Kan en forfatter iscenesætte sin egen død, og gøre den til en del af et værk?
Spørgsmålet melder sig i selskab med Édouard Levés lille, sortsmukke bog »Selvmord«. Og der er grunde til at nævne hans egen afsked med verden. Eller måske ikke.
Pointen er i hvert fald, at det er noget nær umuligt at læse »Selvmord« uden at tænke på Levés selvmord i 2007, bare 42 år gammel. Og blot 10 dage efter han afleverede manuskriptet til sit forlag.
Som om det ikke var nok, antydede han selv, at bogen tager afsæt i en vens selvmord i hans ungdom. Det er således muligt at læse »Selvmord« - og dens »jeg« og »du« - som Levé, der taler til sin døde barndomsven, eller Levé, der taler til sig selv som død. Eller forsøge ikke at gøre nogen af delene.
Jeg har forsøgt det sidste, at vride mig ud af den biografiske tvang, og frem er trådt et både nattemørkt og lysende smukt portræt af et menneske, der ikke længere er her.
Som i Levés »Selvportræt«, der udkom på dansk i 2015, er der tale om en ophobning af betragtninger og refleksioner. En art poetisk prosa, eller prosaisk poesi, hvor et typisk citat lyder sådan: »Mennesker der dør gamle er en blok af fortid. Tænker man på dem, er det hvad de var der træder frem. Tænker man på dig, er det hvad du kunne have været der træder frem. Du var og vil altid forblive en blok af muligheder.«
Et andet sted skriver Levé: »Mindet om dig holder sig oppe, din krop er forsvundet«. Væk men til stede. I bogen. Og man kan måske mere generelt sige, at litteraturen er et sted, der gør netop det; trækker det tabte ud af glemslen, fikserer det, og ofte i en idealiseret eller på anden måde forvrænget form.
Den slags tanker opstår under læsningen om det ladte jagtgevær i en kælder med hustruen ventende ovenpå – »Der var en skandaløs skønhed over dit selvmord« - og midt i et liv med tennis, depression og excentriske holdninger: »Du ville hellere læse stående i en boghandel end siddende på et bibliotek. Du ville opdage litteraturen fra i dag, ikke fra i går. Fortiden findes på biblioteker, nutiden i boghandlen.«
Citatet viser også, hvordan mindet om en afdød altid er i de tilbageblevnes vold. Deres temperament farver erindringen og Levés er sanseligt, vemodigt og eftertænksomt. »Kun de levende virker usammenhængende«, skriver han i en af de mange smukke, ofte sorgrandede linjer.
Nogle andre lyder sådan: »Måske var det det du frygtede: at blive livløs i en krop der stadig åndede, spiste og drak. At begå selvmord i slowmotion.«
»Selvmord« er en slags moderne elegi og en demonstration af kunstens evne til at genoplive de døde. Om de vil det eller ej. Og selv dem der ikke ser anden udvej end selv at sætte en stopper for sig selv: »Du brød dig ikke om selvmordets egoisme. Men vejet op mod hinanden var dødens vindstille at foretrække frem for livets smertefulde uro.«
Selvmord. Forfatter: Édouard Levé. Oversætter: Morten Chemnitz. Sider: 92. Pris: 150. Forlag: Basilisk.
