vores historie er til dels af åndelig art, og når alt kommer til alt, kommer intet i den rigtige rækkefølge.«
De cirklende bevægelser og gentagelser, de ustandselige digressioner og den påfaldende langsomhed eller omstændelighed er med til at give »Hundedage« en helt speciel tone – træfsikkert ramt af oversætteren Erik Skyum Nielsen. Der er lag af både mundtlig tradition og pertentlig indberetning i stilen, og én af de vendinger, der vender tilbage, næsten som en ledetråd er »Lad os være mere præcise«.
Ironiske paralleller til nutiden
Einar Már Gudmundsson er som kronikør kommet langt omkring i Islands historie, og i »Hundedage« spiller det farverige eventyr underfundigt sammen med de mange referencer til klassesamfundets realiteter før og nu og de ironiske paralleller til dagens og gårsdagens finansielle og politiske krise på sagaøen.
Einar Már Gudmundssons roman er en forunderlig og ofte stærkt underholdende blanding af drabeligheder og pudsigheder, af skrøner, muntre anekdoter og groteske detaljer. Men måske tager omstændeligheden – så bevidst den ellers er – indimellem en smule luft ud af eventyret.
Titel: »Hundedage«.
Forfatter: Einar Már Gudmundsson. Oversætter: Erik Skyum Nielsen.
Sider: 355.
Pris: 250 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.
