Ole Henriksen er hundrede historier. Han er Den Grimme Ælling: Den lille dreng fra Nibe, der blev en succes. Han er den amerikanske drøm: Rengøringsassistentens søn, der blev millionær. Han er historien om barnet, der blev mobbet så meget, at han lovede sig selv, at han altid ville gøre andre glade.

Han er historien om kærlighed. Men allermest er han historien om, at man kan, hvad man vil, hvis man vil det nok. Også hvis det, man beslutter sig for, er at være glad. Men det er hårdt arbejde. Hver eneste dag. For Ole Henriksen har bestemt sig for, at livet er en fest. Sådan skal det være, så sådan bliver det. Det gælder også den tidlige mandag morgen, hvor han tager imod os på Hotel Skt. Petri i København.

»Hvor ser du godt ud, hvor er det dejligt at se dig,« siger han til alle, han møder gennem en hel dag. Han stiller op til fotografering af alle, der spørger. Hver eneste af dem får samme kys på kinden, samme smil. Samme begejstring. Han er glad og venlig og imødekommende, og ingenting er svært eller besværligt eller for dårligt. Uanset om klokken er to om natten efter en lang dag eller fem om morgenen efter en kort nat. Ole Henriksen smiler.

»Jeg forstår godt, at andre kan tænke, hvad er det for noget med ham Ole, har han brug for anerkendelse, siden han altid er så glad, men det har jeg ikke. Det handler slet ikke om det. Jeg har bare prøvet selv at være så ked af det. Jeg vil ikke have, at andre har det dårligt, for jeg ved, hvor frygteligt det er. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at gøre andre glade,« siger han.

Rutiner rutiner rutiner

Ole Henriksen sidder ved et af de høje borde bagerst i baren på hotellet, hvor han altid bor, når han er i København. Her får han det samme værelse hver gang, her kender de hans rutiner og vaner. De ved, hvordan han gerne vil spise, og at han skal have ekstra vand på værelset til sine kosttilskud.

De kender ham, han kender dem, og det er vigtigt, for Ole Henriksen holder sammen på sit liv med den disciplin. Han gør det samme igen og igen. Det, han ved, virker. Spiser det samme hver morgen. Havregrød med bær og valnødder. Kaffe til. Han spiser quinoa med grøntsager og laks til frokost og ofte også om aftenen. Han rør ikke sukker. Han spiser ikke mad, der er tilberedt med salt. Han spiser ikke smørdampede grøntsager.

Når han holder foredrag, står der en tallerken rå grøntsager, lidt rugbrød og røget laks til ham. Vand og kaffe til. Når han rejser, har han selv mad med, selvom han altid flyver business eller first. Han har bestik liggende i et lille vinrødt læderetui. En gaffel og en ske, så han kan spise, når det passer i hans skema. I etuiet ligger også et skohorn, så han nemt kan tage sko på igen i security i lufthaven. Der er en lille tandrenser, så han kan ordne sine tænder med de glatte hvide porcelænskroner.

»Du må ikke skrive hvilket nummer mit værelse er. Tænk hvis jeg så ikke kunne få det næste gang. Jeg bor altid på de samme hoteller, hver eneste gang jeg er i en by, i København bor jeg her, i Oslo bor jeg på The Thief, for jeg holder meget af rutiner. Det gør det nemmere for mig at slappe af. Og det at passe på mig selv er vigtigt.«

På vej gennem lobbyen stopper han tre gange og hilser på ansatte. De får alle sammen et kindkys. Han gestikulerer, mens han taler. Hans krop er 64 år gammel, men han har unge bevægelser. Som om alle led og sener er smidige som hos en ung mand.

I en ny bog skrevet af TV-journalisten Ole Juncker fortæller Ole Henriksen, hvad han gør for at være glad, og Ole Juncker forsøger – med stort held – at kopiere Ole Henriksens hjerne og humør. For det viser sig, at rent videnskabeligt er der beviser for, at man kan vælge at være gladere.

Den historie fortæller de to Ole’er sammen i bogen, og den historie er Ole Henriksen rejst til Danmark for at fortælle igen. Både i medierne og til en række foredrag, arrangeret af Matas, over hele landet, hvor tusindvis af kvinder møder op og griner med ham.

I Los Angeles, hvor han bor, er han på fornavn med kendisser som Ellen DeGeneres, Britney Spears og Madonna, der har været kunder i hans spa.

Et mærkeligt barn

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at det skulle gå sådan med Ole Henriksen. Eller at han skulle ende blandt stjernerne selv. Ole Henriksen er vokset op i Nibe, der ligger i Himmerland mellem Løgstør og Ålborg. Han har to yngre brødre. Hans forældre var arbejdere. Hans far var på beslagfabrikken de første mange år i produktionen, men han endte på kontoret. Hans mor gjorde rent i den lokale bank. Ole Henriksen har en cigarkasse i sølv stående i sit hjem i Los Angeles, den fik hun, da banken lukkede.

Han var et underligt barn der i Nibe i 1950erne og 1960erne. De andre drenge spillede fodbold. Ole Henriksen lavede collager af billeder, han klippede ud fra ugeblade og klistrede sammen. Han gik op i teater, og hver sæson lavede han omhyggeligt scrapbøger over de forestillinger, der blev sat op på landets store teatre. Hvem spillede hvad, hvad blev godt anmeldt.

»Mine forældre har altid elsket mig uforbeholdent, og selvom jeg var meget anderledes end mine brødre og vel også end det barn, som mine forældre havde forventet at få, da de fik deres første søn, har de aldrig på nogen måde givet udtryk for, at jeg var forkert. Det har altid været helt fint, at jeg gik op i de ting, jeg gerne ville. Det er den største gave, man kan give et barn, og det håber jeg, at alle forældre, der får børn, der er anderledes, husker.«

Men udenfor hjemmet blev han i den grad ikke accepteret som den, han var. Ole Henriksen blev mobbet så voldsomt, at han overvejede selvmord. Han tænkte på at drukne sig for at slippe væk fra mobberiet. Men i stedet brugte han meget tid alene, på at gå lange ture, på at stå på skøjter på Limfjorden om vinteren. Og han arbejdede, så han kunne tjene penge til at komme væk, han var mælkebud hver eneste morgen, og han gik med aviser. Han købte gaver til sin familie, og så sparede han op. Da han var 17, flyttede han til København, væk væk væk. Her kunne han stå ved, hvem han var, og ved, at det var mænd, han havde lyst til at kysse, ikke piger.

Efter en periode i København blev han showdanser i Indonesien og levede her et liv med korte nætter, for lidt søvn, for meget alkohol og almen usundhed, og det viste sig på hans hud som bumser. En af hans meddansere lærte ham at pleje sin hud og fik ham ind på en berømt kosmetologskole i London. Uddannet herfra og med ny viden om, hvordan man skal pleje huden, rejste han til Los Angeles for at arbejde. Men han måtte sande, at det var umuligt at få arbejde på eksisterende hudplejeklinikker, for her var man ikke vant til mandlige ansatte, tænk hvis de kom til at se kunderne nøgne.

»Det havde nu ikke været så farligt med mig,« griner Ole Henriksen.

Så han måtte selv åbne en klinik, hvor han med sine hjemmeblandede produkter, som han lavede i køkkenet, behandlede sine kunder. Da Los Angeles Times sendte en medarbejder med acne til et testforløb hos ham, fik han sit store gennembrud. For hun var både pænere og gladere, da hun var færdig hos ham. I 1984 skrev han en bog med opskrifter på produkter, folk selv kunne lave hjemme, og den fik ham en tur i Oprah, bagefter var hans spa booket et år ud i fremtiden.

Det har gjort ham til en rig mand. For hver gang han sælger historien om sig selv, det gode humør, sælger han også produkter. Hans mærke ligger blandt de ti bedst sælgende i Danmark, hvor det forhandles i omkring 150 butikker over hele landet. Globalt sælges det foreløbigt i 12 lande, men flere er på vej, efter at Ole Henriksen for nogle år siden solgte sit firma til franske LVMH – en forkortelse, der står for Louis Vuitton Moet Hennessy og indikerer, at det er et firma, som handler med luksusvarer.

Prisen er ukendt, men den har givet Ole Henriksen en frihed, han ikke har haft før. Han arbejder stadig hver eneste dag, men han behøver ikke længere at gå op i administrative opgaver eller frygte at blive sagsøgt. Han kan koncentrere sig om at udvikle nye produkter og promovere dem.

For et par uger siden var han på scenen til amerikanske Sephoras årlige møde for personale og ledelse. Her fik han 20 minutter til at holde en peptalk og fortælle om sig selv og sit mærke. Dagen før havde Marc Jacobs gjort det samme. Med jævne mellemrum optræder han live på QCV, en amerikansk shopping-TV-kanal, der i modsætning til danske homeshoppingkanaler sælger mærkevarer i den eksklusive ende.

»De holder øje med salget sekund for sekund, og hvis de kan se, at det peaker, lægger de mærke til, hvilke ord og vendinger, der virker, og beder mig i øresneglen om at gentage dem. Det er meget spændende. Det er en god forretning for os,« siger han, før han fortæller om værtinden på programmet, der har adopteret en kinesisk pige og lært at tale mandarin. De to skal sammen tilbage til Kina og se det sted, pigen blev afleveret til børnehjemmet.

»Jamen, er det ikke rørende? Hun er en fantastisk kvinde. Amazing.«

Han bliver indkaldt med tre ugers varsel, fredag aften er den bedste aften at sælge produkter på. Her optræder han ofte, hvor han i live-TV fortæller om sine produkter. Imens ringer, skriver, sms’er seerne ind og køber produkter. Mindstekravet er salg for 10.000 dollars i minuttet, ellers ryger man ud – Ole Henriksen sælger for 17.000 dollars i minuttet. En time ad gangen.

Omsorg og cremer

Selv mener han, at en af hemmelighederne er, at han altid har givet råd om andet end bare sit eget produkt. Det handler nok om exfoliering, altså at rense huden, så gamle hudceller fjernes, hvilket er en af hans kongstanker, men det handler lige så meget om omsorg.

»Jeg har aldrig kun gået op i folks hud, og hvad de kunne bruge for at forskønne den, men også i hvordan de havde det. Når man selv har haft det dårligt, bliver man meget mere sensitiv over for hvordan andre har det og især over for dem, der har det dårligt. Jeg ser mobningen som en gave nu. For jeg kan bruge det. Jeg havde på et tidspunkt en kunde, en revisor, som var så hæmmet. Han havde dårlig hud, men især havde han det dårligt, fordi han så gerne ville møde en pige. Ham lærte jeg at pleje sin hud, men vi talte også meget om, hvordan han havde det, og hvad han kunne gøre. Hvordan han skulle gå hen til en pige til en fest og tale med hende.«

Og så fik revisoren the Ole Henriksens treatment, der ikke kan købes for penge eller hældes på glas, men som virker. Han fik komplimenterne, som Ole Henriksen så generøst deler ud af til alle. Til folk han møder for første gang, folk han lige har set for et øjeblik siden.

»Jeg sagde til ham, at han jo var en flot mand. Han var af armensk afstamning. Han havde de højeste kindben og de smukkeste læber. Se på dig selv, sagde jeg. Du er en smuk mand. Sig det til dig selv i spejlet hver morgen. Efter et år var han forlovet. Efter to år var han gift.«

Det gør Ole Henriksen selv. Smiler begejstret hver morgen til sit spejlbillede og siger god morgen. Han ved godt, at det kan lyde skørt og føles fjollet, men det hjælper, insisterer han. Man skal bare gøre det hver eneste morgen. Sådan lever Ole Henriksen selv. Sund mad hver dag, motion hver dag, rigeligt med søvn. Og daglig begejstring.

»De små ting er jo de vigtigste. Jeg elsker at tage et par rene sokker på, jeg køber kun sokker i København, her kan jeg få min størrelse. Eller et par rene underbukser. Det fik man ikke på hver dag som barn. Det glæder jeg mig over hver gang.«

Sur for to år siden

Ole Henriksen hidser sig kun sjældent op, selvom han godt kan huske en episode for et års tid siden, hvor han faktisk blev vred. Han kørte med en taxachauffør, som skulle sætte ham af på hotellet. De to sludrede lidt. Ole Henriksen spurgte, hvor chaufføren kom fra, og for at skabe god stemning sagde han, at han også selv var indvandrer og oprindeligt kom fra Danmark.

»Danmark,« sagde chaufføren, der kom fra Egypten og havde hørt om Muhammedtegningerne:

»Jeg hader danskere.«

Og da vognen nåede frem til hotellet, nægtede han at tage imod Ole Henriksens »fucking money.«

Ole Henriksen blev så vred, at han selv blev overrasket, og sagde til chaufføren:

»Now you get your tiny ass up at the counter and you take my fucking money.«

Han griner, mens han fortæller historien. Næsten som et barn, der morer sig over, at det har sagt et frækt ord.

»Jamen, var det ikke morsomt? Det sagde jeg faktisk.«

Og så griner han af historien igen. Det er et par år siden. Ellers kan han ikke huske, at han har været sur.

»Det har jeg bestemt, at jeg ikke vil være. Det er for hårdt. Jeg vil ikke hidse mig op. Da jeg var barn, dengang slog forældre jo deres børn, det gjorde de, det gjorde mor også, sådan var det, og jeg så bare, hvor hårdt det var for min mor, når hun blev vred. Det udmattede hende, og jeg besluttede mig for, at sådan ville jeg ikke reagere. Ikke for andres skyld, men for min egen. Det er for hårdt at lade sig blive vred. Jeg vil hellere bruge min energi på at gøre andre glade. Jeg ved, hvor ulykkelig man kan være.«