Mediekommentar: The New York Times svigter ytringsfriheden

Antisemitiske undertoner i en satiretegning har fået en af verdens førende aviser til at droppe den hæderkronede genre. Det er ikke noget at grine ad.

FILES-US-MEDIA-NYT-CARTOONS
Fra 1. juli vil The New York Times holde op med at bringe satiretegninger i sin internationale udgave. En af verdens bedste aviser vil fremover være helt satiretegningsfri. Berlingskes kulturjournalist Søren Kasseer er foruroliget over udviklingen. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELA WEISS

Kan man lave satiretegninger, der retter deres humoristiske brod mod den jødiske stat? Kan man overhovedet lave satiretegninger, der handler om noget jødisk, uden at nogen bliver stødt?

Svaret er nej. Jødekarikaturerne i den nazistiske tabloidavis Der Stürmer, den antisemitiske satire i den gamle østbloks statsstyrede aviser, de arabiske dagblades daglige jødehadende »morsomheder«, hele den lange, grimme tradition for groft antisemitiske statements i ord og billeder betyder, at satiretegninger af noget jødisk for altid – berettiget eller ej – vil kunne opfattes som dybt krænkende. (Med mindre deres ophavsmænd- og kvinder selv er jødiske!)

Seneste eksempel på, hvor følsomt det hele er, er fra The New York Times, der i denne uge tog konsekvensen af en satiretegning, som har gjort mange vrede. Værket, der blev bragt i avisens internationale udgave, forestiller USAs præsident, Donald Trump, der iført en jødisk kippa og mørke solbriller blindt lader sig lede af en hund, der bærer davidsstjernen som halsbånd, og som til forveksling ligner den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. Satiretegningens politiske statement – at Trump er for eftergivende over for Netanyahu – er et legitimt synspunkt, men The New York Times har alligevel været ude med en uforbeholden undskyldning i denne uge. Tegningen fremstår nemlig, ifølge avisens ledelse, »klart antisemitisk«.

Fair nok. Problemet er bare, at det ikke bliver ved den konkrete undskyldning. Fra 1. juli vil The New York Times stoppe med at bringe satiretegninger i sin internationale udgave, der dermed kommer på linje med den nationale ditto. En af verdens bedste aviser vil fremover være helt satiretegningsfri.

»Muhammedkrisen, attentaterne på Charlie Hebdo, fængslingen (igen) af en af den tyrkiske præsident Erdogans yndlingsaversioner, satiretegneren Musa Kart, og tragisk mange andre eksempler viser med al tydelighed, at der altid er onde kræfter, der vil bremse denne ret. Dem skal man ikke række en lillefinger.«


Og det er så der, The New York Times svigter fatalt, for ét er, at antagelige satiretegninger med jødisk indhold med et enkelt forbehold er en umulighed. Noget andet er, at en avis, som er elsket for sit sprog, sin grundighed og – aktuelt – sin fair og utrættelige dækning af Trumps bizarre gøren og laden, nu helt dropper en genre, som repræsenterer noget af det vigtigste: Retten til med humoren som våben at pille glansen af magten, hvad enten den er politisk, ideologisk eller noget helt tredje.

Dét er et kæmpe svigt, for denne ret er en af ytringsfrihedens grundpiller, og Muhammedkrisen, attentaterne på Charlie Hebdo, fængslingen (igen) af en af den tyrkiske præsident Erdogans yndlingsaversioner, satiretegneren Musa Kart, og tragisk mange andre eksempler viser med al tydelighed, at der altid er onde kræfter, der vil bremse denne ret. Dem skal man ikke række en lillefinger.

I 2003 blev det afsløret, af The New York Times' stjernereporter Jayson Blair opdigtede mange af sine artikler. Det var et hårdt slag for dagbladet, men som den britiske satiretegner Martin Rowson påpeger i onsdagens The Guardian, fik affæren selvfølgelig ikke The New York Times til at droppe journalister. Tværtimod. Man satsede endnu mere på journalistisk kvalitet, og det samme bør efter min mening blive konsekvensen af den aktuelle sag: Endnu bedre (og endnu mere) satire, ikke bare i The New York Times, men i alle medier med respekt for sig selv. Det SKAL være sjovt. I modsat fald vil der ikke være meget tilbage at grine ad.