Bliv iPad-kunstner

Det er, som om alle tegninger med Drawing Pad på iPaden bliver gode. Synes man selv. Men det er skøn hobby.

Vil du bruge tusch, pensel, blyant? Vil du importere fotos fra din fotosamling og male på dem? Vil du sende dem med e-mail til vennerne? Eller vil du have små klistermærker i form af biler eller dyr ind som baggrund og tegne oven på dem? Alt er muligt i denne lille app, Drawing Pad.

Både børn og voksne kan få glæde af denne app, som ude til venstre har en lille ’skuffe’, som man trækker ind og ud for at vælge redskaber til at lave ’billedkunst’ med. Der er pensler i alle bredder og i alle farver, og det er klart dem, der laver de flotteste billeder. Men også farveblyanterne er gode.

Lige som med det tidligere anmeldte maleprogram Paint får man aldrig farve på fingrene med Drawing Pad, der spildes aldrig i møblerne, og det er nemt at have med sig og lige åbne, hvis man er i venteposition.

App’en til iPad koster 1 dollars og fås her.