Et julemirakel

En lille højtidsskrøne om at finde julemelodien igen.

Foto: Collage: Henriette Vabø
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julen har et soundtrack af julesange og julemelodier, som er en betydelig del af julestemningen. Til formålet har jeg opbygget en betragtelig samling af amerikansk julemusik. Ofte hjembragt i triumf fra rejser – længere og kortere – til USA.

Og jo, mine amerikanske julesange er på cd – jeg hører til den forhistoriske del af befolkningen, der hører musik og sang på cd. Og det er i pinlig grad gammeldags. På den anden side ikke så gammeldags, at jeg er tilbage til vinylplader, hvilket igen på en lidt bagvendt måde kun er medvirkende til at gøre mig endnu mere gammeldags. Jeg læser heller ikke e-bøger, men bøger og aviser trykt på papir.

Da samlingen med jule-cd’er kun er aktuel en måneds tid hvert år, er den de øvrige 11 måneder behørigt stuvet af vejen nederst i et afsides beliggende skuffemøbel. Derfor var det alligevel med forventningens barnefryd, jeg for godt et år siden atter trak skuffen ud for at samle et passende udvalg. Der kommer et par nye til hvert år og efterhånden er der så mange, at vi ikke magter at høre dem alle sammen hver jul.

Det giver så mulighed for at variere lidt, men på den anden side er der også nogle sangere og numre, vi bare må have ud på lydanlægget i tiden op til jul og i juledagene. De er konfekt for øregangen og medvirker til at skabe magi og fortryllelse på lige fod med pynt, duften af and i ovnen, rødvinssauce og stråleglansen fra de levende lys. Call me old fashioned.

Julemusikken og sangerne er som nævnt amerikanske og ofte af ældre dato. Nogle fordi jeg kan huske dem fra mine forældres og bedsteforældres tid, selv om hovedparten er kommet til siden. Nogle af dem havde jeg også, dengang de var på vinyl og i paphylster og med fingeraftryk af en klistret dadel og som knasede, når man afspillede dem, og jeg måtte siden med besvær, et suk og ofte i dyre domme genanskaffe dem, da musikken blev digital. Andre blev som nævnt hjemført fra Amerika, men siden blev det kun alt for nemt at købe dem på nettet.

Op af skuffen trak jeg altså den ene lille juleperle efter den anden.

»Silverbells« med Perry Como, »Frosty the Snowman« med Andy Williams og »Let it Snow, Let it Snow, Let it Snow« med Dean Martin. »The Christmas Song«, det er den med »chestnuts« der »roastes on an open fire« sunget af Carpenters så blødt og lækkert som et nyt tørklæde fra Hermes. Der var Ray Conniffs »Santa Claus is Coming to Town« og Burl Ives, han sang primært folk i 1950erne til eget guitar-akkompagnement, med »Rudolph, the Red-Nosed Reindeer«. Der var Frank Sinatra med »White Christmas« og Elvis Presley med »Blue Christmas«. Carly Simon med »The Land of Christmas« og Celine Dion med »I’m Your Angel«. Ella Fitzgerald med en »Jazzy Little Christmas« og Billie Holiday med »I’ve Got My Love to Keep Me Warm«, selv om den sidste ikke nødvendigvis er en julesang. Der var Nat King Cole med »The First Noël« og Johnny Mathis med »Do You Hear What I Hear«. Der var Mormon Tabernackle-koret for fuld hals med »Hark The Herald Angels Sing« og Darlene Love for ikke mindre fuld hals i »Christmas! Baby Please Come Home« og så videre og så videre … Men hvor var Connie Francis-cd’en? Ingen jul uden Connie Francis’ »Christmas in My Heart«. Ingen synger som hun »Have Yourself a Merry Little Christmas«. Man kan høre tiden på det album. Cubakrisen. Boligmangel. Jens Otto Krag. Pigtrådsmusik. Alt det, der gjorde 1960erne hyggelige til jul.

Panikken begyndte at brede sig. Rodede tiltagende febrilsk flere cd’er igennem. Forgæves. Hev hele skuffen ud. Tømte den ud på gulvet. Ingen Connie. Havde hånden helt inde i bunden af møblet og famlede rundt i gennem årtier akkumulerede nullermænd. Uden resultat.

Julen var truet. Vise mænd fra Østerland var truet. Nissen på loftet med sin julegrød var truet. Rudolf med sin røde tud var truet. Og fryd og fred og i mennesker velbehag var truet.

Hvem er Connie Francis? hører jeg flere spørge desorienteret. Jamen, Connie Francis var stor i begyndelsen af 1960erne. (Jeg sagde jo, jeg var gammeldags!) Hendes forældre var af italiensk afstamning og hun blev født i Newark, New Jersey. Blandt meget andet ørekræs udgav hun den for alle sangere af et vist format obligatoriske juleplade og sangene på den plade var blandt de første, jeg forbandt med julen. Når andre børn dydsiret sang »Dejlig er den himmel blå« skrålede jeg »O Holy Night«, fordi det gjorde Connie Francis. Min begejstring ville næsten ingen ende tage, da jeg en sommer fandt cd-versionen af hendes juleplade, »Christmas in My Heart«, i en musikbutik i New York, der havde åbent hele natten. »Who’s Sorry Now«, var et af hendes største hits og det var præcis sådan, jeg havde det, da det gik op for mig, at netop den plade var væk.

Blev det rigtig jul det år? Det gjorde det vel? På en eller anden mangelfuld måde. Men ekkoet af Connie Francis’ sang manglede.

Min kone kommer fra en kultur, hvor man giver gaverne på den rigtige dag, altså juledag, og hun gemmer ofte en gave til mig til om morgenen.

Vågnede lidt omtumlet, det var vist også blevet til en ekstra whisky juleaften, så jeg havde et par hægter, som jeg manglede at komme til.

»Her, skat. Du bli’r glad for den,« sagde hun og rakte mig en lille pakke.

Tog papiret af og frem dukkede »Christmas in My Heart« med gode, gamle Connie Francis. Præcis mage til den, jeg i hine tider havde købt og hjembragt i triumf helt ovre fra Amerika.

»De havde den i Netto,« tilføjede hun tørt. »Til en tyver.«

Da jeg et par dage senere var ved at pakke cd’erne væk igen, var den der pludselig. Som om den aldrig havde været væk. Connie Francis: »Christmas in My Heart«. Jeg var mystificeret og fandt også efter lidt søgen den nye. Og på den måde havde vi pludselig to.

Se, det er et sandt julemirakel.