VENEDIG: Også i år er arkitekturbiennalen i Venedig opdelt i to sektioner:
De nationale pavilloner hvoraf hovedparten befinder sig i parkområdet Giardini i byens udkant. Og de såkaldte hovedudstillinger, der vises i byens tidligere orlogsværft, Arsenale, og den gamle nyklassicistiske udstillingshal Palazzo dell’Esposizione, der også ligger i Giardini. Den er fra 1895, og det var i den, at den første kunstbiennale blev afholdt samme år. I takt med at deltagerlandene byggede egne pavilloner, blev den efterhånden overflødig i forhold til sit oprindelige formål og overgik til den form for udstillinger, som biennalens hovedkurator tilrettelægger. Det er i år Rem Koolhaas, der på flere måder har udfordret sine arkitektkolleger verden over til en diskussion om arkitektur og om modernisme. Koolhaas har angiveligt opfordret til at undersøge selve arkitekturen – og ikke arkitektens rolle.
Men dels er der også denne gang – alt andet ville være overraskende – inviteret stjernearkitekter, der får mulighed for at brillere. Et eksempel er C.F. Møller, der herhjemme har stået for adskillige modernistiske mesterværker – og på en lille fotoudstilling i Palazzo Bembo tæt ved Rialtobroen kan man eksempelvis se meget smukke fotografier af Aarhus Universitet, hvor man blandt andet kan få en fornemmelse af den nu afdøde arkitekts eminente talent for at arbejde med nogle af arkitekturens virkemidler som lys og skygge og samspillet mellem bygningsværket og den omgivende natur.
Og dels bliver en diskussion af arkitekturen også en overvejelse over arkitektens position i samspillet med bygherren, tiden og samfundet. Uvilkårligt rejser biennalen diskussionen om arkitektens rolle under modernismen forstået som perioden 1914-2014.
Den arkitektur, der er blevet til de seneste hundrede år, har sjældent været elsket. Måske prist af fagfolk og beundret af skønånder for de lige linjer og det enkle udtryk. Men ofte opfattet som det modsatte af hyggelig eller intimt. Også fordi der for hvert modernistisk mesterværk er hundrede makværker, og fordi idealerne i modernismens byplanlægning i alt for mange tilfælde er blevet til vidtstrakte boligkvarterer i byernes periferi, der måske har set udmærket ud på tegningerne, men er blevet til mere eller mindre forslummede kvarterer, hvad enten man nu vedkender sig ghettobetegnelsen, eller finder på et nyt begreb, for at det lyder bedre, uden at det ændrer noget.
Arkitekturens byggesten
Undervejs i udstillingen kommer man igen og igen til at tænke over modernismens fejl og fortrin. Er arkitekten helt eller skurk? Eller bare medløber?
Stadig større dele af Arsenale, der i sin tid gav Dante inspiration til sin beskrivelse af Helvede i »Den guddommelige komedie«, bliver inddraget til udstillingsformål.
Mange af de lande, der i sin tid ikke nåede eller havde råd til at opføre en pavillon i Giardini, lejer sig ind rundt om i den labyrintiske by på vandet, og i de senere år er der også blevet plads til flere og flere i det tidligere orlogsværft, og for de lande er det en klar fordel at kunne udstille tæt ved en af de hovedudstillinger, alle i hvert fald skal se.
Rem Koolhaas, der til København er ved at opføre et hus til arkitektur med mere på Bryghusgrunden, har kaldt sin biennale for »Fundamentals« – »Grundbegreber« – og til dem regner han åbenbart værtslandets arkitekturhistorie de seneste hundrede år (med tidsrejser endnu længere tilbage).
Det første, der møder én i Arsenales imponerende, brede og højloftede haller, er derfor punktnedslag i Italiens geografi fra de sydlige breddegrader til de nordlige. Skønt nogle af de enkelte fortællinger drejer sig om smukke steder som de sensuelle villaer på Capri, der har været knyttet til forestillinger om overklassens hedonistiske livsførelse, er det også skeletterne i skabene, der kommer frem fra Italiens uheldige forhistorie som kolonimagt og diktaturstat.
Andre af de kunstarter, biennalerne i Venedig også fejrer, er ligeledes inddraget med eksempler på italiensk film fra storhedstiden og forskellige former for danse- og teaterforestillinger. Men jeg må sige, at det har været andre arkitekturbiennaler og udstillinger i Arsenale, der for alvor har rykket ved min opfattelse af den bundne kunstart som et brugbart redskab i forsøget på at løse klodens mange udfordringer fra energiforbrug til overbefolkning.
Heller ikke udstillingen i Palazzo dell’Esposizione må siges at appellere til et bredere publikum. Den vinder ved gensyn anden og tredje gang, men der er ikke rigtigt nogen forløsning over denne måde at behandle arkitekturens grundbegreber på.
I de mange rum tematiseres forskellige af boligens eller bygningers elementer gennem tiderne som for eksempel loftet, gulvet, korridoren, elevatoren, balkonen, kaminen, vinduet osv. osv., så hver sektion bliver en art kultur- (snarere end stilhistorie), der dog også peger på nogle af de problemer, vi i stigende grad står over for i takt med, at vi bliver flere og flere, og ikke meget tyder på, at de tidligere tredjeverdenslande høfligt har tænkt sig at være tilbageholdende, når det kommer til at forbruge klodens ressourcer i et omfang, som var de vitterlig uudtømmelige.
Ujævne bidrag
I det hele taget er spørgsmål som energiforbrug og bæredygtighed tilbagevendende temaer på årets arkitekturbiennale – og hvordan kunne det også være anderledes.
Det er måske her, arkitekten igen har en chance for at blive helt og redningskvinde, når det nu tydeligvis ikke er gået så godt de sidste hundrede år. Eller: I hvert fald ikke entydigt godt.
Også det sidste århundrede har frembragt store bygningskunstnere, som har skabt vidunderlige værker, der også er blevet til internationale ikoner og kendemærker. Lad os beskedent nævne Jørn Utzon. Men man kommer ikke uden om, at der er blevet opført alt for mange bygninger, der i bedste fald blot er kedsommelige og uden tanke for de mennesker, der skal bo der.
På den anden side: Blev modernismens arkitektur og nye byggematerialer, mere rationelle byggemetoder ikke netop svaret på de enorme udfordringer, verden har stået over for i den periode, Rem Koolhaas har afgrænset som modernismens (første?) århundrede?
Det 20. århundrede var ud fra enhver målestok et af de mest blodige i menneskehedens historie. Syge ideologier omdannede store dele af verden til slagtehuse og koncentrationslejre. Da nazismen og fascismen for en stund var nedkæmpet, og efter den sovjetiske forståelse af kommunisme var kollapset, skulle byer genopbygges, og infrastrukturen genskabes. Blev modernismen, tænker man, så egentlig ikke den form for rationel arkitektur, der skulle redde verden og med tiden også forbedre og opgradere byerne i takt med, at nye generationer stillede stadig større krav, og byerne igen blev noget, man flyttede til, i stedet for noget man flygtede fra. Hvordan kan man få samfundene til at fungere og hænge sammen? Hvad andet end den modernistiske arkitektur kan løfte opgaven?
På vej rundt mellem pavillonerne har man måske en tendens til at svinge mellem synspunkterne: At »modernismen« gjorde verden grimmere og fremmedgjorde indbyggerne i dens byer. Eller at en modernistisk strategi i byggeri og byplan måtte være svaret på stadig flere menneskers krav og forventningerne til bedre boliger, uddannelsesinstitutioner og infrastruktur i bredeste forstand.
De enkelte lande har besvaret udfordringen fra Rem Koolhaas vidt forskelligt. Som på andre biennaler i Venedig er udstillingerne uegale. Nogle steder virker det, som man har sendt dem, der nu stod for tur, eller leveret et projekt, der var mere eller mindre grydeklart. Flere lande lægger vægt på at fortælle deres nationale arkitekturhistorie (med eller uden tydelig sammenhæng med samfundets udvikling). Brasilien er et af adskillige, men det er med den nu afdøde, stenhårde kommunist Oscar Niemeyer (han skulle fa’me ikke tegne et nyt World Trade Center for yankeerne efter 9/11), også et land med en stor tradition for modernisme og for at opføre en hel hovedstad baseret på dens principper.
Niemeyer er på væggene i pavillonen blandt andet citeret for betragtningen om, at uden fair fordeling af goderne, kan arkitekturen ikke udfolde sig, og arkitekten bliver blot en, der tilfredsstiller de riges luner. Og det gjorde han så. Også.
Nogle lande har valgt enkeltprojekter eller fortællinger om et særligt signifikant byggeri i et håb om at sige noget generelt om modernismen. Frankrig har eksempelvis taget udgangspunkt i den villa, der blev opført til Jacques Tati-filmen »Mon Oncle« fra 1958, som netop er en humoristisk kritik af modernismen og moderniteten for at være latterlig, prætentiøs og fremmedgørende. Mens Tyskland omvendt måske nærmest hylder troen på fremskidtet med en slags model af den nye kanslerbolig i Bonn i 1964, da den lille by i Tyskland blev ny hovedstad i den del, der kom til at ligge i fangelejrens frie halvdel, for nu at låne et polemisk udtryk fra Henrik Stangerup. Så er der mere perspektiv i en undersøgelse af turismens og turistarkitekturens indvirkning på landskabet i den græske pavillon eller i den britiske fortælling om at forsøge på at skabe bedre rammer gennem for eksempel havebyer eller andre forsøg på at bygge boliger i samklang med og ikke afstand fra naturen.
Leve æstetikken
Og derved er vi fremme ved den danske pavillon. Havearkitekten Stig L. Andersson retter i sin udstilling en kritik af den rationelle fornuft. Hvis man lader den stå alene.
Fornuften var jo ellers netop modernismens dyder. Nu skulle man bruge teknik og videnskab til at løse de opgaver, samfundene på forskellige måder har stået over for. Boligmanglen eksempelvis. Hvad enten det nu skyldes bombardementerne af byerne under forskellige krige eller simpel fejlkalkulering af den demografiske udvikling.
På den ene side satte man fart på byggeriet. På den anden side blev resultatet alt for ofte alt for pauvert. Man glemte æstetikken. Man huskede ikke på kunsten og naturen og andre elementer – grundbegreber – der gør, at steder er menneskevenlige og gode at være, færdes og arbejde i. Hvilket man jo også i disse år i et vist omfang søger at rette op på i adskillige arkitektur- og byudviklingsprojekter mange steder i verden.
Stort set består udstillingen i den danske pavillon af to afdelinger. I den ene fortælles via mange forskelligartede eksempler, at nogle af de moderne bestræbelser for at skabe vellykkede omgivelser strækker sig helt tilbage til renæssancen og til den danske guldalder, der faldt på et tidspunkt, da Danmark var fattigt, forarmet og nederlagsramt, men opnåede en betydelig kulturel blomstring inden for litteratur, filosofi og billedkunst. Men det handler også om eksempler på fornem landskabsarkitektur, på sommerfugle, og den ufuldendte eller ikke realiserede diskussion mellem Bohr og Einstein og Jorn og Bohr om, hvor entydig verden er. Nej, synes Stig L. Andersson at fortælle med sin udstilling af eksempler på alle mulige inspirationskilder. Verden er ikke entydig. Kunst og videnskab er ikke modsætninger. Det er metoder, der kompletterer hinanden.
Hvis man ikke allerede i den afdeling af udstillingen er blevet grebet, bliver man det i anden halvdel, der gennem smukke organiske tegninger og enkle installationer af bark, trærødder, lys, lyd, spejlinger osv. fortæller om nogle af de virkemidler, der er arkitekturens. Og som anvendt rigtigt og ved inddragelse af æstetik og herunder ikke mindst natur i byggeri kunne gøre verden så meget rigere og mere menneskelig. Skønheden og naturen bliver pludselig meget nærværende, og det er en stor oplevelse.
Så måske kan man – for nu at låne fra et citat af den baskiske billedkunstner Jorge Oteiza – sammenligne den gode arkitekt, der skaber noget nyt, med roeren, der nok bevæger sig fremad, men har blikket rettet bagud i forsøget på at genopfinde grundbegreberne.
Hvad: 14. internationale arkitekturbiennale.
Hvor: Arsenale, Giardini og forskellige andre steder i Venedig.
Hvornår: Tirsdag-søndag kl. 10-18. Til 23. november.
