»Alle mennesker besidder meget mere råstyrke, end vi selv går rundt og tror«

Iværksætteren, bloggeren og radioværten Michelle Hviid blev i 2014 ramt af en tumor i hjernen. Nu har hun skrevet bogen »Råstyrke« om, hvordan hun kæmpede sig tilbage til livet.

Hvorfor har du skrevet »Råstyrke?
Fordi alle mennesker besidder meget mere råstyrke, end vi selv går rundt og tror. Min egen blev vakt til live, fordi det var livsvigtigt for mig, så jeg håber at kunne inspirere nogle andre mennesker, uden at de behøver gå lige så meget igennem. I dag har jeg det godt og har fuld knald på arbejdet med fem foredrag i Jylland på tre dage. Men jeg har ikke væske i højre øje, så jeg må selv påføre det, og højre del af mit ansigt sover, inklusiv tungen. Det er naturligvis irriterende, men det er en lille ting i forhold til, hvor slemt det har været, for jeg kan løbe, hoppe og er glad.

Hvilke konsekvenser har det fået for dit liv?
Arbejdsmæssigt har der ikke været nogen forskel, men personligt har det haft store omkostninger for min familie, mine børn og min økonomi. Min kæreste gik fra mig, da jeg var allermest syg. Jeg kan sådan set godt forstå ham, for hvis jeg selv kunnet være stået af i det forløb, ville jeg også have gjort det. Men tidligere i år mødte jeg så en ny mand, som jeg stadigvæk er kæreste med, og ham ville jeg ikke have mødt, hvis det ikke havde været for sygdommen.

Og så er bogen også en kritik af sundhedsvæsenet?
Ja, det er med, men det er ikke det væsentlige. Bogen handler grundlæggende om et menneske, som rejser sig. Det er mere en opturs-bog end en nedturs-bog. Faktisk er det en meget smuk bog om at lære at tage imod så meget hjælp som muligt, og hvordan man via sit netværk kan lande på en trampolin af kærlighed.

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?
Min ukuelige optimisme. Den har altså været sat lidt på prøve, haha.

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad skulle det så være?
Jeg ville gerne have lidt mere tålmodighed. Nogle gange kan jeg godt opdage, at jeg er løbet af sted alene, men ikke har mine børn, venner, forældre eller kolleger med. I gymnasiet fik jeg altid en nedsmeltning, når vi skulle lave gruppearbejde, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at vente på de andre. Ikke fordi der er noget galt med grupper, men fordi jeg er dårlig til at sætte tempoet ned. Det er heller ikke tilfældigt, at jeg er selvstændig.

Hvad har været dit livs længste minutter?
For en måned side brød jeg sammen, fordi jeg mistede synet på det ene øje, og kombinationen af at være både halvdøv og halvblind – fordi jeg ikke havde dryppet mit øje som jeg skulle – var for meget. Så minutterne fra jeg fik det at vide, til jeg et døgn senere kunne orientere mig igen, var lange. Nu har jeg heldigvis fået synet igen og er gået tilbage til at dryppe det, fordi min tårekanal er beskadiget på grund af tumoren.

Hvem er din største helt?
Min kæreste. At han dukkede op, mens jeg var syg og ikke vidste, hvad han gik ind til. Han trådte ind på en grund, som var blevet bombet med napalm, og han har stået op gennem hele forløbet og holdt mig i hånden og passet på mig i en grad, som jeg aldrig har oplevet tidligere. Han er virkelig et forbilledligt, fint menneske. Da jeg mødte ham, var jeg i en kropslig identitetskrise og vidste ikke, om jeg overhovedet var i stand til at kysse. Og hvis man ikke kan kysse, kan man så elske? Men jeg sagde ja til at gå på date med ham, fordi jeg havde brug for hans krop til at lære mig selv at kende igen.

Hvad ser du som din største succes?
At min dreng på 17 er blevet så hel og fin, som han er. Når man bliver forældre, er det et pilotprojekt. Man har aldrig prøvet det før og får pludselig ansvaret for et barn. Man aner ikke, hvad man laver, og om man gør det rigtigt og håber bare, at de ikke kommer hjem som stiknarkomaner eller mordere. Nu er han 17 år, og han er færdig og kan selv lave mad, vaske sit eget tøj og tjene sine egne penge, og det går sgu ok i gymnasiet, selvom hans tøj roder, og han drikker sig fuld i weekenden. At det lykkedes mig at skabe det fine menneske er virkelig en succes.

Hvad har været den største fiasko?
Mine parforhold. Jeg kan ikke finde ud af at være i et forhold og har kæmpet med det, fordi jeg er et meget elskende menneske. Jeg forelsker mig på fem sekunder i manden i Netto-køen eller i postbuddet, der kommer cyklende forbi og tror hver gang, at nu er det dét. Og når man så ovenikøbet bringer børn med ind i et nyt forhold, bliver det endnu sværere, og den største smerte er, når jeg må indse, at det heller ikke gik denne gang.

Hvad synes du er den mest utiltalende tendens i tiden?
Når mennesker har nok i sig selv, og selvudviklingen går så meget grassat, at man glemmer, at vi er en del af et fællesskab, som er større end os selv.

Har du et motto?
Pressure creates diamonds. Jeg fandt det, da jeg blev syg, og identificerede mig så meget med det, at jeg købte en usleben rådiamant og fik den sat i en ring. Da jeg hentede den, havde juveleren indgraveret ordet »råstyrke« i ringen, og det er derfor, at bogen har den titel.

Hvad er det bedste en anden person har sagt til dig?
Da jeg mødte min søns far som 23-årig, følte jeg ikke, at jeg var tynd nok, mit tøj var forkert, det gik dårligt med mit arbejde, og jeg havde mange issues, som kvinder har i den alder. Da vi havde sovet sammen første gang, sagde han »du er simpelthen så feminin«, og jeg begyndte at græde, fordi jeg så mig selv som alt andet end det. Det var så mirakuløst, at han sagde det.