Hvordan gør man lorteliv til litteratur? Mikael Josephsen har et svar

»De andre« er en paradoksalt nydelsesfuld kollektivroman om noget så »røvsygt« som hjemløse misbrugere i provinsen.

Mikael Josephsen prædiker ikke, men skriver med nærvær og ukunstlet præcision, og det gør læsningen af hans roman til en paradoksalt frydefuld nydelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lærke Posselt Laerke Posselt

Bo keder sig på hospitalet. Hans verden er det lille tv, blodtryksmålingerne og sårrensningerne. Han klør afsindigt af Contalgin, og den giver ikke det sus, heroin gør. Øv. Malik er grønlænder, men lige nu står han ude foran Aldi i Vestergade i Svendborg og sælger Hus Forbi, med anorakkens hætte over hovedet, » så kun de brede kinder og det smalle øjenparti ses«. Slagteren har fundet en grund ovre på Thurø. Han er oppe at køre igen. Han har skaffet en bil og en campingvogn med fortelt, så nu er han ikke længere hjemløs, ikke sådan rigtigt, og han og makkeren Morten reparerer biler, det gør de hver dag, når de har stået der på gaden med deres aviser. Og Konen, som bare hedder Konen, hun har indrettet en container, hvor hun på skift lader andre hjemløse overnatte, hun står også ude i kulden og sælger Hus Forbi, hun tager imod en tyver fra en familiefar med kone og to små børn, og så rækker hun bladet frem mod andre mennesker, men de sætter bare farten op. Sådan er det nogle gange, andre gange har hun ikke nok aviser. Der er ingen forklaring. Hus forbi, siger hun igen, lidt højere. De må ikke råbe. Sådan er reglerne. »røvsygt«

Bo og Slagteren og Morten og Konen og alle de andre er dem, man møder i »De andre«, der er en kollektivroman om hjemløse i provinsen, og kan man forestille sig noget mere kedeligt, noget mere, undskyld udtrykket, røvsygt? Ja, det kan man så lige præcis, når man har at gøre med en så fremragende præcis forfatter som Mikael Josephsen. Han kondenserer virkeligheden og sætter den på sikkert sprog, han skriver jordslået fint om disse hjemløse, disse misbrugere, disse mennesker, der lige så meget som alle os andre mennesker har brug for at være lykkelige, og som junker sig lykkelige, nogle af dem, eller som måske nøjes med øl, eller måske lader sig friste, fordi det hele alligevel er noget lort. Her er det Morten og Slagteren, der fører en slags samtale, Morten er ikke narkoman. I hvert fald ikke endnu.

»Han kondenserer virkeligheden og sætter den på sikkert sprog, han skriver jordslået fint om disse hjemløse, disse misbrugere, disse mennesker, der lige så meget som alle os andre mennesker har brug for at være lykkelige.«


»Hvad er det, der er så godt ved det der? Morten nikker mod den lille pakke, der ligger på bordet. Slagteren banker på en blodåre, standser med fingeren på en og svarer: Det er ligesom at have influenza. Og nogle minutter efter har du aldrig haft det bedre. Han stikker nålen ind og trækker lidt blod med tilbage, inden han skyder stemplet i bund. Morten ryster på hovedet, jeg forstår det ikke, siger han og slår ud efter en lille flue, der kredser om hans hoved. Det er, fordi du ikke har prøvet. Slagteren læner sig tilbage og lukker øjnene.«

Et uforklarlig helvede af angst

Sådan skriver Mikael Josephsen: Insisterende på det konkrete, det upyntede, det kun alt for menneskelige og alt for smertelige, fyldt med underforstået medlidenhed, men uden jammer. Her er et andet eksempel:

»Han har prøvet at være clean mange gange, det er et uforklarligt helvede af angst. Det magter han ikke. Nede ved Føtex stiller han sig i åbningen, varmen når herud, men han mærker den kun på kinderne, den når ikke igennem tøjet. Han er gennemkold. To skridt, og han ville stå i en anden varme. Den skønne supermarkedsvarme. Men det er en aftale med alle forretninger, at de hjemløse står udenfor, helt udenfor.«

»De andre« er små fortællinger om lorteliv, om mange mennesker, der krydser hinanden, hader hinanden, tæver hinanden, elsker hinanden, knalder hinanden, om brudstykker af kuldsejlede liv uden håb om at komme ud af elendigheden, og så måske alligevel, for indimellem er der små glimt af noget bedre – som nu parret, der får en lille møglejlighed med fugtskjolder på væggene, men det et kæmpestort fremskridt, trods alt, og manden er en god mand, tænker kvinden, for han slår ikke, det er definitionen på en god mand, og pyt så med, at hun ikke elsker ham. Og der er Slagteren, ham fra lige før, ham, som det på et tidspunkt kører for, men går det? Han kan jo være ond som bare Fanden, dødsensfarligt voldelig, og kan han styre sig selv og sit junk og sin blodtørst?

Hvem ved? Mikael Josephsen, der selv om ung har sovet på gaden, som selv har været helt ude at skide, og som har skrevet digte og prosa om bunden af bunden, og som ved gud også har sine meninger om tingene (det kan man læse andre steder), og som vel med rette kunne jamre og klage og gøre ved, på egne og andres vegne, han lader tingene stå åbne. Han prædiker ikke, men skriver med nærvær og ukunstlet præcision, og det gør læsningen af hans roman til en paradoksalt frydefuld nydelse. Det er sådan, god litteratur fungerer. Mikael Josephsen fungerer. Han er en af de gode. Og ikke spor kedelig.

Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal/Lærke Posselt.

De andre

Forfatter: Mikael Josephsen. Sider: 256. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal