Jeg følger ungerne fra sidelinjen

Søren McGuire, journalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Vi står på sidelinjen af en vindblæst fodboldbane.

»Costas problem er jo i virkeligheden, at han er for sløv til at få afleveringerne fra Hazard med sig ind i feltet.«

Skiftevist nipper vi til vores tankstationskaffe og råber angrebskommandoer efter vores sønner, der er i færd med at blive kørt godt og grundigt over af rivalerne fra nabokommunen. Samtalen er nået til vores imponerende indsigt i gevinsten ved at forstærke Chelseas haltende offensiv med en ny angriber, og når den om lidt er klaret, mangler vi bare vejret. Og fordelene ved at være far på barsel.

Så jeg kigger ned i barnevognen, hvor en lille og i øvrigt særdeles nuttet baby ligger og snorksover med sutten gyngende fra øre til øre. »Hvor gammel er han?« spørger jeg. »Fem måneder.« »Det er en god alder,« svarer jeg, uden overhovedet at kunne huske, om det nu også forholder sig således.

Jeg overvejer at sparke lidt til hjulene, som havde min barslende sidemand netop købt en ny stationcar, men beslutter mig for at lade emnet ligge og i stedet dreje samtalen tilbage på London-klubbens udfordringer.

Det er her, jeg ville ønske, at jeg kunne dele mine egne erfaringer om at tage min del af barslen, men nej. Selv om fænomenet med at droppe karriereræset i nogle måneder for at knytte bånd til sine nyfødte børn i den grad er blevet en varm kartoffel, som man (ofte højlydt og til tider en anelse anklagende) taler, skriver og mener noget om på avisernes debatsider, står jeg helt og aldeles blank tilbage uden at ane, hvad problemet er ved at droppe barslen og lade ægtefællen klare det.

For jeg har aldrig selv været på barsel. Mine første to børn ankom på et temmelig ubelejligt tidspunkt, hvor jeg stod i eksamener til halsen, og da den tredje fem år senere meldte sin ankomst, var jeg ansat i et privat firma med en chef, der mente, at 14 dages betalt ferie så sandelig var mere end god tid til at få kørt ungerne ind i institutionsræset.

Deres mor mente i øvrigt heller ikke, at der var nogen grund til, at jeg tog yderligere fri for at passe vores børn, for hun og de havde alligevel så rigeligt travlt med babyrytmik, babysvømning, og hvad sådan nogle små størrelser ellers får den første tid her i tilværelsen til at gå med, til, at hun uden videre bare ville afgive barslen.

Jeg tror faktisk, hun engang sagde, at eftersom det var hende, der havde slæbt rundt på dem i ni måneder, så var det sgu også hende, der skulle have lov til ikke at gå på arbejde i et helt år. Hvis jeg ville hjælpe til, var der sikkert en blespand, der skulle tømmes.

Men føler jeg, at det er gået ud over mine bånd til mine børn? Slet ikke. Nøjagtig lige som den nybagte advokat-mor, der for et par dage siden stolt proklamerede, at hun helt ville droppe sin barsel, sikkert heller ikke føler mindre kærlighed til sit barn end alverdens barslende mødre. Vi finder og føler alle nærværet og kærligheden til vores børn på vores egen måde. Nogle under barslen, andre ude på sidelinjen.