I modsætning til totalitære samfund kan demokratiske samfund debattere deres egne grundlag - demokratiet levner plads til sine modstandere og åbner for, om vedtagne beslutninger nu er demokratiske nok. Demokrati er ikke først og fremmest noget, man har, men noget man gør - og demokratiet forvitrer, hvor man reducerer det til stemmeafgivelsen og tager det for givet som noget, man har opnået én gang for alle.
Den pointe fremskriver Lene Andersen over 312 velskrevne, let- og vellæste sider i sin nye bog »Demokratihåndbog«.
Bogen er fremragende, fordi den viser, at demokratiets historie er del af en mere end 2.000 år gammel kultur- og idéhistorie, og som, selv om den mestendels er vestlig, handler om fornuftbaseret kritik af dogmer og autoriteter, og som derfor principielt er åben for alle kulturer.
Religion og demokrati
Det gør også, at Lene Andersen kan tage diskussionen om religion og demokrati på et solidt niveau.
Lene Andersen er liberal oplysningstænker om en hals. På positivsiden betyder det, at hun ser, at kampen for demokratiet lige så meget er en konstant proces i de demokratiske samfund som en kritisk og nogle gange konfliktfyldt omgang med udemokratiske lande.
Spin og profit
Hun er på den måde både kulturkritisk over for udviklingen i de vestlige samfund, hvor underholdning, spin og profit trænger dannelsen, den politiske substans og grundforskningen i baggrunden - og politisk kritisk over for totalitære og religiøse regimer.
På negativsiden betyder det, at hun uden argumentation mistænker følelsernes rolle i politik - hun insisterer (næsten) konsekvent på politik som en rationel proces. Her kunne man indvende, at ét er rationel enighed om demokratiets grundlæggende institutioner, noget andet er den politiske strid mellem holdninger og ideer, som kræver et følelsesmæssigt engagement. Se bare på Obama.
Men det kan ikke rokke ved, at Lene Andersen har skrevet en fremragende bog, der skal anbefales til alle, der vil vide noget om demokrati og blive klogere på deres kultur- og idéhistorie samtidig.
