Aktier: Novozymes spurter frem og trækker eliteindeks med sig

Foto: Brian Bergmann

Det danske aktiemarked har fra onsdagens åbning haft svært ved at finde ud af, hvilket ben det skal stå på. Alt imens er Novozymes stukket af med en pæn stigning oven på sit regnskab.

Efter kort tids handel ligger det ledende danske aktieindeks, C20 Cap, med en stigning på 0,1 pct. til 1110,10, og derved følger indekset den positive tendens, der også har gjort sig gældende i USA og Asien henholdsvis tirsdag og onsdag.

En del af optimismen hænger sammen med forventningerne til, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil fremlægge en erhvervsvenlig skattepakke, som dermed kan understøtte de store, børsnoterede selskabers indtjening.

- Dagen i dag bliver travl på regnskabsfronten, men den amerikanske præsident har proklameret, at han også ønsker investorernes fokus i dag.

- I aften dansk tid vil han nemlig komme med nyt omkring skattereformen som han talte så meget om i valgkampen.

- Vi har beskedne forventninger til Trump, men alt efter, hvad han kommer op med, kan det komme til at sætte sit præg på markederne, skriver seniorstrateg Morten Hessner fra Nordea i en kommentar.

NOVOZYMES STIGER EFTER REGNSKAB

Op til markedsåbning er der kommet regnskab fra Novozymes, der har præsteret nogenlunde på linje med forventningerne i markedet og fastholder sine egne økonomiske forventninger til 2017.

I første kvartal endte omsætningen på 3740 mio. kr. mod et estimat på 3704 mio. kr. ifølge Ritzau Estimates. Og på bundlinjen tjente Novozymes efter skat 772 mio. kr. mod de forventede 773 mio. kr.

Efter regnskabet stiger enzymproducenten og lægger sig i toppen af eliteindekset med en stigning på 3,6 pct. til 298,80 kr. - primært drevet af, at den organiske vækst er markant højere end ventet.

Fra udlandet er der også kommet regnskaber fra kolleger og konkurrenter til blandt andet TDC, Danske Bank og Nordea, idet Telia og Handelsbanken har fremlagt resultater. Begge de svenske selskaber overraskede positivt i årets første kvartal.

TDC stiger 0,2 pct. til 37,14 kr., mens Danske Bank går frem med 0,4 pct. til 243,10 kr., og Nordea falder 0,4 pct. til 81,65 kr.

ANALYTIKERNYT RYKKER PÅ HØREAPPARATFIRMAER

Fra analytikersiden er der nyt omkring høreapparatselskaberne William Demant Holding og GN Store Nord. For førstnævntes vedkommende har HSBC sænket sin anbefaling af aktien til "reducer" fra "hold", mens kursmålet skrues op til 135 kr. fra 116 kr.

Oveni har UBS løftet sit kursmål for WDH til 168 kr. fra 158 kr., men fastholder anbefalingen "køb".

I forhold til GN Store Nord har HSBC løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra tidligere "hold", mens kursmålet bliver hævet til 171 kr. fra 162 kr.

William Demant Holding falder 2,0 pct. til 160,80 kr. og lægger sig i bunden af eliteindekset, mens GN Store Nord omvendt stiger 2,3 pct. til 175,40 kr.

Også medicokoncernen Coloplast har været i analytikermøllen og fået sænket anbefalingen af HSBC til "hold" fra "køb", mens kursmålet er hævet til 585 kr. fra 555 kr. Coloplast-aktien falder 1,1 pct. til 570 kr.

Blandt sidepapirerne er der kommet et positivt regnskab fra Ringkjøbing Landbobank, som stiger 0,9 pct. til 1650 kr. Senere på onsdagen er der også resultater fra Cbrain, der forinden ligger uændret i 51 kr.