Der var lagt op til lidt af en finale i sidste bind af Robert Goddards trilogi om fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig, og nok er »Til den yderste grænse« god, med masser af spænding og politiske og personlige intriger, men klimakset fuser ud som flammen på en fugtig brændeknude. Som læser sidder man tilbage med en tam fornemmelse af at have misset noget.
Andet bind (»Fjerne horisonter«) sluttede dramatisk med et bagholdsangreb på hovedpersonen James Maxted, kaldet Max, og selv om der blev lagt op til, at Max skulle være afgået ved døden i Sydfrankrig, vidste man som læser godt, at det ikke var tilfældet.
Den dramatik, der blev forsøgt skabt ved dette formodede mord, virkede derfor fad, og den fungerer end ikke som grobund for fatale misforståelser i den videre handling, hvilket jo kunne have været hensigten. Når det så oven i købet viser sig, at den sande forklaring på de konflikter og deraf følgende mord, som serien er bygget op omkring, desværre ikke bunder i de storpolitiske brydninger, som især første bind lagde op til, så fuser dramatikken endnu mere ud.
At det kan være inciterende med gys om kærlighed og utroskab ændrer heller ikke ved, at storpolitikken og efterkrigsmekanikken mest af alt ligner tilfældige kulisser. Det er for så vidt fint nok, men det er også at skabe stor ståhej for ingenting. Eller i det mindste meget lidt.
Fornemt iscenesatte kulisser
Når dét så er nævnt, må det rettelig tilføjes, at Goddards kærligheds- og ophavshistorie fungerer udmærket i det lidt dystre, konfliktfyldte farvand, som Max og hans folk agerer i.
Inden han næsten blev skuddræbt af den troløse spion Pierre Dombreux, havde Max bedt én af de få, han har haft tillid til, Schools Morahan, om at samle en flok gæve mænd og rejse med dem til Japan.
Max’ tidligere flymekaniker Sam Twentyman er med i gruppen, det samme er sekretæren mm. Malory Hollander, der i sine unge dage boede i Japan og derfor kan en smule japansk og som desuden har gamle og, viser det sig, brugbare kontakter.
Formålet med rejsen er at få gjort op med Max’ myrdede fars gamle fjende, grev Tomura, som Max mener er bagmanden for hele miseren. Også den tyske mesterspion Fritz Lemmer befinder sig i landet, idet han samarbejder med Tomura, og det gør ikke Max’ mission lettere.
I »Til den yderste grænser« venter holdet – i begyndelsen forgæves – på Max, der har travlt med at bortføre Lemmers hemmelige søn i Geneve for at have en klemme på ham.
Da Max endelig dukker op i Japan, er det lige i sidste øjeblik, og både Sam, Malory og de af de hyrede folk, man kan stole på, bliver reddet. Max bliver samtidig bekendt med sandheden om sit ophav, og dét fra en person, som lige så godt kunne have fortalt ham det på side 1 i første bog.
Jovist, anmelderen er en smule skuffet, men forsøger at se ud over det faktum, at de fleste spændingsbøger i større eller mindre grad lider af samme fabrikationsfejl. Uden løgne og misforståede hensyn, ingen historie, og »Til den yderste grænse« er da heller ikke ueffen som spionthriller. Og om ikke andet kan man nyde den for dens fornemt iscenesatte kulisser.
Titel: Til den yderste grænse. Forfatter: Robert Goddard. Oversættelse: Claus Bech. Sider: 416. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.
