Én digter digter ironisk, en anden digter med patos

Pejk Malinovskis »Digterne« og Henrik S. Holcks »Testamente & Blomsterdigte« er to aktuelle digtsamlinger, der glimrer ved deres forskellighed.

Digterne Pejk Malinovski og Henrik S. Holck er aktuelle med to meget forskellige udgivelser. Illustrationen er fra Pejk Malinovskis »Digterne«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Digtere med stort D er på banen i to aktuelle og i øvrigt meget forskellige udgivelser. I »Digterne« slipper Pejk Malinovski en sand vrimmel af digtertyper løs på siderne, mens Henrik S. Holck i »Testamente & Blomsterdigte« træder ud i naturen som den ensomme og længselsfulde poet med de naturreligiøse åbenbaringer.

Pejk Malinovski er en vaskeægte konceptdigter. Med »Digterne« har han begået en poesibog, fyldt til randen med udsagn, der alle sammen siger noget om »digteren«, »en digter« eller eventuelt »digterne«: »Digterens gåseøjne omkring alting« eller »Digteren har ingenting at sige om brøndkarse« eller måske »Den meget smukke digter lugter af cigaretter og smager af katastrofe«.

Gåseøjne eller anførselstegn er der om de fleste af bogens gennemgående meget korte udsagn, ironien og selvironien hører til projektets mest iøjnefaldende træk:

»Digterens forlag skriver i pressemeddelelsen, at digtene handler om »længsel, fremmedgjorthed og sprogets utilstrækkelighed over for livets kompleksitet«.«

Jo da, Pejk Malinovski, der har en uddannelse fra Forfatterskolen, flere bøger og en række radiomontager bag sig, kan klicheerne på fingrene og har et skarpt blik for attituderne.

I hans digterunivers, hvor de nulevende, de afdøde og de simpelthen fiktive poeter er kaldt sammen til det helt store træf, er selviagttagelserne, selviscenesættelserne, misforståetheden og alle slags poseren i skudlinjen, og forfatteren behersker lige netop den kombination af kølig iagttagelse og sproglig træfsikkerhed, der gør »Digterne« til stærkt underholdende læsning.

Specielt morsomme er en række præsentationer af projekter og koncepter af mere eller mindre besynderligt og udspekuleret tilsnit, og så er genkendelsesfaktoren selvfølgelig et vigtigt krydderi i Pejk Malinovskis tekster, hvad enten »Digteren besidder en vigtig post på instituttet for længsler« eller »Digteren med kokkens datter kræver sin ret«.

Lyrisk patos uden forbehold

Pejk Malinovski gennemfører sit digter-show med sikker hånd og pokerfjæs. Et af udsagnene i »Digterne« kunne i al enkelhed have lydt: Digteren vender tilbage! Dén sætning ville så passe på Henrik S. Holcks nye digtsamling, »Testamente & Blomsterdigte«.

Henrik S. Holck debuterede i 1978, kun 16 år gammel, med digtsamlingen »Vi må være som alt« og opnåede status som poetisk vidunderbarn, men i modsætning til sine generationsfæller Michael Strunge og F. P. Jac gled han hurtigt ud af det litterære søgelys. Et par digtsamlinger er det blevet til i de mellemliggende år, men den store opmærksomhed har de ikke vakt.

Med »Testamente & Blomsterdigte« er der lagt an til et comeback i den store stil, og Holck leverer lyrisk patos uden forbehold: »Gør det, gå ud og genindsæt/Dig selv i alle ting/Se verden fra Guds Øjetrone«. Digteren bliver »ven med glemselsstøvet«, finder »livseliksir i sommerdagen« og lader »min ensomheds violin« lyde.

Også et par håndfulde aforismer sidst i bogen kredser om ensomhedens vilkår: »Når jeg var sammen med andre/følte jeg mig ensom/Når jeg var alene – følte jeg mig stor«. Den romantiske digterrolle er ikke til at tage fejl af, men ofte bliver det simpelthen for meget.

Den ironiske distance er en afgørende kvalitet ved digtene i Pejk Malinovskis nye digtsamling. Fraværet af distance til den højstemte patos er et problem ved mange af dem, der står i Henrik S. Holcks.