»Det er meget frustrerende at have begrænsede midler.«
Den erkendelse når en familiefar frem til i George Saunders’ »Tiende december«. Den dag på året er der ikke meget lys, hverken her i Danmark eller i visse dele af det moderne USA, som Saunders da også skildrer med en del tungsind og pessimisme.
Men inden vi går længere ind i novellesamlingen et par ord om forfatteren, der regnes for en novellekunstens livgiver og omtales i samme henførte åndedrag som mesteren Lydia Davis.
Men læser man Saunders, vil man også opdage, at han ikke er sådan at kategorisere, og det gælder også »Tiende december«, der – lykkeligvis – forholder sig frit til genrekonventioner. Her er kras realisme, her er syret surrealisme, her er science fiction, og hvis man som læser forventer, at en novellesamling samler sig om ét tema, bliver man forvirret eller irriteret.
Et nærmere kig viser også, at novellerne har været trykt i The New Yorker og andre tidsskrifter fra 1995-2012. Deraf den manglende konsistens. Men der løber alligevel nogle tråde gennem stoffet, og den tydeligste er den, det indledende citat er en del af, nemlig om, hvordan mennesker forsøger at købe sig til prestige og ad den vej holde trit med, eller overgå, naboernes velstand.
Til den adfærd knytter sig så forbrugerisme, kynisme og eksistentiel tomhed, og det er alt sammen indfoldet i samlingens længste novelle, »Semplicapigerne«, hvor en 40-årig mand skriver dagbog til kommende generationer, så de kan forstå, hvordan fortiden så ud og lød:
»Vil fremtidens mennesker eksempelvis kende noget til lyden af forbipasserende fly om natten, når fly på det tidspunkt er passé?«
Spørgsmålet optræder i novellens begyndelse, og man tænker derfor, at vi er i nutiden. Men meget lidt i Saunders’ univers er, som det umiddelbart tager sig ud: Fra det genkendelige glider læseren ofte ud i forvirringen og hager sig fast, hvor det er muligt – som drengen i titelnovellen, der er faldet i et hul i isen og forsøger at komme op igen – og sådan er det også i »Semplicapigerne«.
Dystopisk verden
Det viser sig således, at disse piger, kaldet SP´ere, er flygtninge fra Moldavien, Somalia og Filippinerne, der er kommet til Vesten for at arbejde. Eller hvad man nu skal kalde det, de foretager sig i amerikanernes pæne haver, hvor de får trukket en »mikrotråd« gennem hovederne, hvorefter de hænger som en åbenbart meget misundelsesværdig pynt over græsset. Og da pigerne er »installeret«, træder dagbogsførerens og hans familie ud for at nyde synet: »SP’erne hænger der nu, ca. en meter over jorden, og smiler mens de duver i den milde brise.«
Hvis det lyder besynderligt, så er det endnu mere besynderligt at læse om det i novellen og gennem Saunders’ dobbeltbundede stil. For selv om dagbogen - ærlighedens genre – virker troværdig, kan det jo også være, manden i novellen blot fantaserer.
Ja, »Semplicapigerne« og flere af de øvrige noveller er noget for sig og er det på måder, der kan give mindelser om finske Leena Krohn og hendes »Bipavillonen« eller amerikanske Sherwood Anderson og hans »Winesburg, Ohio«.
Ikke mindst fordi Saunders også vrider og udfordrer novelleformatet og blandt andet bruger det til at fremskrive en virkelighed, der ofte ligner en dystopi. Om, hvordan behovet for at imponere naboen i sidste ende fører til liv som SP’ernes – der vel bare er groteske udgaver af virkelighedens trafficking-piger eller kønne au pairer.
Men nogen konsistent afsøgning af ét emne er »Tiende december« som nævnt ikke. Men hvad gør det, når novellerne er så gode, egenartede og veloversatte, og samtidig skrevet med velanbragt humor og sympati for de mange halv- og heltragiske karakterer.
Som »den blege dreng med det kiksede Prins Valiant-hår«, der møder en dødsyg kræftpatient. Det ser sort ud. Men der er pletter af lys. Som novellesamling er »Tiende december« til gengæld det omvendte: Lysende med meget lidt dårligdom.
Titel: Tiende december. Forfatter: George Saunders. Oversat af Jakob Levinsen. 240 sider. Pris: 300 kr. Forlag: Ordenes By.
