Driving While Black

Christian Mørk, forfatter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Der var Sylvester, en sort mand fra Jamaica, kontorassistenten på min første avisredaktion i New York. Efter deadline fulgtes vi ad ned på gaden. Her lod han, som om han ikke så, at jeg hvide fyr prajede en taxa, som han derefter steg ind i, uden at jeg kvitterede for vores indforståede pantomine bagefter.

Dengang standsede chauffører kun sjældent, hvis ikke man var hvid (det sker stadig). Vi snakkede aldrig om det i al den tid, vi arbejdede sammen. Jeg kan stadig huske hans øjne se mildt på mig, når jeg ankom på arbejde. Jeg kan stadig ikke forestille mig ydmygelsen bag dem.

Der var også min sorte veninde Leigh, som var gift med en hvid franskmand. Leigh var model, med en hud, der var ubestemmelig mellemlys nok til, at folk ikke med det samme udpegede hende som sort. Somme tider spurgte de, om hun var spansk eller cubansk, hvilket de mente ville have givet hende højere samfundsstatus.

Når hun sad i en flyvemaskine, og manden gik på toilettet, spurgte – hvide – mandlige medpassagerer mere end en gang pr. tur, om hun rejste alene, og om hun var til salg til en gang »junglesex«. Når hendes mand omsider vendte tilbage til sin plads, og de dristige herrer indså, at Leigh var gift, var deres ansigter igen høfligt udtryksløse som sfinksens.

Og der er min veninde Rebecca, en sort kvinde på min egen alder. Hun arbejder som regissør for turnerende hiphop-orkestre. Hun var bortrejst i Europa det meste af sommeren og slap derfor for den bølge af nedskydninger af sorte, som politifolk havde foretaget på nådesløst registreret video, live og i technicolor.

Hun havde heller ikke før sin ankomst i lufthavnen mærket modreaktionen, der jog hen over landet i form af hvidt had, især efter en sort snigskytte dræbte fire politifolk i Dallas. Nu er hun fastfrosset i sit hjem.

»Jeg tør ikke gå udenfor en dør nu,« fortalte Rebecca mig for ikke så mange uger siden:

»For vi er på vej ind i noget, hvor folk kan gøre ting ved mig, som ingen længere kan forhindre dem i.«

Inden De afskriver noget af dette som utidig paranoia eller vrangforestillinger, så gør Dem selv den ækle tjeneste at finde den nyeste politivideo, hvor en sort, ubevæbnet amerikaner bliver skudt og dræbt af politiet, mens han har rakt hænderne op.

Der vil De kunne se den ubevæbnede Terence Crutcher, der forleden blev filmet på landevejen udenfor Tulsa, Oklahoma, mens han med hænderne i vejret gik hen mod sin bil og blev ramt i lungen af et skud affyret af den hvide betjent Betty Shelby. På videoen siger en anden betjent, at Crutcher »ligner en stor, skidt fyr.«

Der er 161 andre sorte, der i år er blevet dræbt på samme måde.

Jeg har mere end en gang hørt hvide betjente jovialt omtale årsagen til trafikstop af sorte mennesker som »driving while black.«

For det er mistænksomt at køre bil som sort i mit Amerika. Og at trække vejret.

Der er ikke nogen elegant og håbefuld sløjfe på denne klumme.