Sviende kurslussing til Microsoft

Investorerne tager ikke godt i mod Microsofts milliardbud på mobilkæmpen Nokia. Microsoft-aktien er blevet slået i knæ fra børsåbningen af.

Microsoft-topchefen Steve Ballmer til en præsentation af Nokias Lumia-telefoner, der kører på Microsofts styresystem, Windows Phone. Nu får han muligheden for at bestemme det hele - med mindre han altså forlader chefstolen først. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROBERT GALBRAITH
Det var måske ikke helt uventet, men investorerne tager alligevel imod nyheden om Microsofts plan om at købe Nokias mobildivision med korslagte arme.

Microsoft-aktien er tirsdag fra børsåbningen kommet under hårdt pres. Efter få minutters handel er aktien nede med næsten fem procent på Nasdaq-børsen i New York.

Om det er fordi, investorerne synes, handlen er en dårlig ide, om det er prisen på cirka 40 milliarder kroner, der er for høj, eller noget helt tredje, er endnu uvist. Men faktum er, at købet ikke bliver modtaget med stående ovation i markedet - i hvert fald ikke på det amerikanske marked.

Kigger man over på den europæiske side af Atlanterhavet, til Finland, så reagerer investorerne anderledes positivt på meldingen, der kom ud i nat, dansk tid. Nokia-aktien har nemlig i dagens løb taget et kurshop af de helt usædvanlige. Kort før den amerikanske børsåbning var Nokia-aktien, der er noteret på børsen i Helsinki, steget med intet mindre end 41 procent. den har dog også en del af indhente efter gang på gang at have fået hug de seneste år.

Samarbejdet mellem Microsoft og Nokia er for alvor blevet intensiveret de seneste år. En ting er, at Nokia i høj grad er begyndt at benytte sig af Microsofts omdiskuterede mobilstyresystem, Windows Phone, en anden er, at Nokias seneste topchef, Stephen Elop, netop kom fra Microsoft.

I forbindelse med Microsofts købstilbud på Nokia er det blevet bekendtgjort, at Elop vil flytte med over til Microsoft. I dag er han chef for hele Nokia-koncernen - ikke bare mobildivisionen. Der er desuden blevet spekuleret i, at han kan stå til at få det helt store job i den samlede koncern - nemlig som afløser for Microsoft-topchefen Steve Ballmer, der ventes at gå af inden for 12 måneder.

Overtagelsen skal både godkendes af aktionærer og myndigheder, før den kan blive til virkelighed. Det forestiller Steve Ballmer allerede kan ske i første halvår 2014.