Aktier: FLSmidth forrest i flyvende fredagsmarked

Investorerne starter fredagen med optimisme på aktiernes vegne. Alle 20 aktier i C20-indekset ligger til fremgang på ugens sidste dag, hvor regnskabet fra FLSmidth blandt andet er på investorernes radar.

Læs mere
Fold sammen

Generelt er aktiestemningen også til den positive side i Europa. Det er blandt andet den britiske valgsejr, der tolkes som godt nyt for storkapitalen. Således stiger det britiske FTSE-indeks 1,9 pct. i den tidlige handel.

Regnskabsaktuelle FLSmidth lægger sig fra dagens start i toppen af C20. Der er relativt afdæmpede forventninger til kvartalstallene, som præsenteres ved frokosttid. Analytikerne venter fald i både omsætning og ordreindgang sammenlignet med samme kvartal for et år siden ifølge tal fra Ritzau Estimates, og generelt er stemningen omkring FLSmidth i bedste fald "nøgtern", beskriver iagttagerne. Aktien stiger foreløbig 2,4 pct. til 277,50 kr., den største fremgang i eliteindekset.

FLS-tallene følger oven på en uge, hvor også Coloplast, Vestas, Lundbeck, TDC og William Demant Holding har aflagt tal for januar, februar og marts.

Sidstnævnte toppede C20-indekset torsdag efter sin periodemeddelelse. I analytikerkorpset har opdateringerne efter meddelelsen dog kun udgjort lakoniske gentagelser af de anbefalinger og kursmål, der også var gældende før høreapparatselskabets kortfattede udmelding om første kvartal. Fredag er aktien mere afdæmpet med et løft på 0,7 pct. til 552,50 kr.

Vestas begejstrede noget mere end WDH med sine Q1-tal, som har affødt en række forhøjede kursmål og anbefalinger efter den bedste start på året nogensinde for vindmølleselskabet. Torsdag stod det samtidig klart, at ærkerivalen Siemens døjer med store problemer i sin vindmølledivision, mens spanske Gamesa - ligesom Vestas - viste stærk fremgang. Vestas steg 3,5 pct. på regnskabsdagen onsdag, øgede 0,3 pct. torsdag og går yderligere 1,4 pct. frem fredag til 331 kr.

Pandora er først på banen med sine kvartalstal næste uge, men i optakten er flere analytikere ude med højere kursmål. HSBC øger sit mål til 740 kr. fra 590 kr. og siger samtidig "køb", mens ABG Sundal Collier løfter kursmålet til 800 kr. fra 640 kr. Til gengæld sænker Jyske Bank sit kursmål til 780 kr. fra 800 kr. Smykkeaktien steg torsdag til 683 kr. trods nyheden om et forlig med Skat, der koster en bod på 1 mia. kr. og vil betyde højere skatteprocenter i de kommende år. Fredag fortsætter fremgangen med et plus på 2,1 pct. til 697,50 kr.

SAS bringer sig i fokus kl. 11 med sine trafiktal for april. Der er lavere vækst i vente, forudser analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank, da den positive effekt fra konkurrenten Norwegians pilotstrejke i marts er ved at aftage. SAS-aktien starter dagen uændret i 13,30 kr.

Luftfartssektoren er også børsaktuel i form af et kvartalsregnskab fra Københavns Lufthavne. Kastrup-lufthavnen viser måned på måned rekordhøje passagertal og skal derfor demonstrere, om indtjeningen også følger med op. Aktien koster inden regnskabet 3966 kr., en stigning på 1,7 pct. mod torsdag.

Desuden er Simcorp regnskabsaktuel fredag, men softwareselskabet slipper først sine kvartalstal efter børslukketid. Aktien ligger 0,4 pct. højere i 227,50 kr.

Derudover er der jubelstigning til G4S, som ligger 8 pct. højere i kurs 31,10. Det kan være udsigten til en mere privatiseringsvenlig konservativ britisk regering, der giver aktionærerne mod på den dansk-britiske sikkerhedsaktie.

/ritzau/FINANS

 

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans[AT]ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk