Selv om billedbøger handler om sorg og ensomhed, kan de godt gøre deres læsere glade i låget.
Det er franske Delphine Perret og Sébastien Maurrains »Bigoudi« og australske Oliver Jeffers´ »Hittegods« aktuelle eksempler på.
I »Bigoudi« møder vi en ældre kvinde af samme navn med hvidt hår, blå briller, plirrende, årvågne øjne, stor livslyst og - ikke mindst - Hubert, der er en lille franske bulldog og »hendes solstråle, hendes ét og alt.«
Hubert er en hund, der holdes i stram snor, strammere end den tydeligvis selv bryder sig om, hvis man skal tro billederne, og han og Bigoudi bor på 156. etage i New York, hvor Bigoudi er venner med »hele verden« rundt om hjørnet.
Vi følger hendes hyperaktive dag, lige fra den første kop cappuccino hos Orlando over klipning af spidser hos Luigi, fitness, shopping, keramikundervisning, canastaspil og mere endnu til det tidspunkt ud på aftenen, hvor hun og hunden fråser i chokoladecigaretter.
Men en dag dør Hubert så, og Bigoudi græder sig gennem dage og nætter, indtil hun beslutsomt siger »aldrig, aldrig mere« og låser sig inde, for tænk nu, hvor ked af det hun vil blive, hvis hendes mange venner også dør? Bigoudi bestiller mad på nettet og ser kun flade mennesker på sit flade fjernsyn, helt frem til den morgen, hvor et pudsigt og ømt tilfælde ændrer alt.
»Bigoudi« er en stilfærdig, humoristisk og ikke mindst hjertevarm historie om et menneskes store kærlighed og dybe sorg. Fortalt stramt og med underfundigt underspillet humor. Billedsiden veksler mellem skarpe lodrette linjer og mere organiske former, holdt rent i sennepsgul, douce blå og gammelrosa. Det er enkle billeder, men de er samtidig fyldt med finurlige modspil til teksten. En vidunderlig billedbog.
Essensen af ensomhed
For tre år siden blev vi beriget med Oliver Jeffers´ »Det er min elg«, hans første titel på dansk. Nu udkommer »Hittegods«, og med den står det klart, at Oliver Jeffers ikke taler ned til børn, men stoler på, at de kan forstå alt - også det usagte.
I superenkle billeder med store flader, klare farver og en kortfattet, præcis tekst formidler »Hittegods« essensen af ensomhed for selv mindre børn, og historien åbner som et eventyr: »Der var engang en dreng, og en dag bankede en pingvin på hans dør«. Så er læseren på! Pingvinen mæler ikke et ord, men ser så uendeligt trist ud, at drengen prøver at hjælpe den med at finde hjem.
Det er dog ikke så ligetil. Han spørger sig for alle steder, inden de to ender med at ro den halve jord rundt i høj sø. Først på Sydpolen indser drengen, hvad pingvinen reelt har manglet og nu har fået: En ven.
»Hittegods« holder ikke samme overvældende fabulerende niveau i tekst og billeder som »Det er min elg«, men bogen fortælles med ro, sødme og tryghed. Det er faktisk ikke så ringe endda.
