Vestas og Danisco er dansk forsknings nye giganter

Danisco tager et kæmpe spring på den seneste rangliste over de ti største forskningsbudgetter i dansk erhvervsliv. Samtidig er Vestas godt på vej til at udmanøvrere Danfoss som den mest forskende teknologivirksomhed i Danmark.

Det viser en ny opgørelse fra EU-Kommissionen, skriver Ingeniøren.

Med en stigning på mere end 70 procent i forskningsbudgettet i det seneste regnskabsår er Danisco nu på listens tredjeplads efter de "traditionelle" guld- og sølvvindere Novo Nordisk og Lundbeck.

De tre har et forskningsbudget på én milliard kroner og derover.

Målt alene på forskningsbudgettet er Danisco nu den næststørste fødevarevirksomhed i EU, kun overgået af Unilever.

»Vi satser benhårdt på udviklingen af bio-ingredienser til fødevareindustrien og andre industrier, og det er her, vi forventer, at de kommende års vækst kommer til at ligge. Derfor er det også biotekforskningen, der står for en overvældende del af stigningen i vores forskningsbudget,« siger Daniscos forskningsdirektør Leif Kjærgaard til Ingeniøren.

Kilde: Ingeniøren