Morten Hesseldahl: Mennesker kan gribes af trangen til at vride halsen om på naboen eller chefen

Morten Hesseldahl, administrerende direktør for forlaget Gyldendal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Når man ser, hvor megen overvågning, omtale og forandring af vores byer terrorfrygten i disse år kaster af sig, kan man tro, at truslen er overhængende. Det er den ikke, og det har den vel aldrig været, selv om den var mere udtalt i perioden fra 1970 til i dag. Dengang tog Rote Armee, Baader-Meinhof, De Røde Brigader, ETA og IRA dagligt livet af uskyldige.

Sandt er det, at der er og altid har været megen bitterhed i omløb, uden at det nødvendigvis har ført til terror. Mennesker kan gribes af trangen til at vride halsen om på naboen, chefen eller den idiot, der på motorvejen netop overhaler indenom, men de fleste lader det blive ved tanken. Blandt andet fordi det kun er de færreste, der faktisk er i stand til at omdanne vrede til effektiv handling.

»Rene ulykker og naturkatastrofer er forfærdelige, men de er ikke anfægtende på samme måde som en ugerning udløst af et menneske. Der er intentionen til forskel. «


De findes dog, disse ressourcestærke størrelser, der ikke bare har lysten, men også evnen – i form af styrke, mod og teknik – til at gøre fortræd. Alligevel afstår de som regel. Ikke bare fordi lovgivningen siger det, men fordi de ganske enkelt ikke føler sig berettiget til at følge deres umiddelbare tilskyndelse. De holder sig i skindet og nøjes med en hovedrysten hen over hækken, en opsigelse eller en fuckfinger i trafikken.

Rene ulykker og naturkatastrofer er forfærdelige, men de er ikke anfægtende på samme måde som en ugerning udløst af et menneske. Der er intentionen til forskel. Naturen er ikke ond. Den er der bare. Mennesket har til gengæld et omfattende potentiale for viljesbestemt ondskab, herunder terrorisme.

Terroristerne selv er vel ikke specielt sofistikerede mennesker, men de er vrede, og de er, når det kommer til vold, kompetente, og på et eller andet tidspunkt i deres liv har de fået vreden vendt i en retning, der berettiger drab på uskyldige. Det kan være en velsignelse fra en spirituel vejleder, det kan være inspiration fra nettets sump af flammeskrifter, eller det kan være prægning gennem et fængselsophold.

I forbindelse med skudepisoderne i Krudttønden og Krystalgade stillede Politikens satirespalte, ATS, spørgsmålet, hvordan fundamentalister formerer sig? Og leverede selv svaret: »ved celledeling«.

Den kriminelle Omar El-Hussein havde i mødet med radikaliserede medindsatte indløst billet til en anden liga end den, han hidtil havde tilhørt. Nu handlede han pludselig i en større sags tjeneste. Nøjagtig ligesom sidste måneds afsender af brevbomber i USA, Trump-tilhængeren Cesar Sayoc, eller Andreas Baader i 70ernes Tyskland eller Anders Breivik i Norge eller hvilken som helst anden voldsparat type, som ned gennem historien har grebet til terrorisme.

Af præcis den grund er det foruroligende, når politikere som Trump og meningsdannere i øvrigt kommer til at udtrykke sig på en måde, der gør vold til en naturlig forlængelse af deres ord. Derved leverer de legitimiteten, den sidste, nødvendige brik i den realiserede ondskab, som i forvejen består af lysten og evnen.