Aktier kl. 12.45: Fastholdt lille plus

 

Det danske C20-indeks holdt sig torsdag middag marginalt på den pæne side af onsdagens rekordkurs. Samme tendenser viste de store toneangivende europæiske fondsbørser, hvor imponerende regnskaber fra svenske Hennes & Mauritz, tyske Siemens og finske Nokia var med til at løfte stemningen. C20-indekset lå 0,1 pct. højere i rekord 461,86. Ordreaktuelle FLSmidth var flyvende.

 

Novozymes var formiddagens blandt vinderne på C20-indekset og lå 1,9 pct. højere i kurs 539. Novozymes ventes, at aflægge regnskab ved 13-tiden. Det er ventet, at helårsregnskabet vil indeholde første sæt prognoser for 2007. Novozymes har oplevet en massiv kursfremgang på mere end 30 pct. siden sommeren 2006.

 

- Væksten i både toplinjen og på bundlinjen ventes at vise fine takter i de kommende år for Novozymes, sagde senioraktiehandler Claus Thestrup fra Svenska Handelsbanken til RB-Børsen. Dog pointerede Claus Thestrup, at Novozymes handles i øjeblikket til en PE (markedsværdi ift. overskud) på mere end 30, og der det er for dyrt ud fra senioraktiehandlerens vækstprognoser over de kommende år. Claus Thestrup har en "salg" anbefaling på Novozymes.

 

FLSmidth tiltrak sig også opmærksomhed, da selskabet annoncerede en indgåelse af en kontrakt på godt 670 mio. kr. på levering af en cementfabrik i Kasakhstan. Ordren er bestilt af Kokshe Cement, der er delvist ejet af det kasakhstanske selskab East Energy Company (EEC).

 

- Ordren bekræfter vore forventninger til den voksende aktivitet i cementindustrien i det tidligere sovjet-område , udtalte koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen til RB-Børsen. FLS lå 1,8 pct. højere i kurs 377,5.

 

Nordea lå 0,6 pct. højere i kurs 91,5. Danske Equities ser en øget sandsynlighed for en fusion mellem Nordea og svenske SEB. Fusionsspekulationerne kommer efter udtagelser fra Wallenberg-familien, der ejer 20 pct. af SEB. Danske Equities sætter sandsynligheden for en fusion til 25 pct.

 

Danisco har netop afsluttet sin sukkerproduktion i 2006, og resultatet er tilfredsstillende, oplyste Danisco i en pressemeddelelse. Det samlede produktionsresultat ligger lidt over Daniscos totale EU-sukkerkvote på 996.000 tons og dermed på niveau med de tidligere udmeldte forventninger. Danisco lå 0,2 pct. lavere i kurs 456,5.

 

A.P. Møller - Mærsk B lå med et kursfald på 0,3 pct. til 57.800. Container- og oliegiganten fik sænket sin anbefaling hos storbanken HSBC. Den internationale storbanks anbefaling lyder nu på "underweight" i stedet for "neutral".

 

Udenfor C20-indekset var det småt med relevante nyheder. Den lille transportvirksomhed Lastas var blandt dagens tabere og lå 2,9 pct. lavere i kurs 169.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )