Han udråbte sig selv til jødernes konge: Her er historien om danskeren, der skabte opsigt i Europa

Messias-frelsere og deres profeter optrådte med jævne mellemrum gennem historien og skabte både håb og vrede. Den danske Holger Paulli udråbte sig til jødernes konge og skabte opsigt i Europa i 1600-tallet. Var han en forvirret fantast, en tidlig zionist eller en humanistisk frontløber?

Holger Paulli opholdt sig længe i Amsterdam, hvor der var en stor jødisk menighed, der bestod af blandt andre sefardiske jøder, der var kommet fra Spanien, Portugal og Nordafrika. Samtidig med Paullis ophold levede Rembrandt i byen og malede og tegnede jødiske miljøer og personer. Dette er Rembrandts illustration af jøder i Amsterdam fra1648. Foto:  Rijksmuseum, Amsterdam. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Religiøse fantaster udråbte med jævne mellemrum gennem historien sig selv til at være Messias eller hans profet. Især i tidligere tider, hvor fundamentalistisk religiøsitet og overtro herskede, var det ikke usædvanligt.

Ikke mindst når krige og sygdom ødelagde samfund, var folk tilbøjelige til at håbe på en Messias eller hans profet.

Det kan forekomme noget bizart, at en rig dansk handelsmand ved navn Holger Paulli i 1600-tallet erklærede sig som Guds profet og skabte betydelig uro i Europa med prædikener og pamfletter. Han så sig selv som forkæmper for et jødisk land i Mellemøsten med ham selv som en slags statholder for Gud.

Holger Paulli (1644-1714) er blevet kaldt verdens første zionist, og hans forunderlige skæbne understreger blot, at intet er givet på forhånd.

Holger eller Oliger Paulli fra en hollandsk illustration fra 1600-tallet. Foto: Alamy Photoes.  Fold sammen
Læs mere

Paulli: Den nye Messias

Holger Paulli, eller Oliger Paulli, som han kaldte sig selv, erklærede i 1694, at han var den nye Messias og jødernes konge. Han var ganske vist kristen af fødsel og født ind i en fornem dansk familie. Hans far var Simon Paulli, der var  hoflæge for Frederik 2., og hele hans slægt var lærde og respekterede borgere, så tingene så aldeles lyse ud for den unge Holger.

Han blev handelsmand og investerede i Vestindisk-guineisk Kompagni, der var oprettet i 1671 med det formål at drive handel på Vestindien og den vestafrikanske Guineakyst, også kaldet Guldkysten. Over en årrække lykkedes det ham at blive en af landets rigeste handelsfolk, og han erhvervede sit eget skib og skabte sig en formue på blandt andet slavehandel.

Det var ingen, der kunne forudse, hvad der dernæst skete. Han forlod pludselig sin familie, hustru og børn og rejste til Paris. Her proklamerede han på skrift, at han havde planer om at erobre Judæa og genopbygge Jerusalem. Han erklærede sig som den nye Messias, eller rettere dennes forløber, og han opfordrede alle jøder til at vende tilbage til Judæa.

Nu var der det problem, at det var svært at påstå, at han var jødernes konge, når han var kristen. Det løste Holger Paulli ved at påstå, at hans bedstefar i virkeligheden havde været jøde og nedstammede direkte fra kong David fra Det Gamle Testamente. Paulli begyndte nu en kampagne for sin plan om at genoprette et jødisk kongedømme i Mellemøsten med ham selv som konge.

Paulli forsøger at samle en hær

Hans optræden og pamfletter vakte voldsom opsigt i Europa. Læser man dem nu, virker de mystiske og som fantasterier, men sådan var tiden, og der var andre mystikere og profeter end Oliger Paulli. Han slog sig ned i Amsterdam i 1696, hvor der var en stor jødisk menighed og ivrig teologisk aktivitet og debat. Her udgav han intet mindre end 30 skrifter om sine tanker, i alt over 1.000 sider.

Et af hans skrifter beskrev et tusindårsrige, hvor jøder og kristne skulle forenes, og at Gud havde udvalgt ham til at være overhoved for denne Abrahams religion, som han kaldte Jehovas Kirke. Han skulle være Messias' forløber og statholder og sidde på kong Davids trone og udøve ypperstepræstelige funktioner på Messias' vegne.

Rembrandt malede dette maleri af en gammel rabbiner, samtidig med at Holger Paulli var i Amsterdam. Foto: Alamy Photoes. Fold sammen
Læs mere

Alt dette ville ske i år 1720, forudså han. Midlet var at udruste en hær og erobre Judæa fra tyrkerne, og til det formål skrev han breve til europæiske konger. Men hans skrifter indeholdt også en kritik af kristendommen, og han kritiserede blandt andet, at de autoriserede bibler havde oversat Jesu ord på korset:

»Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«

Det var en falsk fortolkning, for i virkeligheden havde Jesus, ifølge Paulli, sagt: »Min Gud, min Gud, hvor har du dog forherliget mig meget.«

Desuden kritiserede han de kristne for at have behandlet jøderne dårligt. Han udlagde jødernes tro som en levende og frelsende tro og de kristnes som en død tro. Ja, jøderne, skrev han, var verdens frelsere, for de havde sandheden på deres side. Men han ønskede ikke, at jøderne skulle forblive i deres tro, for de skulle også konvertere til hans nye religion.

Spørgsmålet er, om han havde kontakt med den store jødiske menighed i Holland. Der er ingen tvivl om, at han seriøst studerede jødedom, og at han var i stand til at læse hebraisk, hvilket hans skrifter tydeligt viser. Han refererede også til flere jøder fra samtiden, som han havde kontakt med. En samtidig kristen kilde skriver dog, at »jøderne grinede bare og tog hans penge til låns og forsvandt«.

En rabbiner, Eleaser, som Paulli havde bekendtskab med, advarede mod ham og opfordrede til, at man brændte hans bøger.

Paulli kommer i fængsel

Hvor kom hans interesse for jøderne fra? Hollandske forskere har peget på, at Paullis onkel, Philippus A. Fabricius, var professor i sprog og havde studeret hebraisk med en rabbiner og havde interesse for jøderne. Deres teori er, at Holger Paullis interesse for emnet kunne stamme fra denne onkel.

I Paullis samtid, hvor jøder generelt var foragtede og blev anset for at være Jesu mordere og et grådigt og amoralsk folk, var hans ord opsigtsvækkende. Men værre var, at Paulli kritiserede kristendommen, for det var kætteri og kunne medføre en alvorlig straf. Myndighederne i Holland greb ind mod ham i 1701, og efter en langvarig retssag blev Paulli dømt til 12 års fængsel, men frigivet i 1702, efter at hans danske familie havde sikret hans løsladelse.

Betingelsen var blandt andet, at han ikke kom tilbage til Holland. En bror kom og hentede ham i fængslet og ledsagede ham til Altona – den dengang danske by, som nu er en del af Hamburg.

Et satirisk stik fra 1600-tallet, hvor man ser Holger Paulli med sine skrifter på bordet og korsfæstelsen i baggrunden. I teksten kaldes Paulli for Oliger Pauli Danus. Foto: Alamy Photoes. Fold sammen
Læs mere

Fra 1702 til 1706 turnerede han rundt med sine visioner i Tyskland med fast ophold i Altona. Han blev ved med at udgive skrifter og pamfletter og propagandere for sin sag, men tilsyneladende medmindre held end i Holland. I 1706 vendte han tilbage til København, muligvis fordrevet fra Altona.

I København fortsatte han sin kampagne og forsøgte at få byens jøder til at støtte projektet. Han skrev et åbent brev til kongen, hvor han gentog sine fortolkninger og visioner. Det tog Københavns biskop, Henrik Bornemann, meget ilde op, og i en skrivelse til Frederik 4. i 1706 skrev biskoppen om Paulli, at han var behersket af »en fanatisk vildelse og raseri, at han vil være jødernes defenseur og forfægter«. Biskoppen betegnede Paullis skrifter som »slemme og fanatiske … fulde af megen gudsbespottelse«.

Men ikke nok med det, for mens Paulli forsvarede jøderne, benyttede biskoppen lejligheden til at anklage dem, idet Paulli var kommet på alle disse vanvittige tanker »formedelst nogle slemme jøders og andre onde menneskers forførelse og i København lader han sig endnu jævnligen i sit hus besøge af nogle forføreriske jøder«.

Kongen truer Paulli

Kongen reagerede hurtigt og bad kirkens folk formane Paulli om at standse med at udsende skrifter. Paulli beordredes til at ophøre med at have kontakt med byens jøder og i det hele taget tage det med ro og pleje sin familie. Endelig beordrede kongen politimester Ole Rømer, den kendte videnskabsmand, der også var politimester, til at tilkalde jødernes ældste og advare dem mod al fremtidig kontakt med Paulli.

»Denne, måske gale fantast, udviste betydelig mere humanisme og forståelse for jødernes vanskelige vilkår end sin samtid«


Så kunne man tro, at den hellige grav så at sige var vel forvaret, men det var den ikke, for Paulli mente ikke at kunne svigte opgaven, som han havde fået af Gud. Kongen erfarede, at Paulli på trods af hans strenge ordre alligevel havde forfattet et skrift, og han gav biskop Bornemann ordre til, at Paulli skulle give møde for ham, ophøre med alle skrifter og afstå fra »al omgængelse med mistænkte og forføreriske jøder«.

Så måtte Holger Paulli traske til møde med biskop Bornemann og andre af kirkens repræsentanter, hvor han fik en ordentlig skideballe og blev truet med streng straf, hvis han fortsatte. Biskoppen skrev et referat til kongen af mødet, hvor han beskrev Paulli som et meget forrykt og sælsomt menneske, når hans griller tog overhånd, og at ingen kunne blive klog på ham. Biskoppen rådede kongen til, hvis Paulli fortsatte, at isolere ham i en slags husarrest, så han ikke kunne kommunikere med »skarnsfolk«.

Der er intet, der tyder på, at Paulli i virkeligheden havde kontakt med jøder i København. Men for de kristne autoriteter var det nærliggende at tro, at en søn af en kendt og agtet borgerlig familie var blevet forført. Hans slægtskab med kong Frederik 2.s hoflæge kan også forklare, at han fik en mild behandling af myndighederne og ikke blev fængslet. Tilsyneladende levede Paulli stille og roligt de sidste år af sit liv. Han døde i 1714 i København og blev begravet ved Sankt Petri Kirke.

Holger Paulli var ikke ene om at dyrke et forhold til jøderne og have syner om et nyt messiansk jødisk rige. Men Paulli var den første, der klart gav visionerne et konkret indhold og talte sympatisk om jøderne i sin samtid. Det har gjort, at der nu er stor forskningsmæssig interesse for Paulli som den første jødevenlige agitator og zionist i europæisk historie. Det er tankevækkende, at denne, måske gale fantast, udviste betydelig mere forståelse for jødernes vanskelige vilkår end sin samtid.

Litteratur, der er brugt som kilder til denne artikel:

Lausten, Martin Schwarz : »De fromme og jøderne. Holdninger til jødedom og jøder I Danmark 1700-1760«, 2000
Schoeps, Hans Joachim: »Philosemitismus im Barock«, 1952
Kunert, Jeannine og Haven, Alexander van der: »Jews and Christians United: The 1701 Prosecution of Oliger Paulli and his Dutch Printers«, Studia Rosenthaliana: Journal of the History, Culture and Heritage of the Jews in the Netherlands 46 no. 1–2, 2020

Skrifter af Holger Paulli findes på Det kgl. Bibliotek