Flere end ventet pippede på Twitter i første kvartal - aktien stiger

Foto: ANDREW BURTON.
Læs mere
Fold sammen

Det sociale medie Twitter kom noget bedre end ventet ud af første kvartal, hvor både antallet af aktive brugere samt omsætningen og overskuddet slog forventningerne i markedet.

Twitter omsatte således for 548,3 mio. dollar i januar, februar og marts, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet et salg på 509 mio. dollar.

Samtidig kunne Twitter prale af at have 328 mio. månedlige aktive brugere, mens analytikerne blot havde regnet med 322 mio. brugere.

På bundlinjen medførte de bedre end ventede tal et overskud per aktie på 11 cent mod ventet 1 cent blandt analytikerne.

Twitter-aktien brager efter offentliggørelsen af regnskabet i vejret med 12,9 pct. til 16,55 dollar i det amerikanske formarked. Det er dog fortsat et godt stykke under noteringskursen på 26 dollar per aktie og toppen på 73,31 dollar, der blev nået i december 2013.