Det sker, at en digtsamling åbner døre eller vinduer til nye rum og anderledes udsigter og indsigter. Det var for eksempel det, der skete med Yahya Hassans digte for et par år siden, og netop sådan en bog er også Mikael Josephsens »Knæk«, der slår en dør op til den lukkede afdeling:
»Der lugter af hash/på afdelingen i dag/det er de psykotiske der ryger/Ellers er her fredeligt/Astrid /fik strøm gennem sig/i går, så hendes skrig fylder ikke gangene/det er Lonni der har vagten/sammen med Sussi/så falder der måske stesoer/af …«
Mikael Josephsens digte fortæller uden mange poetiske kunstfærdigheder om et ophold på en lukket psykiatrisk afdeling i Svendborg i dagene omkring julen 2014 og frem til udskrivelsen med distriktspsykiatrien i ryggen. Med titlen »Knæk« melder han på samme tid en psykisk tilstand og et digterisk greb ud.
Han, der har både prosa- og digtudgivelser i den litterære bagage, har denne gang skrevet den ikke særlig muntre historie om livet på den psykiatriske afdelings gange, i klar forlængelse af hverdagsdiktionen og bekendelsestonen i 70ernes såkaldte knækprosa, sådan som for eksempel Vita Andersen demonstrerede den i bestsellersamlingen »Tryghedsnarkomaner«.
Tonen er enkel og prosaisk ligetil, og den brogede buket af diagnoser journalføres samvittighedsfuldt:
»personlighedsforstyrret alkoholiker/hashmisbruger/pillemisbruger/bipolar/grænsepsykotisk/pseudopsykopat/ angstpatient/ptsd«
Intens oplevelse
Digtene i »Knæk« er, som forlagsmeddelelsen oplyser, skrevet på erfaringer fra en lang række indlæggelser, og brudstykkevis afdækkes en historie om jalousi, alkoholmisbrug og et forlist parforhold, om en søster indlagt på naboafdelingen og en familiehistorie med druk og bank i generationer.
Som læser bliver man lukket inde i et rum omgivet af patienter, personale, småstykker af dialoger og løsrevne replikker. Tvangsforestillingerne, angsten og paranoiaen blomstrer på hospitalsgangen, og sætningen »Jesus lever/han er bare midlertidigt væk« flagrer gennem luften og tørner sammen med linjerne, »der er gift i dem dér siger Søren/og peger på en mælkebrik«.
Digtenes store styrke er dén intense oplevelse af at være til stede på afdelingen, de fremkalder. Mikael Josephsen administrerer det meste af tiden de fragmenterede registreringer med fortrolighedens sikre hånd, og midt i al bedrøveligheden slår en veludviklet sans for den groteske humor og situationskomikken igennem, sådan som det for eksempel opleves i et replikskifte om at gå i bad og om at få en sprøjte:
»jeg lægger rent tøj her og der er håndklæder på badeværelset/og så får jeg en sprøjte/det ser vi på/du har lige lovet mig en sprøjte, hvis jeg gik i bad/nej det har jeg ikke/jo du har, jeg klager, du kan ikke love noget og så ikke holde det ...«
Det lydhøre øre er en af de store kvaliteter i »Knæk«, men på en måde er det lige netop den form for opmærksom præcision, der afmonteres i en 14 sider lang sekvens med bare et enkelt ord på hver linje. Her bliver det simpelthen til mere knæk end poesien. Men som helhed åbner Mikael Josephsens digte døren til den lukkede afdeling med poetisk bæredygtighed og dokumentarisk kraft.
Titel: Knæk. Forfatter: Mikael Josephsen. Sider: 80. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.
