Aktier: Mindre frygt for Nordkorea-konflikt sender markedet i plus

e amerikanske aktier åbner ugen i positivt terræn, og dermed lader investorerne til at have skubbet frygten for en militær konflikt mellem USA og Nordkorea til side for en stund.

Det amerikanske aktiemarked åbner mandag 0,6-0,9 pct. højere målt på udviklingen i landets tre toneangivende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones.

Weekenden bød ikke på nogen eskalering af konflikten mellem Nordkorea og USA, og flere fremtrædende personer var ude og nedtone risikoen for krig - herunder CIA-direktør Mike Pompeo, der ikke ser nogen indikationer for, at en væbnet konflikt er undervejs.

- Konflikten mellem USA og Nordkorea ser ud til at have stået stille i weekenden, hvor Trump havde fokus på emner som terrorisme i USA, skrev analytiker Kathleen Brooks fra børsmæglerselskabet City Index forud for åbningen ifølge Marketwatch.

Hun henviser til weekendens uroligheder i Charlottesville i USA, hvor en bil påkørte en gruppe demonstranter med et dødsfald og 19 sårede som konsekvens.

Blandt selskaberne er der fokus på Netflix, da finansmagasinet Barron's i sin ugentlige publikation skriver, at aktien kan falde op mod 50 pct. fra det nuværende niveau på 171 dollar.

Spådommen skyldes blandt andet en melding fra Disney, der i sidste uge valgte at droppe samarbejdet med Netflix og fremover vil streame sit eget indhold direkte til forbrugerne. Netflix-aktien falder 0,9 pct. fra start.

Tesla har en noget bedre start på ugen, efter at finanshuset Baird har hævet kursmålet for aktien til 411 dollar fra 368 dollar. Aktien stiger 1,8 pct. til 365 dollar i de første handler.

Regnskabssæsonen er ved at været et overstået kapitel, men der tikker fortsat enkelte talsamlinger ind på investorernes skærme.

Forud for åbningen har Sysco, som distribuerer fødevarer, offentliggjort et regnskab for fjerde kvartal, der var nogenlunde som ventet, da indtjeningen per aktie lød på 0,72 dollar mod en forventning om et plus på 0,71 dollar. Aktien falder 1,1 pct. fra start.

/ritzau/FINANS