Når vi beder nettet om hjælp

Internettet har sat os i kontakt med mennesker og projekter fra hele verden, langt ud over vores omgangskreds. Det har gjort det muligt at bede om hjælp på tværs af landegrænser og netværk. På længere sigt kan den private hjælp dog lave huller i vores velfærdssystem, mener ekspert.

Caremaker.dk på Facebook gør det nemt at lave en såkaldt »crowdfunding«, hvor folk kan sætte indsamlinger i gang til en kræftbehandling i udlandet, gadebørn i Bangladesh eller en forfatters næste projekt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Giv penge til Nikolajs kræftbehandlinger i Tyskland, støt gadebørn i Afghanistan eller hjælp en forfatter med hans næste projekt. På hjemmesiden Caremaker.dk er der nok af sager at vælge imellem. De er oprettet af privatpersoner, der indsamler penge til forskellige godgørende eller kreative projekter, som har brug for økonomisk støtte. Siden har eksisteret i snart et år og er en del af en stigende tendens, der går under navnet crowdfunding.

»Det er et amerikansk og engelsk fænomen, som går langt tilbage. Man har haft nogle samfundsstrukturer, som har gjort det nødvendigt at bede andre om hjælp, når man ikke har kunnet få penge fra staten eller andre institutionaliserede donorer,« forklarer fundraising- og kommunikationsrådgiver Nanna Kalinka Bjerke.

Hun har beskæftiget sig med fundraising i to årtier og har fulgt udviklingen fra de store årlige landsindsamlinger, til de små private initiativer, der nu dukker op på nettet.

Viborg-animatorer finansierer tegnefilm over nettet (eksternt link)

»Tidligere var det landsbysamfundet, der samlede sammen til, at et barn kunne få en operation, eller også samlede familien penge til, at nogle kunne få en uddannelse. Det nye er, at vi ser behov fra hele verden, og at den elektroniske appel kommer vidt omkring,« forklarer hun.

Lotte Andersen er en af dem, der følte sig nødsaget til at bede sit netværk om hjælp, da hun for to måneder siden var ved at blive smidt ud af sine lejlighed sammen med sine to små børn. Hun optræder under et opdigtet navn i denne artikel, da hun ikke ønsker, at andre uden for netværket skal kende hendes identitet.

Lotte var blevet skilt, havde tabt penge på at sælge familiens hus og havde gæld til sin advokat i forbindelse med en retssag om forældremyndigheden. Situationen spidsede til, da hun ikke fik betalt et afdrag til advokaten i tide. Hun fik at vide, at hvis ikke hun skaffede 40.000 kr. inden for syv dage, ville hendes lejlighed ryge på tvangsauktion.

»Det var en uoverskuelig situation. Jeg havde set et delt opslag på Facebook, hvor nogen samlede penge ind til at afdrage en gæld. Jeg snakkede længe med en veninde om det, og vi kom frem til, at vi selv ville støtte og kendte de første tre andre, der også ville gøre det, hvis de fik sådan en forespørgsel,« fortæller hun.

Hun skrev ud til sine venner, at hun stod i en svær situation. Hvis alle kunne undvære 150 til 200 kroner, ville hun have råd til flytte og komme videre.

Der var langt flere end tre i netværket, der var indstillet på at hjælpe. Ud af de 400 venner var der 55, der støttede. De fleste gav 200–300 kr., og enkelte gav 1.000 kroner. På fire dage fik Lotte Andersen indsamlet 13.000 kroner. Det var mindre end de 40.000 kr., hun havde brug for, men det var alligevel nok til, at hun kunne forhandle med advokaten.

»Det betød, at jeg kunne ringe igen til advokaten, og få sat tingene i bero ved at betale hende pengene. Jeg undgik tvangsauktion. Det var de penge, der reddede mig,« siger hun.

Det er umuligt at støtte alt, og derfor vælger mange ifølge Nanna Kalinka Bjerke at støtte sager og projekter, som de selv kan identificere sig med. Det er en fordel for crowdfunding projekterne, der oftest tager udgangspunkt i de helt personlige og private historier.

Samtidig opfylder de små, konkrete projekter ønsket om at se, hvad pengene bliver brugt til, forklarer skribent og juniorforsker i Internet-historie ved UCLA, Morten Bay.

»På sider som Kickstarter (amerikansk indsamlingsside for kreative projekter, red.) bliver projektet ikke til noget, med mindre du når dit mål. Du forpligter dig til at sende den dims, du har produceret, til de folk, der har crowdfundet dig. På samme måde, hvis det er et personligt projekt. Folk får en opfølgning eller en eller anden offentlig taksigelse. Det gør jo, at man får lov at se, hvad der sker i modsætning til, hvis man sender sine penge til et eller andet godtgørende formål i et u-land via en hjælpeorganisation. Derfor er man måske mere villig til at slippe slanterne,« siger han.

Når folk vælger at donere til fremmede menneskers projekter, skyldes det nogle menneskelige drivkræfter, fortæller internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen.

»Vi har en grundlæggende generøsitet og hjælpsomhed som mennesker. Vi har lyst til at hjælpe. Der, hvor de her platforme virkelig kan give noget, er, når vi kan være oprigtig hjælpsomme, men samtidig kan træffe et æstetisk valg, der lidt ligner det, vi træffer, når vi køber økologisk. Folk vil ikke bare kaste penge i en stor pulje. De vil selv bestemme, hvad det lige netop er rigtigt for dem at støtte,« siger han.

Det var heller ikke kun de nærmeste, der valgte at hjælpe Lotte. Mange af dem, der støttede, var folk, hun ikke havde set i flere år eller kendte særlig godt. Det var en helt vildt positiv oplevelse, fortæller hun.

Hun bærer heller ikke nag over, at nogle af hendes venner valgte ikke at støtte.

»Det er helt op til folk selv. Nogle giver aldrig penge ud af princip, men gør noget andet i stedet for. Jeg havde heller ikke nogen forventninger om, at mine nære venner skulle give mest. Jeg går i det hele taget ikke rundt og regner med, at folk bare vil støtte mig og sende mig penge,« siger hun og griner.

Den første dag på arbejde efter at Facebook-beskeden var sendt ud, var dog underlig for hende, fordi mange af vennerne på Facebook også var hendes kolleger.

»Det var grænseoverskridende. Men jeg synes ikke, jeg kunne have gjort andet. Jeg har ikke nogen rige venner, der lige kan låne mig 10.000. Jeg endte med at tænke, at så må de lære mig at kende på den måde. Det er jo ikke fordi, jeg er et dårligt menneske af den grund,« siger hun og understreger, at alle reaktioner har været positive, og her to måneder efter, er det ikke længere noget, hun tænker over.

»Selvfølgelig vil man hellere fremstå enormt succesfuld og med styr på tingene, men jeg ved jo, jeg ikke er den eneste, så det er ikke noget, jeg skammer mig over. Folk ved jo godt, hvor svært det er i øjeblikket,« siger hun.

Internetforsker Jakob Linaa Jensen fra Aarhus Universitet, påpeger, at nogle har det fint med at dele deres problemer med andre på nettet. Det er blevet en del af netværkskulturen.

»Forskningen viser, at det er nemmere for nogle at bekende alvorlige problemer på nettet til vildt fremmede end det er at gøre det ansigt til ansigt. Den onde side af det er, at folk også er mere aggressive på nettet og fristes til at sige værre ting, når de ikke ser hinanden ansigt til ansigt. Skærmen imellem os giver en eller anden form for sikkerhed. Man får ikke de umiddelbare konsekvenser. Det betyder ikke, at alle bekender deres mest intime ting til fremmede, men erfaringerne tyder på, at der er nogen, for hvem det er lettere at bekende de her problemer på nettet,« forklarer han.

Lotte Andersen mener også, at det var muligheden for at søge hjælp over Facebook, der gjorde, at hun turde.

»Hvis jeg var gået rundt til samtlige 55, og havde spurgt om de kunne undvære 200 kroner, ville de måske have sagt nej. Det ville jeg heller ikke have haft overskud til at gøre. På nettet er det nemmere for folk at sige nej, så på den måde er det mere uforpligtende for dem. Det kunne ellers godt være ubehageligt for dem, hvis de var bange for, at jeg brød helt sammen, hvis de ikke ville hjælpe mig,« forklarer hun.

Direktør for indsamlingssiden Caremaker.dk, Søren Nørgaard, startede sin side for et år siden. Først var det mest indsamlinger til velgørenhed, men i dag rummer den alt fra udvikling af nye apps, til støtte til fodboldhold og kunstudstillinger. På det år, siden har eksisteret, er der i alt blevet indsamlet tre millioner kroner gennem 2.400 forskellige indsamlinger. Og det er stadig de personlige historier, der driver det.

»Det er svært at skaffe penge fra fonde og de offentlige instanser på grund af krisen, og virksomhederne har svært ved at gå ind og støtte projekter. Det har gjort det mere relevant at henvende sig til den almindelige borger. Jeg tror også, at folk savner det personlige element i de her ting, og det har de mulighed for at inddrage her. De gør en konkret forskel, og de kan se, at det, de bidrager med, faktisk bliver til noget,« forklarer han. Han forventer derfor også, at interessen vil fortsætte med at stige.

Hos de store hjælpeorganisationer ser man ikke den nye tendens som en konkurrent. Tværtimod lader flere sig inspirere af crowdfunding som værktøj.

Hos Røde Kors har man lavet sin egen privatindsamlingsside, hvor folk kan samle ind til Røde Kors-projekter gennem deres netværk. I alt er der blevet indsamlet mellem 7 og 8 millioner kroner. Derfor ser Søren Buhl, der er fundraiser og digital konsulent hos Røde Kors, det som et værdifuldt værktøj.

»Jeg tror ikke, der er en bestemt pengemængde, der går til velgørenhed fra danskerne hvert år, og at den skal deles op mellem os alle sammen. Jeg tror tværtimod, at det at give til velgørenhed er lidt afhængighedsskabende. Når først man har prøvet følelsen af at have gjort en forskel i andre menneskers liv, så får man lysten til at gøre det igen,« siger han.

Nanna Kalinka Bjerke synes, det er godt, at folk tager initiativ til at hjælpe, men samtidig frygter hun, at ansvaret for hjælpen efterhånden falder over på den enkelte.

»Man er jo med til at lukke nogle huller i samfundsmodellen. På lang sigt aflaster man systemerne mere, end man ændrer dem. Vi har en velfærdsstat, som egentlig har lovet at passe på os. Når man så oplever, at der alligevel er et hul, kan man jo godt appellere til sine landsmænd om hjælp. Men jo mere, man lader det være op til den enkelte at sikre sig mod skilsmisse, mod kronisk sygdom og arbejdsløshed og så videre, jo færre offentlige midler vil der være til at lappe lige præcis det hul,« siger hun.

Til gengæld ser Nanna Kalinka Bjerke positivt på, at crowdfunding også står for en demokratisering af både kunst og kultur.

»Der er noget empowerment i det her. I gamle dage kostede det en million at lave en plade, og så kostede det en million at markedsføre den. Hvis du ikke kunne få en pladekontrakt, kunne du ikke komme ud med din musik. Der sad nåleøjer inden for kunst, musik, teater og film, og bestemte alt. I dag gør fænomener som crowdfunding det muligt, at masser af bands kommer frem, der ellers ikke ville have haft en chance for ti år siden, og vi ser nye filmmagere der dukker op rundt omkring. Der er sket en demokratisering af hele det område,« siger hun.

Men kan de mange mere eller mindre alvorlige indsamlinger ikke danne en mæthed hos folk?

Jo, mener Morten Bay.
»Lige nu er vi i en peek periode. Det er jo sådan med alle nye teknologier, at der er en periode, man kan kalde det vilde vesten, som vi skal igennem, før tingene bliver civiliserede. Det er lidt det, der sker lige nu med crowdfunding. Når vi kigger på det om to år, vil jeg gætte på, at tingene har fundet et mere naturligt leje, og folk vil være mere selektive i forhold til, hvad de giver penge til,« forklarer han.

Lotte Andersen er glad for, at hun bad netværket om hjælp, og vil anbefale andre at gøre det samme. Selv mener hun, at hun har brugt sin kvote.

»Jeg ville nok ikke gøre det igen. Så vil folk blive trætte af det og tænke »ej, ikke igen, nu må hun lige«. Hvis det skulle komme dertil, tror jeg hellere, jeg vil tage et eller andet drastisk valg. For mig var det ligesom at trække i nødbremsen i et tog. Det er ikke noget, man bare gør,« siger hun.

»Men har man ikke pengene, så har man dem ikke, og så hjælper det at række ud, hvis man tør. Folk er ikke så ligeglade, som man måske går rundt og tror.«

»Lottes« rigtige identitet er redaktionen bekendt.