Krimier gennemtrukne af blod, romaner fulde af magtspil, fantasy med troldmænd, uhyrer og helte.
Tiden er til sensationslitteratur og har sikkert altid været det. Ikke bare fordi den fænger hos de fleste læsere, men også fordi den er lettere at skrive end den, der handler om det jævne, det nære og de små dramaer og rystelser, som ikke kan måles på Richter-skalaen, men ikke desto mindre mærker menigmands liv.
Alt dette skrev Raymond Carver om. Og hvor let, han fik det til at virke, kan man forsikre sig om i »Her hvor jeg ringer fra«, hvor 34 af mesterens noveller er samlet og oversat af Johannes Riis - Gyldendals litterære redaktør.
I bogen møder læseren alle de klassiske Carver-karakterer og -scenarier. Servitricer, daglejere, arbejdsløse og andre småkårsfolk på kanten af misbrug, skilsmisse og fallit befolker således siderne, hvor øjet gang på gang glædes over den prunkløse prosa.
Ingen ordflom, intet sprogligt lir, men masser af alt det, der har fået litteraturhistorien til at kalde Carver en minimalist og en dirty realist.
Fod i hose
Men de 34 noveller viser også, hvor problematisk det er at placere ham i samme klasse som eksempelvis kaosmennesket og drukkenbolten Charles Bukowski. Vel var han en suveræn forfatter, men Carver var noget andet. Mere underspillet i sin skrift og mere psykologiserende og pointerende i sin fortælleteknik.
Et godt eksempel er mesternovellen »De er ikke din mand«, hvor en mand sidder på den diner, hvor hans kone arbejder, og hører to mænd tale grimt om hendes brede bagdel.
Det gør et stor indtryk på ham, og han får hende til at tabe sig voldsomt. Senere sidder han atter på kaffebaren, men nu er det konen, der hører en kollega tale grimt om ham. »Hvem er den nar?« spørger hun, og med et er rollerne byttet om.
»Så stillede hun den ufærdige chokoladeis foran ham og gik hen for at gøre hans regning op«, lyder den sidste replik i historien, og den slags subtile pointeringer er et klassisk Carver-greb.
To energier
Interessant er det også at erfare, hvordan hans novellekunst synes at være drevet af to energier. På den ene side den helt åbenlyse lyst til at skrive inden for den realistiske novelle, han var med til at revitalisere i efterkrigs-Amerika, men på den anden side også et behov for at bryde med den stil, folk forventede af ham.
Som i »Fod i Hose«, hvor to heste pludselig træder ud af forhavens tåge. Uden forvarsel og som et lyrisk og symbolladet drømmesyn, der passer meget skidt ind i den fasttømrede forestilling om realisten Carver, men giver hans forfatterskab et løft og en uforudsigelighed, som også gør »Her hvor jeg ringer fra« til et rasende godt bekendtskab.
Og at Carvers noveller er stor, stor kunst, det ved en hel verden af forfattere, som lykkeligt har ladet sig inspirere.
