En superstjerne i nye klæder

Verdens første rock opera, Jesus Christ Superstar, spiller fra den 31. december i en moderne punk opsætning på Folketeatret instrueret af Rune David Grue, som godt mener, at man kan overføre historiens budskab om overdreven idoldyrkelse til i dag.

Jeg synes emnet idoldyrkelse er mindst ligeså relevant omdag, som det var da det blev skrevet. Først ophøjer vi folk til guder, så slagter vi eller korsfæster dem og derefter bliver de gjort til martyrer. Det er en underlig pervers mekanisme, siger Rune David Grue, Instruktør på Jesus Christ Superstar. Fold sammen
Læs mere

Selv om han allerede for længst har stoppet sit arbejde som instruktør på rock operaen, Jesus Christ Superstar, er Rune David Grue for en kort bemærkning tilbage. Jesus Christ Superstar spiller fra nytårsaftensdag på Folketeatret, efter at have turneret over hele landet gennem 2007. Derudover er en af skuespillerne blevet skiftet ud, og Rune David Grue er derfor tilbage for at finpudse detaljerne. Det er en instruktørs lod. Så snart premieren er overstået, er jobbet færdigt.

»Det er lidt ligesom en fest, hvor man er med til at pynte op, lave mad og byde velkommen til gæsterne og når selve festen går i gang, så skrider man. Det er lidt mærkeligt«.

Rune David Grue fortæller, at stykket var i hans top tre over musicals, han gerne ville sætte op.

»Det er vanvittigt godt materiale, og man bliver i godt humør af at arbejde med det, fordi det også musikalsk er af rigtig høj kvalitet. Det er en af musicalhistoriens store klassikere, og det var et gennembrudsværk, da det kom frem. Det var første gang, nogen prøvede at lave en rock opera. Andrew Lloyd Webber og Tim Rice tog deres tids musik, og ville fortælle historien på en meget ambitiøs måde, både musikalsk og dramatisk, og det resulterede i et banebrydende værk. Det er en klassiker, og man kan blive ved med at komme med nye versioner eller arbejde på nye måder med den.«

I stedet for at gå ud fra oprindelige udgave af stykket, valgte Rune David Grue at lave en moderne fortolkning af stykket.

»Jeg syntes, at man kunne drage paralleller fra det, de så dengang til i dag. Jeg var ikke interesseret i at fortælle en bibelhistorie blandet med 70erne, så ville jeg hellere gøre ligesom forfatterne og fortælle bibelhistorien set med vor tids briller altså fra 2007.«

Derfor er der i det sceniske udtryk mange referencer til nutiden, selv om der musikalsk ikke er blevet pillet ved det originale materiale.

»Musikalsk har man ikke særlig stor frihed, og skal rette sig efter visse regler. Scenisk står det helt frit for. Jeg kunne lave min helt egen fortolkning af det sceniske, og det har jeg også gjort. Jeg har prøvet at trække nogle paralleller til vor tids idoldyrkelse. For eksempel er der en scene, hvor Jesus kommer ind i et tempel, som man har omdannet til en butik, hvilket Jesus bliver rasende over. I teksten er det mad og stof og sådanne ting der sælges, men i min version er det Jesus merchandise, altså Jesus T-shirts, Jesus kasketter, Jesus vin og Jesus på tilbud. Det er ham, de sælger. Det, han gør oprør med i vores forestilling, er, at det er ham der er gjort til salgsprodukt.«

For Rune David Grue handler stykket primært om masseberømmelse og idoldyrkelse.

»Forfatterne var meget optagede af idoldyrkelsen i den tid, og hvilke mekanismer, der følger med stor berømmelse. Det synes jeg er mindst lige så relevant at tage fat på i dag. Den djævelske mekanisme, der knytter sig til berømmelse. Først ophøjer vi folk til guder, så slagter vi eller korsfæster dem, og derefter bliver de gjort til martyrer. Der er en underlig pervers mekanisme, som man ser gentaget gang på gang.«

Han nævner blandt andet prinsesse Diana som eksempel. Hun blev gjort til noget fuldstændig overjordisk, blev forfulgt af pressen og led en dramatisk død, hvilket blev gjort til et stort offentligt shownummer, og hun blev efterfølgende gjort til martyr, altså ophøjet til en engel i døden. Han mener også, at det er en klassisk mekanisme for rockstjerner. Først skal de gøres store, så skal de have en kæmpe nedtur og blive hængt ud i pressen, og så skal de gerne dø unge, helst en spektakulær død og så kan de blive historie bagefter.

»Jeg synes, det er uhyggeligt at se, hvordan alle på en eller anden måde venter på, at det skal gå Britney Spears rigtig galt. Det er som om verden sultent sidder og venter på den tragedie. De samme mennesker som hyldede hende, venter nu sultent på, at hun skal gå under, så vi kan hylde hende på ny, når hun ikke er her mere. Jeg synes, det er en meget bizar og alligevel genkendelig mekanisme, som forfatterne har set i denne Kristus historie. Den blev skrevet lige da hippiebevægelsen begyndte at blive stor, og forfatterne brugte stykket som en advarsel mod hysteriske massebevægelser. Jeg synes, at det siden dengang er blevet endnu mere aktuelt. Man behøver bare være til en koncert for at se, hvordan man kan nyde den ekstase, der hører med til at dyrke et stort idol. Det er på mange måder dem, der er vor dags guder, da vi lever i et ikke så religiøst samfund.«

Stykket er blevet kaldt en punk udgave af den gamle klassiker, hvilket var et bevidst valg fra Rune David Grues side.

»I stilen ligger at vi har valgt at gøre det meget råt og skrabet. Vi har valgt en rå og flabet stil at spille stykket på, det er et meget ungt hold og der er ikke så mange medvirkende, som man kunne forestille sig. Vi har valgt at klæde dem ud som et moderne rock publikum, ligesom den retro punk bølge der også er i den virkelige verden.«

Udfordringerne ved stykket har blandt andet været at få stykket til passe til de steder, det skulle spille.

Stykket har turneret hele landet, og skulle derfor passe både på store og små scener, samtidig med at historien har været en udfordring, da forfatterne ofte forudsætter, at man kender historien i forvejen.

Målet med stykket er, at folk skal få blæst håret tilbage og få noget at tænke over.

»De skulle dels gerne have nogle nye provokerende briller på historien, som vi kender så godt og også få nogle tanker omkring den måde, vi dyrker idoler på i vores tid.«

Derudover er det en udfordring, at det er en klassiker, som har været spillet mange gange før.

»Man kan i starten ikke lade være med at tænke, at den scene, jeg bakser med, er der rigtig mange, der har løst superfedt før mig, men undervejs i processen glemmer man det. Derudover er det et stort arbejde at retfærdiggøre, hvorfor man skal lave det her en gang til. Jeg synes, man som instruktør har et ansvar for, at spille stykket på en måde, som ikke er set før. Det følte jeg et stort ansvar for.«

Hvad: Rock operaen Jesus Christ Superstar

Hvor: Folketeatret, Nørregade 39, København K, www.folketeatret.dk

Hvornår: Fra den 31. december 2007 til den 2. februar 2008

Hvor meget: Fra 60 til 350 kroner