Nogle store drenge mødes i den engelske havneby Liverpool. De danner et band, der med skiftende besætning - og under forskellige navne - spiller i mange år på mere eller mindre ydmyge steder, indtil de i 1962 udgiver deres første singleplade. Et par år efter er John, Paul, George og Ringo større end Elvis. I 1970 ophører samarbejdet officielt.
Så kort kan historien om The Beatles også fortælles, og den er blevet fortalt utallige gange, med forskellige indgangsvinkler og forskellige grader af seriøsitet. Det er en god historie, der, som alle gode historier, kan tåle at blive fortalt igen og igen, og fordi indeværende år er et mærkeår - 70-året for Beatles-medstifteren John Lennons fødsel, 30-året for hans død og 40-året for gruppens opløsning - er der i år udkommet særligt mange bøger om The Beatles. Nogle af dem er også udkommet på dansk, og nogle af dem er ligefrem skrevet på dansk, og set med danske briller er det godt at kunne konstatere, at en af mange års mest læseværdige Beatles-bøger er skrevet af danske Torben Bille, mangeårig kritiker, journalist og redaktør, der med bogen »Yeah Yeah Yeah« demonstrerer, at man godt kan skrive en bog om The Beatles, som både er ganske ligetil og helt sin egen. Det er godt gået.
Hvordan Bille så har det med The Beatles? Han har det, som så mange andre har det: The Beatles er ikke bare et godt band, som man tager frem og lytter til en gang imellem. Det er et vitamintilskud til tilværelsen, noget, uden hvilken den ikke ville have været den samme, og Billes bedrift er, at han formår og forstår at sammenkæde sin personlige Beatles-historie med Beatles-historien set fra Danmark og Beatles-historien i det store perspektiv. Det med det danske giver bogen dens eksistensberettigelse, for hvem andre end en dansker ville begynde en bog om The Beatles med bandets to koncerter i København i 1964? Nej, vel. Det var en mindre dag for The Beatles, men en stor dag for Danmark. Meget stor. I det leverpostejfarvede normal-kongerige, der rustede sig til 1960ernes store velfærdsboom, men stadig sad fast i et 1950er-agtigt hængedynd af blød pop og almindelig snerpethed, var lyden af det, man kaldte pigtrådsmusik, og hvis fremmeste eksponenter The Beatles var, lyden af ny frihed og nye muligheder. Det har Bille blik for. Se her, hvordan han beskriver sin egen lille verden, efter at han i 1963 havde fået singlepladen »I Want To Hold Your Hand« i julegave:
»Singlen var netop udkommet, og havde balladen »This Boy« på bagsiden, og den dreng var jo mig, og pigen var Jytte i naboopgangen eller måske labre Lillian over fra Borgbjergsvej eller uopnåelige Rose-Marie fra karreen ved siden af. Gaven gjorde det svært at samle sig om »Højt fra træets grønne top« den aften.«
Bedre kan det ikke siges, hvad The Beatles betød. Det var ikke bare musik, det handlede om. Det handlede om så meget mere, og pyt så med, at de voksne ikke forstod en klap af det hele. Bille har været i arkiverne og citerer anmeldelser fra dengang, blandt andet fra Hanne Sommer, fjernsynets kendte speakerpige, der i organet for den højeste oplysning, dagbladet Politiken, skriver en anmeldelse af The Beatles anden LP, hvor hun, efter at have rost Paul McCartney for hans vokale indsats på sangen »Money« (der i virkeligheden synges af John Lennon!), skriver: »Pladen giver dog anledning til én misforståelse: man går for ofte hen for at flytte pick-upen fra den rille, man tror, den har sat sig fast i.«
En af de slidstærke
Det var jo morsomt ment, og morsomt at læse, set i bakspejlet, og måske gjorde det heller ikke så meget, at voksne som Hanne Sommer (der kun var et år ældre end John Lennon), ikke forstod en klap af det hele. Så meget mere kunne man have The Beatles for sig selv, og det havde man, forstår man på Bille, der undervejs foretager en veloplagt afstikker til samtidig dansk pigtråd, og som i det hele taget stort set er en meget stor fornøjelse af læse. Bille har blik for, at Paul McCartney spillede en helt afgørende rolle i The Beatles, både som sangskriver og som igangsætter, og han imødegår dermed den stadig udbredte misforståelse, at charmedrengens indsats var mindre væsentlig end John Lennons, og så er det bare lidt ærgerligt, at Bille hen i mod slutningen af bogen, hvor han gennemgår de originale Beatles-LPer én for én, slår nogle gevaldige skævere. Til mesterværket »Revolver« fra 1966 stiller han følgende retoriske spørgsmål: »Det er jo overhovedet ikke dårligt, men er det så godt som alle mener?«, og det er det så åbenbart, ifølge Bille, ikke. Ja, han drister sig endda til at kalde LPens højdepunkt, den rytmisk uhørt komplekse Lennon-sang »She Said She Said«, for »skødesløs« og »næppe mere end en strøtanke«. Hvis der er noget, den ikke er... Om LPen »Let It Be« - den sidste, The Beatles udgav, og en LP, som denne artikels forfatter efter hyppige gennemlytninger gennem de seneste snart 40 år har lært at holde af som én af beatlernes mest slidstærke - skriver Bille: »Det er ikke nogen god plade, ja, spørgsmålet er, om det overhovedet er et album. Bortset fra tre-fire fuldbyrdede kompositioner folder det sig snarere ud som et kladdehæfte med råskitser...« Pyha, siger jeg bare. Jeg fik på det stadie i læsningen lyst til at kaste bogen væk eller eventuelt - som tidligere Beatles-fans gjorde det med Beatles-plader, da John Lennon var kommet til at sammenligne The Beatles med Jesus - at kaste den på bålet. Men jeg besindede mig, for der er, som det turde være fremgået, så meget at glæde sig over i denne fortrinligt skrevne bog. Den kan - med ovenstående forbehold - anbefales på det varmeste.
Samliv med John
Såvel nye som gamle Beatles-lyttere vil også kunne få glæde af bogen »John«, som John Lennons første kone, Cynthia Lennon, udgav for fem år siden, og som nu er udkommet på dansk. Cynthia Lennon skriver enkelt, ukrukket og ligefremt om livet med John, fra kæresteriet på Liverpool College of Art frem til det tidspunkt sidst i 1968, da parret blev skilt, men også om at iagttage sin eksmand på sidelinjen efter skilsmissen, og om tiden efter mordet på Lennon i december 1980. »John« har noget, ingen af de andre af efterårets dansksprogede Beatles-udgivelser har: Et førstehåndskendskab til emnet.
Det har den britiske journalist Howard Sounes »Den sande historie om Paul McCartney« til gengæld ikke. Howard Sounes tegner et billede af Paul McCartney som nidkær perfektionist, skørtejæger og fedterøv, og det kan godt være, at det er sådan, han er, men kildematerialet - en blanding af kendt stof og samtaler med folk, der befandt sig i periferien af McCartney, både før, under og efter Beatles-perioden - er det, som sladderjournalistik er gjort af, og allerede på side 102 er man ved at give op, for her viser det sig, at forfatteren ikke har styr på, hvem der skrev hvilke sange til LPen »With The Beatles«. At Howard Sounes også - hvis ellers oversættelsen står til troende - kan finde på at kalde Beatles-LPerne fra midt i 1960erne for »opstyltet gennemproducerede«, bekræfter indtrykket af en skribent, der hverken ved noget om eller interesserer sig det mindste for det, der er og bliver det centrale: Musikken.
Det gør til gengæld danske Per Wium, der med den ganske lille bog »Beatles for alle. En introduktion til gruppens musik« har begået noget, der næsten kan kaldes en pixibogsudgave af alle tiders bedste bog om The Beatles, Ian McDonalds »Revolution i hovedet«. Per Wium får med få, sagkyndige og velvalgte ord sagt gode og væsentlige ting om The Beatles musikalske output, fra »Please Please Me« til »Abbey Road«. Nye Beatles-lyttere kan godt begynde her.
