Samuelsens drøm om at blive en ny Ellemann

Anders Samuelsen sætter barren højt som ny udenrigsminister. Det bliver spændende, om han kommer over den.

Danmarks nye udenrigsminister Anders Samuelsen vil gerne være en ny Uffe Ellemann-Jensen på den internationale scene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

»Jeg synes selv, at jeg sætter mig som den måske fagligt mest kompetente i udenrigsministerstolen.«
Sådan lød ordene fra Anders Samuelsen i torsdagens udgave af Berlingske, og mens han selv udtalte ordene i ramme alvor og uden anstrøg af selvironi, havde flere tidligere udenrigsministre svært ved at holde masken og undertrykke en fnisen.

SF-veteranen Holger K. Nielsen fastslog engleblidt, at når ingen andre ville rose Samuelsen, var det da godt, at han kunne rose sig selv. Samme budskab kom fra den tidligere radikale partileder og udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, som udtalte, at det var godt, at Samuelsen var så glad for sig selv.
Kun Uffe Ellemann-Jensen fastslog bistert, at flere i kredsen af tidligere udenrigsministre – som bl.a. tæller folk som Per Stig Møller og Mogens Lykketoft – havde grund til at være godt og grundigt fornærmede på Samuelsen.

Udtalelsen fra Uffe Ellemann-Jensen er interessant. For i et interview med DR lod Anders Samuelsen forstå, at han gerne ville være som Ellemann i sin nye funktion som udenrigsminister. I samme interview pegede Samuelsen også på, at han ser Venstres gamle holdopstilling med Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen på de forreste pladser som et forbillede for Liberal Alliance.

Set med Samuelsens øjne var det en kæmpe gevinst for Venstre, at Ellemann dengang fungerede som en markant partiformand og udenrigsminister med en klar vision for Danmarks rolle i verden, mens Fogh som næstformand og økonomisk superminister styrede Venstres indenrigspolitiske kurs.

Rigtigt er det da også, at Ellemann og Fogh formåede at forlene Venstre med masser af indflydelse og profilering, ligesom de nok så væsentligt sørgede for, at V sprang frem i målingerne og endte som det dominerende borgerlige parti.

Står det til Samuelsen, skal LA forsøge kopiere Venstres succes, og det betyder, at han skal være en stærk udenrigsminister, mens Simon Emil Ammitzbøll som økonomi- og indenrigsminister skal være LA’s anker i indenrigspolitikken.

»Der er en parallelitet mellem os og så Uffe Ellemann og Anders Fogh,« mener Anders Samuelsen.
Med disse udmeldinger har Samuelsen – hvis man skal være positiv – sat barren højt og flot. Skal man være kritisk, kan man konstatere, at han også er uforsigtig.

Når han lægger ud med at fastslå, at ingen andre politikere har været bedre rustet til opgaven som udenrigsminister, nedvurderer han på pinagtig vis den erfaring og viden, som forgængerne mødte op med. Det efterlader et indtryk af selvovervurdering og overmod.

Når det gælder Samuelsens personlige ambition om at træde i karakter som en ny Ellemann i Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, burde han nok også have studeret historien med større grundighed.
Samuelsen har ret i, at Ellemann udviklede sig til at blive en imponerende udenrigsminister, men han glemmer tydeligvis, hvor svært Ellemann havde det i sine første år som partiformand og udenrigsminister. Venstre var således stærkt presset af de Konservative, som oplevede succes med Poul Schlüter i front. Alle har glemt det i dag, men Ellemanns første valg blev en regulær katastrofe, ligesom han i de første år gang på gang indkasserede nederlag og kom i mindretal, når han lagde regeringens udenrigspolitik frem.

Ellemanns gennembrud slog først igennem med fuld styrke, da Poul Schlüter blev viklet ind i den ødelæggende Tamil-sag, mens udenrigsministeren fra første parket blev vidne til det forunderlige skift i verdenshistorien, som indtraf med først Murens fald i Berlin og snart efter Sovjetunionens sammenbrud.

Tilbage stod liberalismen som historiens store triumfator, og i disse skelsættende år blev Ellemann en blændende fortolker af den nye verdensorden, ligesom han effektivt greb de nye politiske muligheder, som viste sig. Da han var på sin sidste rejse til Bruxelles, fulgte denne skribent ham som led i en reportagerejse og overværede, hvordan Ellemann blev klappet ud af den internationale presse.

Det er fint og fortjenstfuldt, at Samuelsen gerne vil være en ny Uffe, men LA-lederen bør nok huske, at det krævede 10 års benhårdt arbejde, før Ellemann nåede de tinder, hvorfra han kunne se ud over en verden, der udviklede sig i hans retning og flugtede med hans liberale verdenssyn og stålsatte støtte til EU.

I dag er verden en ganske anden. Demokratierne i Europa og USA præges af dramatiske opbrud, USA har trukket sig længere tilbage på den globale scene, EU er i krise, immigrations- og flygtningekrisen er ikke overstået, spændingerne over indvandringen stiger rundt om i Europa, globalisering og ny teknologi flytter rundt på job i et rasende tempo og presser millioner af mennesker på deres livsgrundlag, og i horisonten står Mellemøsten i flammer, mens Kina kræver sin plads som supermagt, og Rusland har travlt med at udnytte Vestens svækkelse.

Midt i denne uorden vil Anders Samuelsen arbejde for globalisering og frihandel, mens han vil bekæmpe tendensen til isolation og protektionisme. Han vil reformere EU, så det bliver mere fokuseret på de væsentlige kerneopgaver og ikke breder sig i overdreven detailregulering.

Han vil også gerne ruste danskerne, så de har kompetencer til at kæmpe om de gode job i den nye verden.
Det er væsentlige pejlemærker, men mens det er nemt at levere overskrifterne, er det ekstremt svært at finde de konkrete svar på de nye udfordringer, og det ville være klogere af Samuelsen at bruge al sin energi på at finde disse svar i stedet for at forfalde til bragesnak om egen fortræffelighed.

Samuelsen kan med rette prale af, at han på få år har ført LA frem fra 0,0 procent af stemmerne til deltagelse i en regering, men meget skal falde på plads, hvis han skal lykkes med sin mission om at blive en ny Ellemann.