Norwegian-aktie sendt til bunds efter første underskud i syv år

Det norske flyselskab og SAS-konkurrent Norwegian Air Shuttle leverede for første gang i syv år underskud, og det blev straffet på det norske aktiemarked i torsdagens handel.

Foto: CORNELIUS POPPE.
Læs mere
Fold sammen

På trods af generel optimisme og pæne stigninger på børsen i Oslo måtte Norwegian og dets aktionærer se selskabets aktie falde hele 11,2 pct. til 241,8 norske kr. torsdag.

Det er første gang i syv år, at flyselskabet har underskud. Norwegian med den karismatiske Bjørn Kjos i spidsen måtte således se sidste års overskud på 322 mio. norske kr. blive vendt til et dundrende underskud på 1050 mio. norske kr. i 2014.

- Norwegians resultat for 2014 er præget af en stærk omsætningsvækst, kapacitetsøgning og investeringer for fremtiden. Sikring af brændstof for 2015 udgør en stor udgiftspost på 459 mio. norske kr., hvilket igen påvirker årsresultatet betydeligt, forklarer selskabet i regnskabsmeddelelsen.

OMKOSTNINGER TRÆKKER NED

Ud af samlede omkostninger på 1173 mio. norske kr. udgør store valutasvingninger og sikring af brændstofpriser for indeværende år 690 mio. norske kr.

Derudover har forsinkelser på langdistanceruterne kostet det norske lavprisselskab 265 mio. norske kr., mens omkostninger knyttet til manglende godkendelse af EU-selskabets ansøgning om amerikansk flylicens udgjorde 117 mio. norske kr. Desuden har en strejke i forbindelse med tariffopgøret for de kabineansatte kostet 101 mio. norske kr.

Selskabet fremhæver dog, at omsætningen steg 25 pct. til 19,5 mia. norske kr., og at kapaciteten (ASK) steg 35 pct. Trods det var belægningen 3 pct.point bedre, da den blev opgjort til 81 pct. I alt rejste 24 mio. passagerer med Norwegian i 2014, hvilket er 16 pct. flere end i 2013.

FJERDE KVARTAL SKUFFER

Hvis man ser isoleret på fjerde kvartal, var resultat skuffende for de analytikere, der følger selskabet.

Underskuddet før skat blev knap 1,2 mia. norske kroner, mens analytikere adspurgt af SME Direkt havde ventet godt 846 mio. norske kr. i underskud. Driften (EBITDA) gav et underskud på 870 mio. norske kr. mod ventet et underskud på 609 mio. norske kr.

Resultaterne blev hentet med afsæt i en omsætning, der var godt 4,6 mia. norske kr. i kvartalet mod ventet 4,55 mia. norske kr.

- Underskuddet skyldes i høj grad sikring af brændstof for 2015 og en svag norsk krone. Takket være overførslen af store dele af Norwegians flyflåde til datterselskabet Arctic Asset Aviation Ltd. (AAA) er værdien af flyene imidlertid steget i takt med dollaren.

- Dette har givet en positiv effekt på 361 mio. norske kr. på egenkapitalen, hvilket i praksis udligner valutatabet på driften i fjerde kvartal 2014, skriver Norwegian om forløbet af fjerde kvartal.